Kære Du,

Jeg kan godt høre at du gør dig rigtig mange tanker omkring din krop og mad, og at du bruger meget tid på at lave madplaner - og jeg kan godt forstå, at du synes at det hele virker uoverskueligt lige nu, og ikke mindst at du føler dig forfærdeligt udmattet.

Du fortæller at du bare gerne vil have et helt almindelit liv - og at du egentlig bare ønsker dig fred fra spiseforstyrrelsen. Og det synes jeg er rigtig godt at høre. Det lyder til at du er en pige som er midt i at kæmpe en meget svær kamp. Men samtidig at du også har drømme og mål for fremtiden. En fremtid hvor du vil kunne give slip på alle de svære tanker. Du spørger om der mon er håb - og ja, det tror jeg bestemt der er! Jeg synes det er nogle gode mål du har for din fremtid, og at du skal holde fast i dem!

Jeg synes det lyder til, at du er nået til et punkt hvor du er igang med at træffe en beslutning om, at nu skal det her få en ende – og at du måske er ved at træffe en meget vigtig beslutning om at tage det næste skridt i kampen mod din spiseforstyrrelse. Jeg tænker lidt på om der mon er nogen der ved hvordan du egentlig har det? 

Jeg vil foreslå dig at kontakte din læge, og få en samtale omkring hvordan du har det. Du skriver at du har prøvet at være til psykolog èn gang, og det synes jeg er godt gået. Det lyder til at du er en stærk pige, og at du egentlig har søgt hjælp før. Måske kunne det også være godt for dig at forsøge med en psykolog igen? Du siger at du gav psykologen ret men at der er uendelig langt fra at erkende at man skal give slip og til at turde at gøre det – og ja, du har helt ret. Der er langt – og det er ikke noget der kommer ad sig selv. Som jeg tidligere har skrevet synes jeg det lyder til at du er et sted nu, hvor du kunne være parat til at tage det næste skridt. Og jeg tænker at det skridt kunne være i retning af at turde at give slip.

At give slip er ikke noget man bare lige kan gøre. Det lyder til at du har gået med de tanker omkring din krop og mad siden du var 14, og det er meget lang tid. En spiseforstyrrelse bliver tit lidt ligesom en besættelse der overtager ens krop – og tanker, og jeg tror at det er vigtigt at du får noget hjælp for at kunne nå dertil hvor du langsomt kan begynde at give slip. Din læge vil kunne rådgive dig i forhold til at få hjælp hos en psykolog. Måske kunne du også få noget hjælp til at få lavet en ordentlig madplan? Du kunne evt. spøge din læge til råds om han/hun kan hjælpe dig – eller måske henvise dig til en diætist.

Det lyder også til at du har en familie som du er tæt på. Ved de mon hvordan du virkelig har det? Og kunne du evt. forestille dig at snakke med dem om det? Det lyder til at i har et tæt forhold hvor du fortæller dem hvor meget du holder af dem, og jeg forestiller mig at de meget gerne ville have muligheden for at kunne hjælpe dig?

Jeg håber meget at du vil tage det næste skridt i den kamp du kæmper, og at du vil opsøge noget hjælp så du lige så stille kan begynde at give slip.

Mange tanker fra Helle.