Bare..hjælp
brevkassespørgsmål
Bare..hjælp
Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal starte.. Jeg har altid haft problemer, og hver gang jeg har prøvet at få hjælp, er det bare blevet værre. Men, jeg vil nøjes med at bede jer om hjælp til bare en ting. Alt det andet vil jeg ikke bruge jeres tid på. Men, det er bare fordi.. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg kan formulere det.. Altså, jeg skære i mig selv. Ikke fordi jeg føler det hjælper, eller jeg for min smerte ud gennem det, men bare fordi, hvis jeg ikke gør det, er jeg ikke altid sikker på at jeg overhoved er her. Og jeg ved det, kliché, same old story. I høre vel det her hver dag. Men jeg har brug for den fysiske smerte, før at vide at jeg stadig kan føle noget. Jeg føler intet mere, udover det. Jeg skal snart være sammen med en ven, en ven som er mit et og alt. Jeg er heldig, går jeg ud fra, at jeg har fundet en ven som jeg stoler på og elsker så højt. Normalt, når jeg så, eller bare tænkte på X(kalder vi min ven) ville den glæde overskygge alt smerte og sorg. Og det er stadig sådan, men. Jeg kan bare stadig mærke tanker i mit hoved, jeg ikke vil have. Jeg vil ikke dø, men det er alligevel de tanker jeg har. Og jeg er nervøs for at jeg kommer til at bryde sammen foran X, for netop fordi jeg holder så meget af X, vil jeg ikke have at X ved hvor dårligt jeg har det. Det er altid folk der har kommet til mig med deres problemer, aldrig omvendt. X er den eneste jeg kan tale med om følelse, og vi snakker også om alt, og jeg har fortalt lidt, men bare ikke det hele. Det er bare en af de ting der sker i mig. Men jeg har overvejet psykolog, men, det har jeg bare prøvet før, og det var en af de værste oplevelser jeg har haft. Så jeg stoler ikke på psykologer. Og jeg ved godt at ''jeg er jo bare i den alder'' men jeg føler bare det er dybere end det. Det begyndte for jeg kom i den alder. Men, desuden er psykolog alt for dyrt. Og nej, mine forældre ved ikke at jeg cutter. Og de skal heller ikke vide det. Men ja.. Jeg har jo egentlig ikke rigtig et spørgsmål, jeg tror bare jeg var nød til at få lidt af det ud. Jeg ved ikke om i forstod noget af det jeg skrev, jeg tror ikke jeg fik forklaret det helt rigtigt. Og jeg ved der står en del, men jeg håber ikke det gør noget. Men ja.. Hvis i gar nogen svar, råd, eller hvad man nu skal kalde det, så ja.. Bring it on. Hilsen..Ja, mig
Svar:
Kære dig
Tak for dit brev, hvor du meget flot fortæller om din situation.
Du er kommet ind i en periode af dit liv, hvor det kan være utrolig svært at håndterer forskellige følelser, fordi de simeplthen er for smertefulde eller for voldsomme. Istedet for at komme ud med alle de følelser, har du istedet bevidst eller ubevidst valgt at undertrykke dem i så lang tid, at du ikke længere føler, at du kan mærke, hvordan du har det indeni. Man kan sige at du prøver at "skærer dine problemer væk" istedet for at mærke dem, for det giver dig en fysisk smerte, der fortæller dig, at du stadigvæk er i stand til at føle smerte.
At skærer i sig selv er dit tegn til dig selv, at du ikke har det godt og dine problemer forsvinder ikke ved at du gør det, selvom selvskade måske kan føles som en kort lettelse, lige når du har gjort det. Jo længere tid du undgår dine følelser, jo sværere vil det blive for dig, at snakke med nogle om dem, så du har brug for hjælp af en voksen, der kan hjælpe dig.
Det er vigtigt at du snakker om din selvskade med en voksen, som du selv føler, du kan være tryg ved. Selvom du har haft nogle dårlige oplevelser med psykologer, så er der andre voksne, der kan være med til at hjælpe dig igennem din smerte uden du behøver at bekymre dig om, om det koster mange penge. En af de personer kan fx være:
Et andet familiemedlem end dine forældre
Din læge
En vens/venindes far eller mor.
Hvis du ikke føler, du kan gå til nogle af dem, så er der hjemmesiden selvskade.dk, hvor du kan chatte med en rådgiver, der selv har prøvet cutting, eller som har oplevet det på anden måde. Chatten, som du kan finde nederst på forsiden, har åben man - tors fra kl. 17-19. Du kan også altid chatte med en her på Cyberhus, hvis de andre muligheder er for svære lige til at starte med.
Jeg vil foreslå, at du fortæller din ven, at du skærer i dig selv og hvorfor du gør det. Selvom du måske vil føle at du mister kontrollen og bryder sammen, så er det vigtigste at du gør det overfor en person, som du elsker og som du er tryg ved. Din ven vil måske blive meget ked af det eller vred, men det er kun et bevis på, at din ven holder af dig og er bange for at miste dig. Jeg tror, at det der betyder mest for din ven, er at du åbner op og fortæller sandheden, selvom den måske ikke er rar at hører.
Det vigtigste er at du får styr på kaoset inden i, for hvis du får det med tiden, vil du føle mindre og mindre behov, for at skade dig selv.
Held og lykke med det hele
Joan
Relateret indhold
jeg kæmper med depression og cutter.
jeg kæmper med depression og cutter. jeg kan ikke sige det til andre
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
0
bange for at spis foran andre
Hej jeg er en dreng på 13 år. I de sidste par år har jeg ikke spist noget mad oppe i skolen, jeg spiser aldrig min madpakke oppe i skolen (uanset hvor sulten jeg er), for hver gang jeg tænker på det oppe i skolen begynder jeg at svende og for det dårligt. Jeg spiser altid min madpakke når jeg...
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Flytte hjemme fra
Hej. :-) Jeg har det ikke så godt derhjemme og det er alt på grund af min far!. Jeg kommer jo fra Irak og min opdragelse er anderledes end her i Danmark. Min mor er helt normalt og ned på jorden hun forstår mig og hun er grundene til jeg ikke er stikket hjemmefra endnu. Min far er streng jeg må...
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
