At komme videre #3
At komme videre #3
Kære Anja. Vi aftalte sidste gang, at til næste samtale (i den her uge) skal jeg skrive ned, hvad der skete… Jeg har ikke gjort det endnu, selvom jeg har lyst. Det virker så uoverskueligt og svært og giver mig kvalme bare ved tanken. Jeg har ikke rigtig nogen jeg kan sige til, at jeg har brug for at tale med dem efterfølgende. Jeg ved jeg vil få brug for det… men har ikke fortalt om det her til veninder. Jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke. Jeg skammer mig for meget… og en episode med min veninde gør mig rigtig bange for at sige det. Jeg kan ikke skrive det her. Jeg føler bare… ja jeg ved det ikke rigtig. På en måde er jeg egentlig glad nok i løbet af dagen, eller ikke glad. Bare tom på en måde. Hverken glad eller ked af det. Mere midt i mellem hvor ingenting er. Der hvor jeg ikke kan finde ud af hvad jeg skal føle eller ikke føle. Mest bare nok skammen… at jeg føler jeg overreager… at så voldsomt var det vel heller ikke. Det er ret svært at forklare. Normalt er jeg god til at skrive og sætte ord på tingene af den vej, den her gang er det bare super svært. Jeg har gået rundt med nærmest konstant kvalme den sidste uges tid. Jeg er ved at få pip… undskyld alt mit lort…
Kære pige på 19 år
Hvor er jeg glad for at høre, at det lyder som om, den behandler, du har talt med, har haft en god fornemmelse af, hvad det var, du gerne ville. Jeg kan sagtens forstå, at det virker overvældende faktisk at sætte sig ned og skrive om det – men jeg tror også, i betragtning af det du skrev sidste gang, at det kunne være rigtig godt, hvis det kunne lade sig gøre for dig. Måske kan det blive lidt mere overskueligt for dig, hvis du beslutter dig til et bestemt tidspunkt, du skal gøre det og sætter en time af til det – og sørger for at have en eller anden aftale bagefter. Hvis det er for svært at lave en aftale med en veninde, kan du måske tage en beslutning om noget bestemt, du vil give dig til lige bagefter, du har skrevet det ned. Allerbedst kunne det være noget, du rigtig godt kan lide at gøre, så du på den måde, får anerkendt for dig selv, at du faktisk har gjort noget, der kræver meget energi og mod af dig.
Det lyder som om skammen fylder meget for dig. Det er super ubehageligt og samtidig er det faktisk en hel almindelig reaktion efter, at man har været udsat for et overgreb. Måske kan det være en hjælp for dig at overveje, hvordan du ville tænke og reagere i forhold til en virkelig god veninde, hvis hun kom og fortalte dig, at hun havde været udsat for noget lignende, det du var udsat for. Mon du ville synes hun havde grund til at skamme sig? Eller ville du være mere tilbøjelig til at være ked af, at det var sket for hende og måske have lyst til at støtte hende? Nogle gange kan det at overveje, hvordan man ville tænke om det, hvis det var sket for en anden, være med til at skabe lidt afstand til det og så kan det blive lettere at være mere mild i forhold til sig selv.
Jeg krydser fingre for dig.
Kærlig hilsen
Anja