Pga. min far cutter jeg.

brevkassespørgsmål

Pga. min far cutter jeg.

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 13 år 7 måneder siden

Jeg har cuttet. Jeg har været meget tæt på at have anoreksi pga. min far. Nu får I så hele historien. Min mor og far er skilt. Men før de blev skilt var mit liv noget større l0rt end det er nu. Min far drak, og det førte til en masse skænderier i mellem dem. En dag slog min far min mor. Han har også slået mig. Min mor krævede skilsmisse og det fik hun. Men den havde en bagside. Min far fik en depression (staves?), det gjord ham psykisk syg og så drak han endu mere. Min mor fik ham overtalt til at blive indlagt på et såkaldt "sindsyge-sygehus", som mange kalder det. Min far havde det godt der. Lidt for godt. Efter kun to uger blev han udskrevet fordi han havde sat en facade op. I starten tog det ikke på mig, men det det tog på min søster så jeg måtte besøge ham alene. Da hun fik det bedre besøgte vi ham sammen, når vi kom var han ædru, men han drak i smug, så han blev altid fuld. Det begyndte det at tage hårdt på mig, så jeg begyndte til psykolog. Men jeg blev tvunget til at se ham alligevel, så det gjorde jeg. Sådan har det været i nu fem år, og jeg har ikke set ham i seks måneder (et halvt år). Sidst jeg så ham glædede jeg mig helt vildt, fordi han var inde i en periode hvor han var ædru, men da mig og min søster kom var han fuld, han havde drukket meget. Vi skulle ud at købe ind, men min far skræmte alle andre væk, det blev for meget for mig og min søster så vi stak af. Vi ringede til min mor som kom med det samme, vi satte os ind i bilen og begyndte at græde, min mor prøvede at trøste os, men det hjalp ikke, så det endte med at vi alle sad og græd. Da jeg kom hjem smed jeg mig på min seng og græd og skreg, min mor prøvede gentagene gange at komme ind til mig, men jeg havde låst døren. Jeg havde min spejder-dolk/kniv på værelset, vi havde lige slebet dem til spejder så jeg vidste den var skarp. Jeg tog kniven og lagde den på overarmen og skar. Det var rart, jeg følte at det kun var mig og kniven der fandtes, jeg tog kontrol over mig selv. Da jeg var færdig duppede jeg blodet væk og tog en hættetrøje på. Så vaskede jeg kniven på badeværelset uden nogle opdagede det. Jeg har stadig ar fra det. Når folk spørger mig om hvad der er sket siger jeg at det er vore nabos kat der gik lidt amok en dag hvor jeg tog den op. Jeg er holdt op med at cutte nu, men får tit trang til det. Ind imellem alt det her har jeg været indlagt for anoreksi, men jeg kom hurtigt ud igen. Jeg spiser normalt nu, men er stadig undervægtig. Når min far prøver at komme i kontakt med mig ignorer jeg det. Jeg tilgiver ham aldrig, det har jeg gjordt så mange gange før. Nu må han selv tage ansvar, og stoppe med at drikke. Min mor siger at jeg bliver nødt til at snakke med ham før eller siden, men jeg er ligeglad. Han har svigtet mig for mange gange. Jeg har aldrig fortalt det her til andre før, ikke engang til min bedste veninder IRL da jeg ved de ikke vil forstå det. Jeg vil egentligt bare gerne have at der for én gangs skyld er nogle der lytter til mig. Mit privatliv påvirker mig meget i skolen. Nogle dage kan jeg være glad, andre dage ked af det. Jeg syntes det er pinligt at have sådan et liv. Jeg har ingen at snakke med og det er ikke rart, min mor tror at jeg er ved at få anoreksi igen, men det er jeg ikke! Min far ringer tit til mig, men jeg vil ikke snakke med ham, fordi han enten er fuld og så kommer vi op at skændtes, ellers er han ædru og kan ikke huske hvad han gjordt mod mig og min familie. Jeg ved ikke hvad meningen med mit liv er lige nu, jeg har mest af alt lyst til bare at begå selvmord. Der er ingen omkring mig der ved at jeg cuttede, arene er ved at blive små og jeg har bare brugt den undskyldningen som nævnt tidligere. Men de så det også først 2 måneder efter jeg cuttede. Det værste er at jeg rent faktisk håber på snart at dø. Jeg cutter ikke mere da jeg nu ikke kan klare at kigge på min arm og tænke på at jeg kan ende som min far hvis jeg bliver afhængi af det. Jeg har skrevet mange digte om dette på min computer i håb om at jeg ville få det bedre af det, men det hjalp ikke. Det her er vel lavet fordi jeg gerne vil have råd og hjælp om hvad jeg kan gøre for ikke ligepludseligt at miste kontrollen og blive afhængi af at cutte. Dette er 100% seriøst og jeg vil meget gerne have svar hurtigst muligt.

Svar: 

Hej med dig.

Det er rigtig godt, at du har valgt at skrive til brevkassen, for du har brug for, at der er nogen som lytter til dig!

At have en alkoholiker i familien kan være rigtig svært, fordi det påvirker jer alle sammen. Og du fortæller selv, at du er i fare for at udvikle anoreksi, cutter og har selvmordstanker, fordi du det så svært med din far. Det er bestemt ikke rart, og jeg kan godt forstå, at det gør dig sur... og så gal på din far, at du ikke gider snakke med ham. Det er bestemt heller ikke okay, at han gør dit liv så svært.

Desværre kan du ikke ændre din far og hans alkoholvaner - men det du kan gøre, er at hjælpe dig selv. Du bliver simpelthen nødt til at fortælle en voksen om, hvordan du har det - at du både cutter og har selvmordstanker. For du har brug for hjælp fra de voksne, så du ikke længere skal gå rundt og have det så svært! 

Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at skulle fortælle andre om, hvordan man har det - specielt når det ligesom dig handler om at cutte og selvmordstanker. Men du SKAL fortælle nogen om det, så du kan få den hjælp, som du har brug for.
Det er derfor vigtigt, at du fortæller din mor hvordan du har det. Faktisk synes jeg, at du skal vise hende det, som du har skrevet her - for det fortæller hvordan du virkelig har det, og at du har brug for hjælp. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt du stadigvæk ser en psykolog? Hvis du gør det synes jeg også at du skal vise psykologen det, som du har skrevet her. Husk på at de voksne bedst kan hjælp dig, hvis du er ærlig over for dem.

Du fortæller at dit humør svinger meget, og at det dine problemer i familien derfor også går ud over din skole. Det kan virkelig være hårdt, at skulle fungere i hverdagen hvis man har det svært. Derfor er det vigtigt, at de mennesker som er omkring dig ved, hvordan du har det, så de kan støtte og hjælpe dig bedst muligt. Det er ikke godt for dig, at du skal gå alene med dine tanker og følelser - og jeg kan forestille mig, at det må være svært for dig at skjule overfor dine veninder, når du har en dårlig dag.

Du siger, at dine veninder ikke vil kunne forstå det, hvis du fortalte dem om dit liv. Du har ret i, at de ikke kan sætte sig ind i, hvordan det er at have en far, der er alkoholiker, hvis de ikke har prøvet det. MEN jeg er sikker på, at de kan forestille sig, at det virkelig må være svært. Og hvis du fortæller dem om det, så vil de bedre kunne forstå hvad der sker med dig, de dage hvor du er ked af det - og de vil kunne støtte dig, så det måske bliver lidt nemmere.
Jeg synes derfor, at du skal overveje at fortælle en eller flere af dine nærmeste veninder om, hvordan du har det.

Jeg synes bestemt ikke, at det er pinligt for dig, at du har en far som drikker. For det er jo din far og ikke dig, som gør noget forkert - og du kan jo ikke styre din hvad din far gør! Jeg synes derimod at det er synd og uretfærdigt for dig og din søster, at I skal se Jeres far sådan, og blive så kede af det. Så i stedet for at forsøge at skjule at du har det svært med din far, skal du fortælle om det (i hvert fald til de voksne) så du kan få ALT den hjælp som du har brug for.

Det du skal gøre nu, er vise din mor og psykologen (hvis du stadig ser en) det, som du har skrevet her - både dit spørgsmål og mit svar. For det beskriver dit behov for hjælp. Og så synes jeg, at du skal overveje at fortælle din bedste veninde om, hvordan du har det - for selvom det kan være svært at sige, så er det bagefter tit en lettelse ikke længere at skulle skjule det.

Du har også muligheden for at logge ind i chatten her i Cyberhus og få en snak med en rådgiver om, hvad du kan gøre og sige. Chatten er åben mandag til torsdag kl. 14-19.

Jeg håber meget, at du vil fortælle din mor, din psykologen eller en anden voksen om hvordan du har det - så du kan få hjælp til at få det bedre. 

Mange tanker
Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program