Lorte liv..
Lorte liv..
Hej, jeg er en pige på 14 år, som har det meget svært. Jeg havde før i tiden overskud til en masse, lavede mine lektier og så mine venner i fritiden, men nu… jeg kan slet ikke koncentrere mig om mine lektier, så det bliver bare 3 ord også færdig. Jeg ved ikke længere om jeg overhovedet har nogen venner længere, mine klassekammerater er flinke nok ved mig – de snakker ikke så meget med mig – men det har jeg det fint nok med, for jeg orker ikke ”over glade” mennesker som bare har det fantastisk. Jeg er tit ret trist og det er blevet værre her hen af efteråret! Jeg prøver så vidt muligt ikke at vise det, men her på seneste er det bare blevet for svært. Jeg hænger meget med hovedet både i skolen og til mine fritidsinteresser og det er mine ”kammerater” og nogle af de voksne, begyndt at kommentere på. Det er som om at jeg bare ikke tror på mig selv, selvom at jeg deltager meget aktivt i timerne er det som om at jeg er bange for at svare forkert eller dumme mig, men jeg vil jo gerne have gode karaktere! Jeg er begyndt at se mere og mere ned på mig selv – at jeg måske er lidt buddet (148 cm høj og vejer 45 kg) og at jeg ikke er særlig pæn. Alt det jeg plejede at være god til er bare pist væk. Jeg har tidligere været vildt god til matematik, men nu er det som om at jeg ikke engang kan regne en simpel ligning. Og jeg tør ikke at spørge vores lærer om hjælp, for så kan alle jo se at jeg har brug for hjælp og at der er noget som jeg ikke kan finde ud af. Jeg spiser mindre end de fleste, jeg ved ikke om det er fordi at jeg er bange for at tage på eller hvad det er. Og hvis vi fx sidder to og spiser, stopper jeg altid når den anden er færdig, for jeg hader at folk skal vente på at jeg spiser færdig. Eller bare opmærksomhed omkring mad generelt. Jeg træner en hel del – jeg går til springgymnastik og så danser jeg hverdag i skolen og der får jeg hele tiden at vide at jeg bare er vildt god, men jeg kan bare ikke se det! Jeg har også lidt problemer med at jeg skærer i mig selv og det giver mig grimme ar, jeg kan bare ikke stoppe.. jeg er nærmest blevet afhængig. Jeg tør heller ikke at skrive ind til jeres chatrådgivning for jeg er bange for… jeg ved faktisk ikke hvad det er jeg er bange for, men bare tanken om at der sidder en lige nu og tager stilling til hvad jeg skriver, kan jeg ikke lide! Jeg ved ikke om det er fører nogle vejene, men jeg havde bare brug for at komme ud med det. Hilsen Fisken
Kære Fisk
Du fortæller hvordan dit tidligere overskud er forsvundet, og at du nu føler dig trist og at er blevet værre i løbet af efteråret. Du skriver også at du hele tiden får at vide at du er vildt god til både springgymnastik og dans, men at du ikke selv kan se det – og det lyder til at det også er sådan det er i skolen – og det lyder til at det netop er det, at du har mistet troen på dig selv – og er begyndt at se ned på dig selv, der er blevet et stort problem for dig. Det er rigtig flot at du selv kan sætte ord på, at det er det der er dit problem, for det er faktisk ret svært! Og det viser at du har en meget vigtig beslutning – en beslutning om at du vil gøre noget, for at få dit gamle overskud tilbage.
Du slutter af med at fortælle at du er bange for at skrive til vores chatrådgivning, fordi der sidder en og tager stilling til det du skriver og det kan du ikke lide. Men har du tænkt over at vi også sidder og tager stilling til det brev du har skrevet hertil? Der er i virkeligheden ikke den store forskel på at skrive til chatrådgivningen og hertil – Så tænk på, at med dette brev har du faktisk allerede taget det første skridt! Og det synes jeg, er ret sejt!
Jeg synes det lyder som om, at det er helt nyt for dig at du har brug for hjælp. Sikkert fordi du, som du også selv skriver, tidligere har været vildt dygtig i skolen og en med overskud – og sikkert også sådan en der er vant til at hjælpe andre? – og nu bliver det så pludselig der bliver den der har brug for hjælp. Og det kan være rigtig svært.
Jeg synes dog det er ret sejt at du stadig er så aktiv både i timerne og til springgymnastik og dans! - for det kræver også overskud.
Selvom du skriver at du ikke tør spørge din lærer om de ting du ikke kan finde ud af, så synes jeg nu skal overveje at gøre det alligevel – som du selv skriver, så kan de andre i forvejen godt se at du hænger med hovedet, og sikkert også at du ikke har helt det samme overskud. Du fortæller at du så vidt det er muligt prøver ikke at vise din tristhed – men at det ikke rigtig lykkes længere. Og at dine kammerater og nogle voksne er begyndt at kommentere på at du hænger med hovedet både til dine fritidsinteresser og i skolen - Jeg synes det lyder til at de bekymrer sig om dig! Og de vil sikkert rigtig gerne hjælpe dig! Det kan de dog kun, hvis du giver dem lov til det, ved at fortælle dem at du har det svært med nogle ting.
Jeg tænker på om dine forældre ved hvor svært du har det? Jeg ved godt at du sikkert vil synes at det er alt for svært at snakke med dem om, men jeg synes alligevel du skal gøre det. De vil sikkert gøre alt for at hjælpe dig, men det kan de kun hvis de ved at du har det svært! Og hvad med dine veninder? Kunne du forestille dig at snakke med en af dem? Måske er der en af dem som også har prøvet at føle at de ikke føler sig gode nok? Eller måske en af de voksne der har spurgt til dig?
Måske kunne dit næste skridt være at skrive til chatrådgivningen? Og hvis du så synes det bliver for skræmmende undervejs kan du jo altid logge af igen, og prøve igen en anden dag. Så kunne du prøve at snakke lidt med en voksen her om hvordan du har det, inden du skal snakke med nogen i virkeligheden.
Jeg håber meget at du vil tage det næste skridt, nu hvor du allerede har taget det første! Og enten få snakket med en af dine forældre eller en anden voksen, en veninde, eller måske at skrive til vores chatrådgivning først. Hvis du mangler flere råd er du selvfølgelig også velkommen til at skrive til vores brevkasse igen.
Mange tanker fra Helle.