Jeg vil bare gerne hjem.

brevkassespørgsmål

Jeg vil bare gerne hjem.

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 14 år 4 måneder siden

Hej med jer...... Jeg hedder Camilla og jeg har boet på opholdssted i 2 måneder nu og jeg kan ikke særlig godt lide det. Jeg vil bare gerne hjem til min mor og bo igen jeg kan ikke tænke på andet end at jeg ikke har lyst til at være her. De andre på opholdstedet er anderledes end mig og jeg tror bare ikke jeg kan få nogen venner her. Jeg gider ikke med på ferie jeg vil bare gerne være sammen med min mor og det kan jeg ikke fordi hun er indlagt på psyk. Pædagoerne vil gerne have jeg er med til ting men jeg er bange for at de andre ikke kan lide mig og jeg siger noget dumt det gør jeg tit. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre sådan at jeg ikke er så barnlig med det her jeg gider ikke ligge og tude på mit værelse. kan i give nogen råd? hilsen en trist Camilla

Svar: 

Hej Camilla

Jeg har selv en mor, som har været ud og ind på psyk, så jeg kender godt til det med at være et sted, hvor man ikke vil være! Og helst vil være hjemme hos ens mor, selv om man godt ved, at det ikke går.

Da jeg kom i pleje, var jeg 12 år. Jeg husker, at jeg i et stykke tid var meget barnlig og sagde ting, hvor jeg bagefter tænkte, at det sagde jeg bare ikke!

Synes også, at det var svært lige pludselig at skulle være sammen med så mange mennesker på en gang. Så prøvede jeg at tage en dag ad gangen i stedet for at tænke på, hvornår jeg skulle hjem igen.

Det tog noget tid at vænne sig til alle de nye ting, og selv om det var svært, blev jeg meget glad for at være i pleje.

Det med at være barnlig, tror jeg er meget normalt, når man kommer væk hjemmefra, og der pludselig er nogle voksne, der passer på en - så er der lige pludselig plads til at være barnlig. At skulle være med til forskellige ting sammen med andre - prøv at sige ja, og så kan man altid sige fra, hvis det ikke er noget, man vil.

Om de andre kan lide dig er svært at svare på! Men hvis du prøver at være med i de ting, der sker i hverdagen, og er dig selv, så kan du ikke gøre mere. Så må det være op til de andre, hvad de vil.

Synes, det er fedt, at du ikke gider ligge på dit værelse og tude! Fortæl, hvordan du har det, og hvad du tænker, selv om det måske lyder dumt.

Det er dumt ikke at sige noget!

Hilsen Svend

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program