Problemer med vejrtrækningen

brevkassespørgsmål

Problemer med vejrtrækningen

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 14 år 1 måned siden

Hej Cyberhus, Før og fremmest vil jeg lige sige at det er SUPER dejligt, at I gider at bruge jeres tid på at besvare vores spørgsmål, thanks alot :D!! Her til mit spørgsmål; Jeg har tit haft svært ved at trække vejret i ca.2-3 år nu, og jeg bliver hurtigt forpustet når jeg træner. Men for ca. 2 måneder siden havde jeg slet ikke problemer med at trække vejret eller noget, men lige pludselig får jeg problemer med vejrtrækningen efter de 2 måneder. Nogle gange når jeg trækker vejret, er det som om der er noget der stikker mig( både i brystet og nederst på ryggen, kan måske skyldes hjertekrampe eller hvad?), og så er jeg virkelig nødt til at stoppe med at trække vejret ordentligt. Jeg vil høre om det er normalt eller hvad? ps. det skal lige siges at jeg er passivryger - Jeg har ikke lyst til at tage hos lægen.

Svar: 

Hej med dig!

Tusind tak for din ros , den varmer! Og vi er bare glade for at kunne hjælpe :-)

Det er godt du skriver - det er bestemt ikke rart at have problemer med vejrtrækningen, og det skal du bestemt heller ikke blive ved med at have.

For mig lyder det som om, du måske kunne lide af astma. Astma kan give vejrtrækningsproblemer under træning og stikken i brystet. Det kan også variere fra måned til måned og f.eks. være værre om vinteren end om sommeren og alt efter hvor slemt man er ramt, kan der være perioder, hvor man slet ikke mærker noget til det. Undersøgelser har også vist, at passiv rygning kan være skyld i luftvejsproblemer og samtidig kan forværre symptomerne, hvis man allerede har astma.

Jeg synes at du skal gå til lægen, selvom du ikke har lyst. Det er vigtigt at du lytter til din krops signaler. Jeg ved godt, det kan være svært at tage sig sammen og mange synes, det er ubehageligt at være hos lægen, fordi de er bange for, hvad der skal ske eller hvad lægen fortæller dem.

Men lægen er der for at hjælpe og kan undersøge dig ordentligt, så du kan komme af med problemerne med vejrtrækningen - eller i hvert fald mindske dem. Du kan evt. tage din mor eller far eller en ven eller veninde med, så du måske føler dig mere tryg ved situationen og ikke skal sidde alene overfor lægen. Du kan også starte med at ringe til din læge og få en snak med ham/hende i tlf.

Men du slipper nok ikke for en tur forbi lægen, fordi brystsmerterne godt kan stamme fra hjertet. Det er vigtigt at du bliver undersøgt ordentligt så du kan få den behandling du har brug for. Der er ikke mange unge på din alder der har problemer med hjertet, der er langt flere der har astma, men ligegyldigt hvad dine vejrtrækningsproblemer skyldes, synes jeg du skal ringe til din læge og få en snak som en begyndelse. Astma kan jo også give anfald, som kan være alvorlige, så det er endnu en grund til at gå derhen.

Så altså, du skal ikke være bange, men jeg synes du skal ringe til din læge i dag, eller senest på mandag.

Held og lykke med det og rigtig god weekend :-)

Mange venlige hilsner fra Mette.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program