stress
stress
Hej :) Jeg er en pige på 14 år, som håber at i kan hjælpe mig.. Har meget nemt ved at blive stresset. For det meste er det fordi jeg ikke føler, at jeg har tid til at lave de tonsvis af lektier som vi får for.. Jeg vil også rigtig gerne have tid til mine veninder, familie og min kæreste. -Og allervigtigst: MIG SELV! Havde en deprission for et halt års tid siden, og en af grundene til det var, at jeg ikke havde tid til at tænke på mig selv. Så jeg ved hvor vigtigt der er, og jeg prøver på at have overblik over alt det jeg skal nå f.eks. ved at skrive det ned, men jeg syntes alligevel jeg har alt for meget til at køre rundt i hovedet på mig. Jeg er patruljeleder (går til spejder) og skal derfor være med til at planlægge møder osv. så det er endnu en ting jeg skal nå.. Kan slet ikke finde overskud til at koncentrere mig, og det er ikke føste gang at jeg har haft det såden her. Nogle dage tager jeg helt "fri" fra venner og kæreste, bare for at lave lektier, men det hjælper ikke for jeg har stadig en masse ting i hovedet, så det tager flere timer med at lave lektier fordi jeg ikke kan koncentrere mig. Er der noget jeg kan gøre?.. -Kh. Den stressede pige.. Oo
Hej stressede pige
Jeg kan sagtens sætte mig ind i dit problem. Det kan være svært at have tid til alt det man gerne vil. Du skal være ekstra opmærksom på dig selv og hvor stresset du bliver på grund af den depression, du har haft. Den skulle jo helst ikke komme igen, så det er vigtigt, du passer godt på dig selv.
Det lyder positivt, at du skriver de ting ned du skal, men du skal være opmærksom på, at selvom du skriver det ned, har du måske stadig for mange ting. Som jeg ser det bliver du nødt til at skære ned på de ting du skal, så du også får tid til lektier og dig selv.
Mit forslag er, at du laver et skema over, hvor lang tid du har til hver ting for hver dag. Det er jo nok forskelligt, hvor mange lektier du har for fra dag til dag, så hver dag skal du finde ud af, hvor meget tid du skal bruge på lektier. Når du har fundet ud af, om du skal bruge en eller to timer på lektier, kan du finde ud af, hvad du vil bruge resten af tiden på. Om det skal være veninder, kæresten, familien, interessen som patruljeleder eller dig selv, tager du selv stilling til.
Jeg synes, det er vigtigt, at du kun har en eller to aftaler hver dag, og at de aftaler ikke varer hele dagen, for at det ikke bliver for meget for dig. Så hvis du er sammen med en veninde eller din kæreste, må du sige til dem, at du ikke kan være sammen med dem hele dagen, så du får tid til lektier og dig selv. En anden ting, der også er vigtigt er, at du lærer at sige nej til aftaler, før du får for mange af dem.
Jeg synes, du skal snakke med din familie om dit stress, så de ikke er med til at gøre dig stresset. Du skal fortælle dem, hvordan du har det, for så kan de tage hensyn til dig, og de kan også give dig gode råd og hjælpe dig med ikke at få for mange aftaler. Nogle gange har man brug for at blive mindet om ikke at skrive for meget i kalenderen, fordi det er så svært at sige nej til aftaler, man egentlig gerne vil. Det kan dine forældre hjælpe dig med. Det kan også være, de kan give dig en hjælpende hånd med lektierne. Du skriver, at du har svært ved at koncentrere dig, men hvis du spørger dine forældre, om de ikke kan sidde sammen med dig, mens du laver lektierne, kan det være, du bedre kan koncentrere dig.
Jeg håber rådene kan hjælpe dig
Med venlig hilsen Jane