Min far gør mig ked af det.

brevkassespørgsmål

Min far gør mig ked af det.

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 11 måneder siden

Først og fremmest vil jeg lige sige at min far godt kan være sød og sjov, og han har også gode sider, men det er bare så sjældent at jeg ser dem. Han skriver og siger altid at han er meget tålmodig, men det passer overhovedet IKKE!! han er lige det omvendte.

Han har et stort temperament, og han skælder ud når alt ikke går som han vil have det. Han bliver vred over de mindste ting, og det går ud over mig og mine 4 andre søskende. Det er værst i hverdagene når han kommer hjem fra arbejde, eller hvis man siger ham imod (hvilket jeg nærmest ikke tør nu, pga. jeg ikke vil have at han råber ad mig) 
Mine forældre er skilt og vi bor alle ved ham, undtagen min ældste bror som er flyttet hjemmefra. Min storesøster og storebror leder også efter lejlighed så de kan flytte. Jeg kan ikke holde tanken ud, til når de flytter og der kun er mig og min 10 årige lillesøster tilbage. Min far laver ikke mad, da han ikke kan finde ud af det, så det er vores job. Når de flytter skal jeg stå for det, og med job og gymnasie har jeg ikke energi til det ansvar lige nu.

Jeg har det dårligt konstant, og jeg græder når jeg er alene. Jeg kan græde ved bare at tænke over hvordan jeg har det. Når min far råber bliver jeg vred og ked af det, og det ender med at jeg sidder grædende inde på mit værelse. Min storesøster fik engang en depression fordi hun var ked af hendes liv, til dels pga. den hverdag vi har derhjemme. Hun endte med at gå til psykolog. Jeg har et rigtigt godt forhold til hende og hun har en kæreste hun sover ved hver anden uge, så når hun ikke er hjemme så bliver jeg mere ked af det. 

Mine søskende har aldrig opføret sig rebelsk, eller gået imod min far når han er sur. Og da jeg har mere mod til at sige ham imod så kalder han mig en teenager (ord for at jeg opfører mig som man nu gør, når man når den alder. Jeg er lav (1.54) og det "driller" han mig med ved at joke om det. (f.eks. han sagde at jeg får bolden i hovedet når børn triller med bolde)... ikke sjovt og det sårer mig, og jeg bliver ked af det.

De problemer jeg har nævnt er kun en brøkdel af dem jeg har.
Jeg hader mit arbejde da jeg bliver stresset, men kan ikke stoppe da jeg har brug for penge til tøj, for det køber min far ikke :(
Jeg er utilpas i skolen, og snakker ikke med nogle. :(
Jeg har dårligt selvværd og mit humør svinger hele tiden. Jeg er irriteret og vred på ham, fordi han lader som om alt er godt. ingen ved hvordan jeg har det, og jeg skjuler mine følelser.
Jeg er trist og træt af det hele og føler mig deprimeret. Jeg har ikke lyst eller energi til noget mere, og jeg føler at jeg ikke har nogen fremtid mere. jeg vil bare tilbage til da jeg var 8-9 år. dengang var alt godt og min far råbte aldrig af mig. 

jeg kan ikke bo ved min mor, fordi min far vandt en retssag og han har forældremyndigheden nu. Kun fordi hun boede med en nar dengang, og min far spiller sød og venlig når der er gæster. Derfor siger dem jeg kender, altid at han er sød og sjov... men de kender ikke hans sande jeg..
Jeg elsker at være ved min mor, og jeg elsker når hun krammer mig og vi griner og har det sjovt. jeg bliver ked af det når vi skal hjem igen.

 

Undskyld beskeden blev så lang, men jeg havde brug for at få det ud. Kan ikke sige til min far, da han vil blive sur, og det kan jeg ikke klare lige nu.

Fra den ulykkelige pige, der snart ikke kan mere....

Svar: 

Hej :) 

Når jeg læser dit brev tænker jeg først og fremmest, at det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen og hvor er det godt at du får luft for dine følelser, da det er tydeligt at mærke, at du har det svært lige nu. Så det skal du give dig selv et kæmpe skulderklap for, og rose dig selv for at sætte ord på din situation og følelser lige nu. Det kan nemlig være rigtig svært. 

Det lyder som om stemningen er ret anspændt hjemme hos dig lige nu og det er svært at tale sammen? Har du altid haft svært ved at tale med din far eller er der sket noget her for nylig, som har ændret sig ? Først og fremmest vil jeg råde dig til at tale med ham - ja, det lyder måske lettere sagt end gjort, og jeg påstår heller ikke at det nødvendigvis er let, men jeg tror det er vigtigt, at du prøver at sætte ord på, overfor ham om, hvordan du har det generelt og derhjemme. Du kan eventuelt bare starte med at sige til ham, at der er noget du gerne vil snakke med ham om og det vil betyde meget for dig, hvis han bare ville lytte. Eller måske skrive alle dine følelser/tanker/frustrationer ned i et brev og lægge det til ham. Det er nogen gange lettere end at skulle sige dem face-to-face, lige til at starte med. Alternativt kan du måske spørge din søster, som du skriver du har et godt forhold til, om at hjælpe dig og I, i fælleskab kan tale med ham? 

Det er klart og tydeligt at mærke at du har det svært lige nu og der er mange ting som fylder i dit hoved, som gør dig ked af det. Det er der ikke noget at sige til, når du fortæller om det pres som du føler lige nu. Både med job, skole, familieliv og livet generelt. Derfor er det netop rigtig vigtigt at få talt om de her ting. Du skriver at du skjuler dine følelser? Er der nogen i din omgangskreds, din familie eller din(e) søskende, som du kan åbne op overfor og få delt nogle af dine tanker med? Det vil en super god start. For det er ikke okay, at du går og har det sådan som du har det, forstået på den måde, at du fortjener at være glad og blive lyttet til. Det skal ikke være dit ansvar at "kører" et hjem med madlavning og diverse og det er ikke ok, at du føler at det hele skal ligge på dine skuldre. Selvfølgelig er det vigtigt at man hjælper hinanden som familie, men man skal ikke føle sig at man er helt alene om det. Derfor synes jeg også det er rigtig vigtigt at få talt med din far om sitautionen, stille og roligt. Fortæl ham, hvordan du har det derhjemme, i skolen, og du savner den far som du synes, du havde engang.

Da jeres kommunikation virker til at være lidt anspændt i forvejen, vil jeg opfordre dig til at det skal handle om, hvordan du går og har det, frem for de ting du synes han gør "forkert". Folk vil oftest gå i forsvar, hvis de føler sig beskyldt og anklaget og det er egentlig naturligt, men det ender tit i en dårligt snak, hvis man i forvejen har det svært med at tale sammen. 

Hvis du hælder mere til at gerne ville bo hos din mor, kan du jo evt. tale med hende om, hvorvidt det er en mulighed?

Men uanset hvad, er det en rigtig god ide, at få talt med nogen om dine følelser og tanker. Det kan også være en studievejleder/skolepsykolog på gymnasiet eller din læge. 

Du er selvfølgelig altid velkommen til at benytte dig af vores chat her i Cyperhus.dk og der vil altid sidde en klar til at lytte og komme med råd, hvis du har brug for det :) 

Jeg ønsker dig held og lykke fremover og husk at du også fortjener at være glad! 

Mange hilsner Helle N

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program