Stoffer
Stoffer
Hejsa .
Jeg er en pige på 16år, som har taget stoffer i perioder, den værste var i 8måneder i træk hver tors-, fre-, lør-, og søndage.
så fik jeg mirakuløst reddet mig selv ud af det, men nu her 2år efter sidste gang er jeg kommet ind i den samme rutine, og denne gang kan jeg mærke jeg bliver nød til at få hjælp udefra.
Mit problem er bare at jeg vil ikke have mine forældre finder ud af det, og jeg har ikke selv råd til at betale.
Så mit spørgsmål er om i kender nogle steder man kan henvende sig som er gratis?
Kære pige på 16 år!
Jeg synes at det er stærkt af dig, at du forstår at du nu har brug for hjælp til at komme ud af dit stofmisbrug. Der er mange andre ting i livet som man går glip af, når man bruger stoffer.
Jeg ved ikke hvor du bor, men i de fleste byer og kommuner har man rådgivninger hvor unge kan henvende sig for at få hjælp til forskellige problemer. Det koster ikke noget.
Gå ind på Cyberhus forside og se under ”henvisninger”. Der kan du finde en rådgivning i nærheden hvor du bor.
De kan vejlede dig til det rigtige sted, som kan hjælpe i forhold til stofmisbrug. De fleste steder har man mulighed for at være anonym når man henvender sig, men hvis du har brug for intensiv behandling, så kan du nok ikke undgå at underrette dine forældre, da du ikke er myndig. Men det kan du tale med rådgivningen om, så giv ikke op på grund af det!
Det er vigtigt, at du tager dig selv og dit liv alvorligt og tænker på hvad du vil med det. Det er jeg sikker på at du er klog og modig nok til!
Jeg ønsker dig alt held og lykke med dig selv!
Kærlig hilsen
Anita