Hej brevkasse :) Jeg ved ikke lige om det er det rigtige sted jeg skriver, fordi jeg er 19 og nok ikke længere et barn. Hvis det er tilfældet kunne i evt henvise til et andet sted jeg kunne få råd? Det er virkelig kompliceret det hele, men jeg håber ikke det bliver for uoverskueligt for den der skal læse det :) Okay here we go.. Jeg er kendt af alle i min omgangskreds som hende der bare har alting kørende for sig, jeg er altid den der har overskud og kommer kl. 3 om natten hvis nogle har brug for noget, jeg er ret heldig med mit udseenede, jeg laver musik og spiller flere instrumenter, jeg er altid positiv og er altid hende der sætter en fest i gang. Jeg tror overhovedet ikke der er nogle der forventer der skulle være nogle problemer med mig, men det er altså. Jeg kan overhovedet ikke lide fysisk berøring og det redsultere i at jeg aldrig rigtig har haft en kæreste, selvom jeg har fået tilbud. Jeg kan simpelthen ikke have det. Jeg er 19 og jeg ville virkelig gerne have et normalt liv! Jeg tror det har noget at gøre med min barndom, fordi det har altså ikke været helt optimalt altid. Min mor begyndte at drikke fordi min far fandt en anden, og bare besluttede sig for at flytte fra den ene dag til den anden. Jeg tror min mor var rigtig vred på mig fordi jeg havde vist det med utroskabet og ikke havde sagt noget, men jeg forstår ikke hvorfor det hele skulle gå ud over mig, når jeg nu kun var 13 og var pisse forvirret selv. Min storesøster var flyttet hjemmefra og hun vidste ikke hvor slemt det var for hun boede i et andet land. Men det var ret slemt og nogle gange kan jeg slet ikke forstå hvorfor hun fik mig når hun sagde så mange ting jeg nok aldrig kommer over. Hvis jeg konfronterede hende med det vendte hun bare alt det jeg sagde og nåede til den konklusion at hun er en dårlig mor også gik hun fuldstændig i selvsving. Jeg synes ikke det er fedt at hun skælder ud pga. bagateller fordi hun har drukket en flaske vin. Jeg gider ikke hører om hvor stort en idiot min far er. Men jeg mener ikke hun er en dårlig mor, for hvem er en perfekt mor hele tiden? Og hun havde virkelig sine gode dage hvor hun hjalp mig med lektier og snakkede med mig om problemer. Der var hun helt perfekt. Jeg var jo overhovedet heller ikke det perfekte barn! Jeg skulle have passet bedre på hende. Men jeg kom på efterskole og det var pisse fedt, men jeg kæmpede vildt meget med de der hjemrejseweekender. Jeg valgte at fortælle dem om situationen sådan at jeg måske kunne blive på skolen når de andre tog hjem, men det skulle jeg aldrig have gjort, for de ringede hjem og fortalte min mor hvad jeg havde sagt (er det noget man normalt gør?), og da jeg kom hjem den efterfølgende weekend drak hun sig så banke lam (pga et skænderi vi havde angående den telefon opringning) at jeg blev nød til at ringe til lægen. Så fik min mor lykke piller selvom jeg overhovedet ikke forstår hvorfor hun ikke fik en eller anden og snakke med? Jeg har aldrig snakket om det siden, fordi man kan virkelig ikke stole på nogen. I sidste ende er det mig der står med det hele og ikke folk der bliver indblandet. Og folk der blev indblandet gjorde jo ingen forskel udover at gøre situationen mere ubehagelig for mig? Det kunne bare have været rart hvis de havde snakket med mig om det i stedet for? Jeg flyttede ud efter efterskole og har klaret mig selv lige siden. Det er vildt fedt, men jeg synes bare der mangler noget? Jeg snakker med min mor engang imellem men jeg kan ikke holde det ud i længere tid. Okay :) Nu til mit spørgsmål (undskyld den lange indledning) Nu er jeg jo 19 og ikke længere et barn. Kan jeg på en eller anden måde få en psykolog når der er gået så lang tid? Jeg mener jeg ville gerne selv betale, men jeg er studerende og har ingen penge tilovers. Har jeg nogle rettigheder/muligheder? Hilsen plane ferrie