Depression?

brevkassespørgsmål

Depression?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 10 måneder siden

Ja har det virkelig skidt de seneste måneder og kan næsten ikke kende mig selv.
Det helebegyndte i Oktober måned, hvor min far begyndte på at blive den sure, gamle voldige far som han engang var før..
Det begyndte sådan at han pandende min storebror på atten år en, og gav ham en endefuld..
Heldigvis har jeg nu fået en skolepsykolog til og snakke om min voldige far og hvad jeg skal gøre..
Desværre har det også fået følger.. Min far er sur hele dagen lang, og de sjældent jeg smiler eller er glad for ham - han er jo egentlig 'farlig' for mig.
Jeg er utrolig bange for ham, når han skælder ud, for hvem ved måske giver han også mig en flad?
Det har påvirket mig så meget efterhånden at mine følelser nærmest går i fuldstændig panik.
Lige siden Oktober har jeg lidt af flere søvnløse nætter hvor jeg ikke kan tænkte på andet en problemt.. Jeg er blevet til en lille stille pige, nevøs stille pige.
Jeg har slet ikke lyst til noget som helst - ikke engang min yndlings sport.. Det er utrolig svært at få en smil på læben fra mig.
Jeg kan slet ikke koncentre mig i skole timerne mere - jeg kan slet ikke tænke på andet og flere gange overvejer jeg bare og bare vælte ud af klassen og græde for mig selv inde i et mørkt rum.. Jeg kan græde når som helst - også når jeg burde være glad..Jeg kan være trist når jeg burde være lykkelig.
Jeg er slet ikke lyst til mad, en halv bolle også er det det. 
Jeg kan slet ikke overskue noget som helst. Snart holder vores klasse en LAN fest, og jeg har bare slet ikke lyst.. også fordi jeg slet ikke snakker med over halvdelen af klassen.. Jeg vil så gerne rende hen til min far og råbe i hovedet på ham at han skal til at styre sig, men når man kommer til stykket - kan man ikke.
Min hverdag starter trist og surt og jeg har svært ved at finde de små glædelser tilbage igen.. Selv den mindste ting kan gøre mig ked af det..
hvis nogen gik hen og kastede min banan i skraldespanden i pausen lige nu, ville jeg stortude på stedet.. jeg kan slet ikke overkskue mere - intet.
Jeg har problemer med følgende  ting:
Hobby/sport - har ikke lyst til at gøre det jeg altid havde lyst til
Selvtillid - Jeg føler mig slap og svag..  der skal ikke meget til for at få mig til at bryde sammen
Søvn - jeg kan ikke sove i flere nætter, dette sker normalt mindst 1-2 gange om ugen.
Skyldfølelse - jeg føler jeg har været dum, og sladret om min voldige far..
Vægt - Jeg er en utrolig tynd og slank pige - alligevel har jeg en trang til ikke og tage på selvom jeg burde.
Mad - Jeg har ikke lyst til så meget mere end en halv bolle eller lign.
Træthed - Jeg plejer at være det mennesker der altid kan stå frisk op.. nu er jeg så træt at mine øjnlåg falder sammen
Svært ved at koncentre mig - jeg kan ikke følge med i timer og har svært ved at lytte til en samtale uden at bekymre mig om noget

Jeg prøver desuden ofte at jeg har ondt i visse kropsdele hvilket jeg aldrig plejer.. det føles lidt som om jeg går i lås af og til..
Jeg er virkelig ked af det og kunne hyle hele dagen hvis det var.. jeg vågner op til en sur og sort dag som bare skal overståes.. 
Jeg har flere gange oplevet maridt og drømme der har med mine følelser og gøre.
Igår nat efter jeg endelig kunne falde i søvn ved omkring 3 tiden, fik jeg et maridt. 
jeg var inde i et mørkt rum med røde håndaftryk. Der var skrig og råb. Smerter og onde mennesker..
Maridtet stoppede bare på et tidspunkt, jeg kan ikke huske hvordan den sluttede.
Jeg har også prøvet og være et lyst og åbnet univers. Her er kridtvidt og nydende.
jeg er alene og har det godt, jeg smiler i drømmen. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? lider jeg muligvis af en depression? Hvem skal jeg kontakte? Og hvad kan jeg gøre ved det?
jeg har det så svært til tider og det har været sådan siden Oktober.. det eneste der kan få mig til og smile er mine veninder og det er så hyggeligt at jeg kan sove ubekymret hos dem og der kan jeg få en god nats søvn.. Men det virker kun hjemme hos mine  veninder, eller når jeg er sammen med dem 

Svar: 

Hej med dig!
Puha, det lyder godt nok til, at du har rigtig mange ting at tumle med. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært, og det er rigtig godt, at du skriver herind og fortæller, hvordan du har det.

Først og fremmest må det være utrolig hårdt at leve med en voldelig far og se ham slå din storebror. Vold i hjemmet er noget af det værste, et barn kan udsættes for, og det må være meget svært at skulle være bange for sin far og frygte, at han måske slår dig.
De ting du beskriver - at du er træt og trist og ikke har appetit, ikke kan sove osv., det synes jeg lyder som nogle helt normale reaktioner på den hverdag, du har med en far som nogle gange er voldelig. Det må være noget som fylder meget i dit hoved, så du nærmest ikke kan tænke på andet, og så er der ikke rigtig overskud til at være glad og dyrke sport osv.

Desværre kan jeg ikke fortælle dig, om du har en depression, men der er helt sikkert nogle ting, som godt kunne tyde på det (tristhed, manglende energi, svært ved at sove osv.). Det er rigtig godt at høre, at du snakker med en skolepsykolog. Når man oplever ting, som du gør, er det enormt vigtigt, at man har nogen at snakke med det om, så man ikke går med det hele selv - og du skal helt sikkert ikke have skyldfølelse over, at du har fortalt nogen om det. Det er rigtig godt, at du gjorde det, så du kan få hjælp til at få det bedre.
Måske har du allerede gjort det, men jeg synes det er vigtigt, at du prøver at snakke med din skolepsykolog om, at du tænker du måske har en depression, og vigtigt at du fortæller hende alle de ting, du har fortalt mig i brevet omkring, hvordan du har det osv. Så kan hun måske finde ud af, om du har en depression, og give dig den hjælp du så har brug for. Hvis hun finder ud af, at du har en depression, kan det være du skal have noget medicin, og ihvertfald blive ved at gå til psykolog, og så vil hun prøve at hjælpe dig.

Det er rigtig dejligt at høre, at du har nogle gode veninder, som du kan være sammen med og være glad og ubekymret. Det er en rigtig god ide at være meget sammen med dem, og måske også prøve at snakke med en eller flere af dine veninder om, hvordan du har det. Måske har du allerede gjort det, men hvis ikke, kan det være rart, at der også er nogle af dine veninder, der ved, at du har det svært for tiden. På den måde kan de forstå, hvis du nogle gange er trist og ked af det, og så kan du snakke med dem, hvis du ikke lige har en tid hos skolepsykologen, og du har brug for at snakke med nogen om noget, der er sket, eller hvordan du har det. Du kunne evt. også aftale med nogle af dine veninder at følges til den fest, du fortæller der snart skal være i din klasse. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke har lyst til at tage til fest, men det kunne måske være en god måde til at glemme hverdagen lidt og have det sjovt. Og hvis du fx snakker med en veninde og aftaler at I følges til festen, kan I måske aftale at I tager hjem igen, hvis du ikke har lyst til at være der.

Men mit råd til dig er helt sikkert, at du skal snakke med din skolepsykolog - være helt ærlig overfor hende og fortælle hende alt om, hvordan du har det. På den måde kan hun bedst finde ud af, hvordan hun kan hjælpe dig, så du får det bedre. Du kan evt. printe det brev du har skrevet herinde ud og vise det til din skolepsykolog - du har nemlig rigtig fint beskrevet, hvordan du har det, og hvilke ting du oplever at have svært ved osv., og det er lige præcis sådan nogle ting, din skolepsykolog har brug for at vide, for at hun bedst kan hjælpe dig.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Mange hilsner fra Janni

Janni har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program