Hej "Tudeprinsen"

Først og fremmest er jeg utrolig glad for at høre, at du til daglig har en hverdag, der hovedsageligt fungerer fint med gymnasium, venner, fodbold og kæreste, på trods af de helt urimelige betingelser, du er vokset op med, både med overgreb fra din moster og med dårligt hjerte. At du på trods af de livsomstændigheder, som du har haft, i dag kan fortælle om alle de gode ting, der er i dit liv, må give mange andre mennesker, som har været udsat for overgreb, håb om, at der også er en chance for, at deres liv kan blive bedre. Så du skal have tak for med din mail at medvirke til at udbrede det håb!

De reaktioner på overgrebene, som du af og til bliver plaget af, lyder til at være meget smertefulde for dig. Rigtig mange mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb, beskriver desværre oplevelser, der ligner dine meget. Overordnet kalder man sådanne oplevelser senfølger. Senfølger handler helt kort sagt om, hvordan man senere i livet kan reagere på at have været udsat for krænkelser, mens man var barn. Der kan være mange forskellige senfølger, og det med at genopleve nogle dele af overgrebene, er en meget udbredt senfølge og desværre, som du jo kun alt for godt ved, meget lidelsesfuld. Der kan være mange forskellige måder at håndtere det på, og du fortæller, hvordan du søger trøst hos dine forældre eller storebror. Det lyder til, at du på den ene side har fundet en metode, der hjælper dig, men som du på den anden side har svært ved at acceptere, fordi du ikke vil være afhængig af dine forældre.

Jeg vil foreslå dig at opsøge terapeutisk behandling. Jeg kan ikke læse ud af din mail, om du allerede er i gang med noget, men det ser ikke umiddelbart sådan ud. I en terapeutisk behandling vil du have mulighed for at arbejde med de problemer, der plager dig – her tænker jeg især på de genoplevelser af din mosters overgreb, du fortæller om. Fordi du endnu ikke er myndig, skal du have dine forældres samtykke og accept. Det er en forudsætning. Der er derefter flere gode muligheder for dig. Især findes der et projekt, der hedder Sig Det Bare, der tilbyder gruppeterapi til unge, der har været udsat for overgreb. Du kan tjekke hjemmesiden sigdetbare.dk. Der er grupper i København, Århus og Hjørring. Nu ved jeg ikke, hvor du bor, men som du kan se, er der både grupper i Jylland og på Sjælland.

Det virker til, at det lige nu især er det at søge trøst hos dine forældre, når du har de ubehagelige genoplevelser fra overgrebet, der plager dig meget. Jeg vil derfor gerne her til sidst dele nogle tanker med dig om de reaktioner, som du måske kan bruge til noget. Jeg tænker især på, hvad du kan gøre, hvis reaktionerne skulle opstå igen, inden du starter i terapien, hvor du har mulighed for at bearbejde dem.  Jeg vil prøve at stille nogle spørgsmål, du kan tænke over. Det er ikke meningen, du skal have svar parat med det samme, eller at du skal skrive tilbage med svar. Det er mere ment som nogle spørgsmål, du kan gå og tænke lidt over.

Jeg har indtryk af, at du lige nu gerne ville have, at du ikke var nødt til at søge trøst hos dine forældre, når du får de ubehagelige reaktioner på overgrebet. Jeg håber, det er rigtigt forstået? Måske bruger du oven i købet en del energi på at bekæmpe den trang til at søge trøst, ligesom du måske bagefter føler dig skamfuld. Jeg håber, det er rigtigt forstået (det er også muligt, det ikke er..). Hvis jeg har forstået dig rigtigt, tænker jeg på, hvordan det ville være for dig, at gøre det modsatte? Altså at acceptere trangen til at søge trøst i stedet for at prøve at bekæmpe den eller være skamfuld? Ville det mon være anderledes? Måske kunne der ske noget uventet nyt, hvis du prøvede den strategi af.

Noget andet jeg tænker på er, at hvis de ubehagelige reaktioner opstår igen, og vi forestiller os, du frit kunne vælge, hvordan du ville gribe dem an, hvordan skulle det så være? Jeg ved ikke, om du har tænkt på det, men nogle gange kan det også blive nemmere at gøre noget andet, end man plejer, hvis man først prøver at forestille sig, hvordan det ville være. Så altså, hvis vi nu siger, at de reaktioner, du fortæller om, kommer igen, hvordan ville du så foretrække at håndtere dem, hvis du frit kunne vælge? Jeg ved, det kan være svært at forestille sig, men hvis det giver mening for dig, så prøv alligevel at give det et forsøg.

Når du tænker på det, kan det være, du måske kommer i tanke om en tidligere episode, hvor du håndterede reaktionerne på den måde, du ville foretrække, eller som kunne minde om den måde. Det kan også være, du ikke kommer til at tænke på noget. Hvis du kommer i tanke om sådan en episode, kan du måske prøve at tænke på, hvordan det blev muligt dengang? Hvad var det, du gjorde, som betød, at du kunne håndtere reaktionerne anderledes? Hvis du kan komme i tanke om sådan en episode, kan det være, du måske kunne gøre noget tilsvarende, hvis reaktionerne skulle opstå igen. Alt dette er ment som inspiration, som du måske/måske ikke kan bruge til noget.

Hvis du er interesseret i mere rådgivning omkring alle de punkter, jeg har bragt op, vil jeg anbefale dig at kontakte Albahus, der tilbyder rådgivning vedrørende seksuelle overgreb. De har åbent tirsdag, torsdag og fredag fra 9-12 og mandag, onsdag og torsdag fra 16-19. Du kan maile, chatte eller ringe på: 33.23.21.23

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.

Med venlig hilsen

Kasper