Okay altså jeg ved godt at det her er virkeligt langt men håber virkeligt på at i gider at bruge jeres kostbare tid på at læse det hele igennem og give mig et godt råd for jeg er virkeligt ved at være langt ude. Altså vi er 3 veninder, (jeg, M og MT) men altså M og MT er bedste veninder, det i sig selv er hårdt nok når jeg ved at de er sammen hver dag hele tiden, og når de ikke lige er sammen så skriver de sammen over mobil konstant, men det er ligesom bare sådan det er og det må jeg bare lidt lære at leve med, men de har også bare SÅ mange skænderier, (jeg har fortalt dem at de næsten opfører sig som søskende eller faktisk værre) Her for noget tid siden var vi så alle sammen sammen, og hvordan det skænderi som de pludselig fik gang i, egentligt startede er lidt lige meget og jeg stod sådan set også lidt af midt i det hele, men det endte i hvert fald med at jeg endnu engang stod i midten af det hele, især da M gik ind i hendes egen lejlighed og sagde at hun ville sove der i stedet for, "fordi det hele jo bare var hendes skyld" eller det gav MT i hvert fald lidt udtryk for, og så skulle jeg jo lidt vælge hvor henne jeg ville sove,

hvilken ville være en komplet umulig ting for mig, da jeg uanset hvad jeg så valgte ville gøre en af dem endnu mere sur, og det er bare sådan nogle typiske valg jeg altid kommer til at skulle tage, og hvis jeg siger noget til den ene om den anden så kan jeg være 100% sikker på at den bliver brugt i mod hende på et senere tidspunkt, og hvis jeg ikke skal tage nogle valg så skal jeg alligevel hører på at de to siger en masse dumme ting, udelukkende for at såre hinanden..

Jeg er altid det der mellem led, generelt føler jeg mig sådan set som det 3. hjul, og jeg ved godt at de nok gør hvad de kan og sådan for at det ikke er sådan, men jeg vil bare heller ikke snakke med dem om det, for at det så bare ændre sig til at de kommer til at skulle være sammen med mig bare fordi jeg ikke skal have det sådan.. men altså for at komme videre med ovenstående, så midt i skænderiet hvor jeg stod ude i gangen og bare kiggede ind i stuen og så fik af vide at jeg altså sagtens kunne komme ind da de ikke bed, og jeg så bare stod der og tænkte "skulle jeg ville gå direkte ind i kernen til helvede?" og så gjorde jeg så det jeg altid har lyst til når der sker et eller andet, lukker mig fuldstændigt ude..

så jeg smækkede døren i og låste mig ude på badeværelset hvor den ene venindes kanin stod, og tænkte bare at den da måtte være mere fornuftig end alt det andet var, der sad jeg så, på gulvet ved siden af wc'et, med benene trukket op under mig og armene over kors for bare at prøve at holde fast i mig selv, og tænkte en masse fucked up tanker, - og det gik lidt efter lidt op for mig at badeværelset nok ikke var det smarteste sted at låse lige præcis MIG ude da jeg konstant sad og tænkte på hvor og hvordan jeg lettest kunne skade mig selv, men det ville bare være en komplet umulig ting at skjule da de to veninder jeg har bestemt ikke er dumme, og lyn hurtigt ville se at der var et eller andet der var forkert, og for den sags skyd kunne jeg næsten heller ikke bevæge mig, og chancen for at blive busted ville være alt Alt for stor, jeg begyndte også på et tidspunkt at blive små svimmel så jeg blev nødt til at sidde og tage en masse dybe indåndinger. På et tidspunkt bankede M heldigvis på døren (den tætteste af de to jeg har) og spurgte mig så om jeg var okay, jeg svarede så bare "ja ja" så siger hun så "nåå okay, det er bare fordi at du har været der ude i ret lang tid nu"

jeg siger så bare mm, men det hører hun jo selvfølgelig ikke da der altså var en dør i mellem os, og så kan jeg høre sådan næsten at min veninde næsten i panik får fundet et eller andet til at låse døren op med ude fra, og siger så også "hvad fanden tænker du på ikke at svare når jeg siger noget?" så kommer hun så ind og ser mig sidde sådan og hun sætter sig så bare ved siden af mig med armene omkring mig, og jeg sidder bare der og aner ikke en meter om hvad jeg skal sige, kan ikke engang huske alt det hun sagde til mig.. altså måske skulle jeg finde nogle andre veninder, men det kan jeg bare ikke lige sådan, altså jo jeg har også andre veninder/venner og sådan, men de bor bare alle sammen et godt stykke væk fra mig,. men de to som jeg snakker om her altså M og MT, kom da jeg havde det aller sværest, og især M har været en fuldstændigt fantastisk støtte for mig, så det er ikke bare sådan lige til at finde nogle andre eller flere gode venner.

Det er virkeligt mere end guld værd at have en veninde der gider at sætte sig ned på hug, med armene omkring en og trøstende tage ens hånd med den anden arm omkring en og bare sidder der når hun kan se at man er fuldstændigt ude af den, og måske kommer med et trøstende kys på panden, uden man egentligt behøver at sige noget, det er noget jeg aldrig nogensinde har oplevet før, og samtidig noget jeg aldrig nogensinde tror at jeg kommer til at opleve ellers, det er et venskab når det er bedst, og det piner mig virkeligt at de så er sådan overfor hinanden!

Åh ved bare slet ikke hvad jeg skal gøre ved noget af alt det her, jeg ved jo at de bliver gode venner igen (det blev de jo allerede senere hen på aftenen) men det æder mig bare stadig op indvendigt, jeg holder så meget af dem at jeg slet ikke kan tage det, det giver mig bare en kæmpe lyst til at skide højt og flot på alt det jeg har kæmpet for for at nå her til, sårer alle omkring mig og i sidste ende mister dem, for jeg ved snart ikke hvad der er værst, at høre på dem når de skændes og konstant ikke føle sig tilstrækkelig nok og få en helt enorm skyldfølelse, eller få en helt enorm skyldfølelse ved at miste dem og derfor aldrig nogensinde kunne finde glæde i noget som helst igen..