Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Bange for syreskader

brevkassespørgsmål

Bange for syreskader

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 13 år 5 måneder siden

Hej Niels. Jeg har de sidste par dage været lidt bekymrede for, om jeg evt. kunne have syreskader efter at have set et program om det. På spidserne af mine tænder ligner det som om emaljen kunne være væk, men så alligevel heller ikke. Mine tænder er lidt gule og har fået afvide, at fordi de gevaldigt mangler en rensning, kan det godt ligne de er gennemsigtige ved spidserne af tænderne. Min mor siger, at hvis emaljen mangler vil tænderne være brune, er det rigtigt? Sidst jeg var til tandlæge nævnte de ikke noget om syreskader eller det.

Svar: 

Hej

Tak for dit spørgsmål.

Det er svært at svare på dit spørgsmål uden at have set på dine tænder og derfor tænker jeg også, at den eneste måde at finde ud af det på er at gå til din tandlæge efter sommerferien og stille det samme spørgsmål der.

Syreskader er ikke nemme at lave. Det tager lang tid. Fordi det er meget lidt emalje, der bliver opløst ved hver ætsning. Mulighederne er enten mange daglige sure opstød (igennem nogle år) eller mange opkastninger igennem flere år (bulimi) eller spisning / drikning af syreholdige ting (typisk juice, sodavand, frugt – mange små måltider dagligt i nogle år).

Tegnene er først at tændernes overflader bliver glatte, de ligesom ”krymper” i størrelse. Det går normalt værst ud over fortænderne i overmunden og seksårskindtænderne. Det næste kan være følsomhed for koldt / varmt / surt / sødt. Og typisk begynder der at knække små stykker af kanterne på fortænderne, fordi de bliver så tynde, at de bliver skøre. På det tidspunkt vil kanterne af tænderne typisk være blevet gennemsigtige (fordi de bliver tynde).

Syreætsede tænder bliver ikke brune, der er ikke noget farvestof, der kan sætte sig fast, fordi det yderste lag hele tiden fjernes. De kan godt komme til at se gulere ud, efterhånden som det yderste lag bliver tyndere og tyndere, men det er ikke noget sikkert tegn.

Jeg tænker at det første du kunne overveje er, om dine vaner er sådan, at du kan lave syreskader. Spiser du eller drikker du hele tiden sure ting eller kaster du meget op eller har mange sure opstød? Hvis nej, så er det ikke sandsynligt at det er syreskader. Hvis ja, så kan det være det.

Men som sagt – syreskader udvikler sig langsomt – og hvis du ikke har ondt i tænderne, er der ingenting der haster akut.

Prøv at gå baglæns i ”Tandzonen”. Jeg har skrevet en del svar til unge, der har spurgt om syreskader i forbindelse med bulimi eller anoreksi eller sodavand, det kan være du kan finde flere oplysninger der.

Og så vil jeg anbefale dig at google ”syreskader på tænderne”, så får du en bunke brugbare links med endnu flere oplysninger, jeg mener også, der er billeder på nogle af hjemmesiderne.

Men som sagt, det er din tandlæge der kan fortælle dig, om du har syreskader.

Held og lykke med tænderne

Niels Hansen, tandlæge

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program