Kære Anja og Elena Jeg har brug for hjælp. For 1½ uge siden blev jeg voldtaget. En daterape... det hele er et mareridt inde i mig. Det bliver ved med at køre rundt inde i hovedet igen og igen. Torsdag ugen efter var jeg hos min egen læge og fik det sagt til hende. Hun kørte mig på CFV så jeg kunne blive undersøgt og testet. Jeg synes det var en virkelig svær oplevelse at være der. Jeg følte mig meget ladt alene mens jeg var der. Min læge var jo nødt til at køre hjem igen. Følte det meget forhørsagtigt. Sygeplejersken og lægen sad bare i to stole og jeg sad i sofaen overfor dem med et bord imellem. De spurgte meget praktiske ting omkring overgrebet og sagde bare jeg skulle endelig føle mig fri til at fortælle om det hvis jeg havde brug for det, men de ville ikke tvinge mig til at tale om det hvis jeg ikke havde lyst. Jeg turde ikke bare fortælle... jeg ville ønske at sygeplejersken havde siddet ved siden af mig og ligesom trøstet mig lidt, det virkede så koldt det andet og var alt for svært. Efter jeg blev undersøgt var jeg bare alene på stuen. De kom lige ind i mellem og spurgte om alt var ok... men ellers sad jeg bare der alene. Jeg turde ikke sige jeg havde brug for at de blev hos mig. Jeg turde ikke bede om at blive trøstet lidt. Havde mest bare brug for at græde, end at holde i hånden. Især mens jeg blev undersøgt. Bare at få lov til at holde en i hånden imens ville have betydet alt. Jeg har fået en tid hos en sygeplejerske her torsdag en hel uge efter og det er så ligesom det. Fik bare en masse papirer med hjem og så skulle jeg endelig ringe hvis jeg havde nogen spørgsmål. Jeg føler ikke rigtig jeg har nogen spørgsmål... jeg har bare brug for nogen at tale med. Men det er altså bare lang tid at gå en hel uge med det alene og jeg tør ikke ringe ind på centeret igen, for jeg har jo ikke rigtig spørgsmål... jeg kan bare ikke holde det ud og ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op mere. Jeg har ikke spist siden torsdag, nu fem dage. Kan knap nok drikke noget. Det kører rundt inde i hovedet på mig og gør ondt. Jeg føler det er min egen skyld. Jeg ville ønske nogen bare havde spurgt mig så jeg kunne tale lidt om det. Da jeg sad der lukkede jeg mig bare helt ind i mig selv og blev stille, undvigende og kiggede væk.... og så lod de være med at spørge mig. Jeg ville ønske de havde gjort det. Bliver man slet ikke tilbudt psykologhjælp? Jeg har ikke råd til at betale det selv på nogen måde. Jeg har bare fået en tid hos en eller anden sygeplejerske en hel uge efter og der er altså bare længe til :'(