Er der mon håb??

brevkassespørgsmål

Er der mon håb??

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Hej Brevkasse, Jeg har tidligere lidt af anoreksi, men i dag er det mere bare et KÆMPE fokus på vægt der plager mig. Jeg har ikke anoreksi længere. Anoreksien gik fra 14-års alderen over i noget bulimi og nu føles det bare som om jeg har alt fra alle spiseforstyrrelseskategorierne. Jeg er ekstremt fokuseret på at ville tabe mig. Er let overvægtig pt, så det er ikke fordi, det er noget problem. Problemet er, at jeg bare gerne vil tabe mig og få et helt almindeligt liv, hvor jeg ikke får lyst til at være alene og lave madplaner flere dage i træk. Jeg hat været til psykolog en gang, men følte jeg godt vidste alt hvad hun sagde, og gav hende helt ret, men derfra til at turde og ville give slip, er der bare så uendeligt langt, føler jeg. Jeg er 20 nu, og synes, det har taget alt for meget at mit liv, men hvorfor vil jeg så ikke give slip? Jeg er bange for hvis jeg begynder at spise normalt, at jeg aldrig vil blive slank igen, og det er min drøm. Jeg kan ikke forenige mig med den krop jeg har nu. Ikke at den er desideret grim, jeg føler mig bare SLET ikke tilpas i den, og aflyser nogle gange arrangementer, når jeg ikke kan overskue at vise min krop frem. Jeg håber at sådanne tanker ikke skal følge mig resten af livet - tror i det er muligt at blive helt fri for dem en dag? Åhh, hvor jeg bare har lyst til at tude og skrige, men føler tristheden bare har sat sig i kroppen og aldrig vil forsvinde. Jeg er vokset op med mange kram og kærlighed, men lige nu er det som om mit forhold til min krop og mad, skygger for alle de dejlige ting jeg også har opelevet. Jeg føler skam over min tristhed, men jeg bliver så nemt trist, når jeg er alene. Så føler jeg mig ensom, bange for at have svigtet mine nærmeste, selvom jeg så ofte fortæller at jeg holder af dem, og så følser jeg mig bare så forfærdeligt udmattet. Ved der er håb for et lysere sind, men kan ikke finde vejen i det mørke. LORETE SPISEFORSTYRRELSE - vil bare have FRED fra den og ikke som i dag lave kostplan fra kl.16-00.50 i stedet for studier!!!!!

Svar: 

Kære Du,

 

Jeg kan godt høre at du gør dig rigtig mange tanker omkring din krop og mad, og at du bruger meget tid på at lave madplaner - og jeg kan godt forstå, at du synes at det hele virker uoverskueligt lige nu, og ikke mindst at du føler dig forfærdeligt udmattet.

 

Du fortæller at du bare gerne vil have et helt almindelit liv - og at du egentlig bare ønsker dig fred fra spiseforstyrrelsen. Og det synes jeg er rigtig godt at høre. Det lyder til at du er en pige som er midt i at kæmpe en meget svær kamp. Men samtidig at du også har drømme og mål for fremtiden. En fremtid hvor du vil kunne give slip på alle de svære tanker. Du spørger om der mon er håb - og ja, det tror jeg bestemt der er! Jeg synes det er nogle gode mål du har for din fremtid, og at du skal holde fast i dem!

 

Jeg synes det lyder til, at du er nået til et punkt hvor du er igang med at træffe en beslutning om, at nu skal det her få en ende – og at du måske er ved at træffe en meget vigtig beslutning om at tage det næste skridt i kampen mod din spiseforstyrrelse. Jeg tænker lidt på om der mon er nogen der ved hvordan du egentlig har det? 

 

Jeg vil foreslå dig at kontakte din læge, og få en samtale omkring hvordan du har det. Du skriver at du har prøvet at være til psykolog èn gang, og det synes jeg er godt gået. Det lyder til at du er en stærk pige, og at du egentlig har søgt hjælp før. Måske kunne det også være godt for dig at forsøge med en psykolog igen? Du siger at du gav psykologen ret men at der er uendelig langt fra at erkende at man skal give slip og til at turde at gøre det – og ja, du har helt ret. Der er langt – og det er ikke noget der kommer ad sig selv. Som jeg tidligere har skrevet synes jeg det lyder til at du er et sted nu, hvor du kunne være parat til at tage det næste skridt. Og jeg tænker at det skridt kunne være i retning af at turde at give slip.

 

At give slip er ikke noget man bare lige kan gøre. Det lyder til at du har gået med de tanker omkring din krop og mad siden du var 14, og det er meget lang tid. En spiseforstyrrelse bliver tit lidt ligesom en besættelse der overtager ens krop – og tanker, og jeg tror at det er vigtigt at du får noget hjælp for at kunne nå dertil hvor du langsomt kan begynde at give slip. Din læge vil kunne rådgive dig i forhold til at få hjælp hos en psykolog. Måske kunne du også få noget hjælp til at få lavet en ordentlig madplan? Du kunne evt. spøge din læge til råds om han/hun kan hjælpe dig – eller måske henvise dig til en diætist.

Det lyder også til at du har en familie som du er tæt på. Ved de mon hvordan du virkelig har det? Og kunne du evt. forestille dig at snakke med dem om det? Det lyder til at i har et tæt forhold hvor du fortæller dem hvor meget du holder af dem, og jeg forestiller mig at de meget gerne ville have muligheden for at kunne hjælpe dig?

Jeg håber meget at du vil tage det næste skridt i den kamp du kæmper, og at du vil opsøge noget hjælp så du lige så stille kan begynde at give slip.

 

Mange tanker fra Helle.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program