ptsd

brevkassespørgsmål

ptsd

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 14 år 5 måneder siden

hey. jeg hedder charlotte. for ca. 2år siden var jeg udsat for en voldtægt. siden da har min adfærd og personlighed ændret sig drastisk, så min læge fik mig overtalt til psykologisk hjælp på center for voldtægtsofre i århus. jeg har li fået konstateret ptsd(post traumatisk stress syndrom) og ved slet ikke hvad jeg skal stille op med det :/ jeg går til coaching ved coach og får psykologisk hjælp ved center for voldtægtsofre i århus, men de er begge på ferie nu - og jeg sidder inde med nogle spørgsmål. 1. ville en med ptsd kunne rumme at gå i skole? (skal starte på en ny udd. nu her) 2. har læst at hver 3. med ptsd udvikler det kronisk - passer det? 3. hvis nr 2 er rigtig og man er en af dem, hva gør man så? 4. hvordan pokker klare man sig igennem det?! håber den der læser det her har nogle svar! :) knus og tak

Svar: 

Hej Charlotte.

At blive udsat for en voldtægt kan være en meget voldsom oplevelse, som er vigtigt at få bearbejdet - derfor er jeg glad for at høre, at din læge har sat dig i kontakt med centeret for voldtægtsofre. De har selvsagt stor erfaring med voldtægtsofre og derfor er jeg overbevist om at det er et godt sted for dig at være i behandling. 

Jeg ved ikke, hvor meget du ved om PTSD, det lyder lidt som om, at du har fået diagnosen lige inden ferien? PTSD er en reaktion man kan udvikle efterfølgende et traume - i dit tilfælde voldtægten. Det handler om nogle reaktioner som opstår fordi traumet ikke er blevet berabejdet. Der er forskellige symptomer som gør sig gældende når man lider af PTSD, bl.a. at man måske ofte genoplever traumet på en meget livagtig måde, man kan miste interessen for ting man før synes var spændende, have mindre lyst til at være sammen med andre mennesker - og i det hele taget ændre adfærd og personlighed, som du selv har oplevet. Du skal dog vide, at det er forskelligt hvilket symptomer man oplever.  

Jeg kan have svært ved at svare konkret på dine spørgsmål, da der er stor forskel på, hvor meget PTSD fylder i menneskers liv. Så derfor er det noget, som du bliver nødt til at snakke med dine behandlere om - de kender mere til dig, og de specfikke symptomer som du har. Men jeg vil dog gerne prøve at svare så godt jeg kan:

1) Kan du rumme at gå i skole? Det afhænger helt af, hvordan du selv har det - om du har mod på, eller om dine symptomer vil gøre det svært for dig, at følge med i timerne og omgås de andre. Hvis du har mod på det, kan det måske være godt for dig at komme igang med uddannelsen, og så stoppe hvis det bliver for meget. Men hel klart et spørgsmål, som jeg synes, at du skal vende med dine behandlere, når de er tilbage efter ferien.

2) Om hver 3. udvikler en kronisk PTSD? Jeg har ikke helt styr på de seneste tal, men det er rigtigt at hos nogle mennesker udvikler PTSD sig til en kronisk tilstand. Jeg synes dog ikke, at det er noget som du skal bekymrer dig om på nuværende tidspunkt. Du er nemlig rigtig godt stille, fordi du er i behandling - og er i behandling et sted, hvor de har meget stor viden om voldtægt og de efterfølgende reaktioner.  Det handler nu for dig om, at få bearbejdet den voldtægt du var udsat for, så den ikke længere fylder så meget i dit liv, og så du kan slippe af med din PTSD.
Det betyder, at det er vigtigt, at du forsøger at samarbejde med psykologen om at få det bedre - for det er på den måde, at du kan komme af med din PTSD og igen blive en glad pige. 
Når jeg siger, at du skal samarbejde med psykologen, så betyder det, at du skal være fuldstændig ærlig over for ham/hende, prøve at sætte ord på dine følelser og tanker, og ikke være bange for at stille spørgsmål hvis der er noget, som du ikke forstår. Jo mere du fortæller psykologen, jo bedre kan han/hun forstå hvordan du har det, og dermed hjælp dig - og jo større er sandsynligheden for at du slipper af med din PTSD. 

3) Hvad gør man hvis man udvikler kronisk PTSD? Hvad man gør afhænger af det konkret tilfæde. Men jeg synes, at du skal fokusere på at du ren faktisk får hjælp - og den hjælp mindsker i høj grad risikoen for at du udvikler kronisk PTSD.

4) Hvordan klarer man sig igennem det? Det er en rigtig voldsom oplevlese du har været udsat for. Og det er vigtigt at du får den bearbejdet. Det kan være et rigtig hårdt og udmattende arbejde at gå i terapi, for du vil skulle snakke om det som gør rigtig ondt på dig. Og det vil formentlig koste en del tårer. Men jeg lover dig, at det er vejen frem. Hvis du samarbejder med dine behandlere ved at være så ærlig og åben som muligt, så kan det lykkes at komme igennem det her! Det er muligt, og du får hjælp af eksperter på området, så selvom det er hårdt, så handler det om at klø på, for der er lys forude.

Jeg håber, at du kan bruge min svar - og det kan give dig en smule ro her i ferien. Hvis du stadigvæk er i tvivl, er det en god idé, at snakke med psykologen om  dine spørgsmål efter ferien.

Jeg vil ønske dig meget held og lykke med behandlingen.

De bedste tanker
Marianne

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program