Hej Camilla

Jeg har selv en mor, som har været ud og ind på psyk, så jeg kender godt til det med at være et sted, hvor man ikke vil være! Og helst vil være hjemme hos ens mor, selv om man godt ved, at det ikke går.

Da jeg kom i pleje, var jeg 12 år. Jeg husker, at jeg i et stykke tid var meget barnlig og sagde ting, hvor jeg bagefter tænkte, at det sagde jeg bare ikke!

Synes også, at det var svært lige pludselig at skulle være sammen med så mange mennesker på en gang. Så prøvede jeg at tage en dag ad gangen i stedet for at tænke på, hvornår jeg skulle hjem igen.

Det tog noget tid at vænne sig til alle de nye ting, og selv om det var svært, blev jeg meget glad for at være i pleje.

Det med at være barnlig, tror jeg er meget normalt, når man kommer væk hjemmefra, og der pludselig er nogle voksne, der passer på en - så er der lige pludselig plads til at være barnlig. At skulle være med til forskellige ting sammen med andre - prøv at sige ja, og så kan man altid sige fra, hvis det ikke er noget, man vil.

Om de andre kan lide dig er svært at svare på! Men hvis du prøver at være med i de ting, der sker i hverdagen, og er dig selv, så kan du ikke gøre mere. Så må det være op til de andre, hvad de vil.

Synes, det er fedt, at du ikke gider ligge på dit værelse og tude! Fortæl, hvordan du har det, og hvad du tænker, selv om det måske lyder dumt.

Det er dumt ikke at sige noget!

Hilsen Svend