Ja, altså jeg vil ikke lyde som en sårbar person, som kun skriver for at få melidenhed, for sådan er det ikke..
Men jeg syns det forgår så meget, og har gjort, en masse ting som bare sidder i mit hovde.

- For ca. ½ år siden begyndte det at gå helt galt med min ene storesøster. Det startet med hun aldrig spiste noget, hun brugte sin "mavesygdom" som en undskyldning for ikke at spise, hun sagde hun havde ondt i maven, eller hun bare ikke var sulten.. Men mine forældre viste jo godt hvad der var galt.. Til sidste fandt jeg bøger, hjemmesider, billeder osv med "Bulumi" eller spiseforstyrrelser..
Mine forældre tog så en meget meget lang snak med hende, og det hjalp. Hun er over sin spiseforstyrrelse idag. Men Hun løg/lyver meget overfor mine forældre, hun overholdt ALDRIG sine aftaler omkring tidspunkter at komme hjem på, og hvad hun laver osv. De skændes tit, og mine forældre bliver nød til at tage meget vare på hende, og ikke så tit mig..

Jeg syns altid jeg har været en meget "selvstændig" person de sidste år, måske pag. alt det med min søster. Men selvfølige har jeg et godt liv, jeg kan snakke med mine forældr eom alt osv. Men når det er min søster få disse perioder, gå jeg ned, fordi jeg føler bare ikke jeg er noget værd, fordi der ikke bliver tænkt så meget på mig..

Også i den periode hvor min søster havde problemer med at spise, skete der også noget en dag. Min mor havde lag sig fordi hun var dårlig, så jeg sad bare og så fjernsyn. Min søster kommer så ind og siger hun løber en tur, om jeg gad sige det til mor..
Men min søster kom ikke tilbage. I ca. 1-2-3 timer hørte vi ikke fra hende, min mor græd som aldrig før, min far ringede til politiet, vi kørte rundt og ledte efter hende .. Jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at græde den dag, fordi så skulle mine forældre også tænke på det, selvom jeg var ved at bryde sammen.
Efter vi have kørt rundt og ledt og ledt, og jeg troede hun lå et sted og havde begået selvmord, skrev hun til min far. At hun havde det godt, men hun ville ikke komme hjem ligenu. Og så begyndte jeg at bebrejte mig selv, tænk hvis der var sket noget med hende, jeg var den sidste der snakkede med hende. Og jeg tænker tit på den dag, og jeg har aldrig haft det samme forhold til min søster siden, simpelhen fordi jeg ikke stoler på hende :/

- Jeg er ikke den mest populære person, men har nogle rigtige gode og tætte veninder. Men meget tit føler jeg at de ikke bryder sig om mig (selvom jeg ved de elsker mig), og jeg føler de skriver/snakker koldt til mig osv. Jeg ville ønske jeg kunne holde op med at tænke sådan, og bare nyde at jeg har dem? hvad kan jeg gøre..
Der er mange mange andre ting som jeg grubler med, men ellers bliver det for langt det her.

Hilsen den fortvivlede