Jeg har cuttet. Jeg har været meget tæt på at have anoreksi pga. min far. Nu får I så hele historien. Min mor og far er skilt. Men før de blev skilt var mit liv noget større l0rt end det er nu. Min far drak, og det førte til en masse skænderier i mellem dem. En dag slog min far min mor. Han har også slået mig. Min mor krævede skilsmisse og det fik hun. Men den havde en bagside. Min far fik en depression (staves?), det gjord ham psykisk syg og så drak han endu mere. Min mor fik ham overtalt til at blive indlagt på et såkaldt "sindsyge-sygehus", som mange kalder det. Min far havde det godt der. Lidt for godt. Efter kun to uger blev han udskrevet fordi han havde sat en facade op. I starten tog det ikke på mig, men det det tog på min søster så jeg måtte besøge ham alene. Da hun fik det bedre besøgte vi ham sammen, når vi kom var han ædru, men han drak i smug, så han blev altid fuld. Det begyndte det at tage hårdt på mig, så jeg begyndte til psykolog. Men jeg blev tvunget til at se ham alligevel, så det gjorde jeg. Sådan har det været i nu fem år, og jeg har ikke set ham i seks måneder (et halvt år). Sidst jeg så ham glædede jeg mig helt vildt, fordi han var inde i en periode hvor han var ædru, men da mig og min søster kom var han fuld, han havde drukket meget. Vi skulle ud at købe ind, men min far skræmte alle andre væk, det blev for meget for mig og min søster så vi stak af. Vi ringede til min mor som kom med det samme, vi satte os ind i bilen og begyndte at græde, min mor prøvede at trøste os, men det hjalp ikke, så det endte med at vi alle sad og græd. Da jeg kom hjem smed jeg mig på min seng og græd og skreg, min mor prøvede gentagene gange at komme ind til mig, men jeg havde låst døren. Jeg havde min spejder-dolk/kniv på værelset, vi havde lige slebet dem til spejder så jeg vidste den var skarp. Jeg tog kniven og lagde den på overarmen og skar. Det var rart, jeg følte at det kun var mig og kniven der fandtes, jeg tog kontrol over mig selv. Da jeg var færdig duppede jeg blodet væk og tog en hættetrøje på. Så vaskede jeg kniven på badeværelset uden nogle opdagede det. Jeg har stadig ar fra det. Når folk spørger mig om hvad der er sket siger jeg at det er vore nabos kat der gik lidt amok en dag hvor jeg tog den op. Jeg er holdt op med at cutte nu, men får tit trang til det. Ind imellem alt det her har jeg været indlagt for anoreksi, men jeg kom hurtigt ud igen. Jeg spiser normalt nu, men er stadig undervægtig. Når min far prøver at komme i kontakt med mig ignorer jeg det. Jeg tilgiver ham aldrig, det har jeg gjordt så mange gange før. Nu må han selv tage ansvar, og stoppe med at drikke. Min mor siger at jeg bliver nødt til at snakke med ham før eller siden, men jeg er ligeglad. Han har svigtet mig for mange gange. Jeg har aldrig fortalt det her til andre før, ikke engang til min bedste veninder IRL da jeg ved de ikke vil forstå det. Jeg vil egentligt bare gerne have at der for én gangs skyld er nogle der lytter til mig. Mit privatliv påvirker mig meget i skolen. Nogle dage kan jeg være glad, andre dage ked af det. Jeg syntes det er pinligt at have sådan et liv. Jeg har ingen at snakke med og det er ikke rart, min mor tror at jeg er ved at få anoreksi igen, men det er jeg ikke! Min far ringer tit til mig, men jeg vil ikke snakke med ham, fordi han enten er fuld og så kommer vi op at skændtes, ellers er han ædru og kan ikke huske hvad han gjordt mod mig og min familie. Jeg ved ikke hvad meningen med mit liv er lige nu, jeg har mest af alt lyst til bare at begå selvmord. Der er ingen omkring mig der ved at jeg cuttede, arene er ved at blive små og jeg har bare brugt den undskyldningen som nævnt tidligere. Men de så det også først 2 måneder efter jeg cuttede. Det værste er at jeg rent faktisk håber på snart at dø. Jeg cutter ikke mere da jeg nu ikke kan klare at kigge på min arm og tænke på at jeg kan ende som min far hvis jeg bliver afhængi af det. Jeg har skrevet mange digte om dette på min computer i håb om at jeg ville få det bedre af det, men det hjalp ikke. Det her er vel lavet fordi jeg gerne vil have råd og hjælp om hvad jeg kan gøre for ikke ligepludseligt at miste kontrollen og blive afhængi af at cutte. Dette er 100% seriøst og jeg vil meget gerne have svar hurtigst muligt.