Tavshedspligt?

brevkassespørgsmål

Tavshedspligt?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 7 måneder siden

Hej. Jeg går med tanker om at jeg måske har en depression, og jeg kunne godt tænke mig at få det konstateret.. Problemet er bare, jeg er ikke sikker på hvor meget tavshedspligt min læge har, når han er læge for hele min familie. Hvis der er tale om depression, har han så tavshedspligt, eller har han krav på at kontakte min familie? En anden ting, jeg skal afsted som udvekslingsstudent i et år til USA her efter sommer, og jeg er nervøs for om, hvis jeg får konstateret depression om jeg så stadig kan tage afsted? Er ikke sikker på det skulle placeres her, men prøver. På forhånd tak.

Svar: 

Kære du,

Det er godt du skriver ind og du skriver til det helt rette sted. Nu skal du høre. 

Din læge har fuld tavshedspligt. Men når man er under 18 år kan din læge fortælle dine forældre hvad der sker med dig og hvad I finder ud af. Derfor er tavshedspligten ikke ligeså streng for dig under 18 år, som den er for voksne over 18 år. Men det er kun dem som har forældremyndigheden over dig, som din læge må snakke til. Det er altså ikke resten af din familie, dine venner eller dine søskende. Grunden til at reglerne er sådan, er fordi dine forældre skal hjælpe dig til at passe på dig selv. De skal for eksempel vide hvis du starter i behandling med medicin eller hvis din læge ikke synes du har det godt. Så kan de følge med.

MEN jeg vil nu sige. Alle læger er vant til ikke at fortælle noget til nogen. Derfor er jeg helt sikker på at du kan sige til din læge, at du gerne vil have at I ikke fortæller dine forældre noget. Så vil han/hun sikkert være med på at I snakker sammen nogle gange og finder ud af om du har en depression eller hvad der skal til for at hjælpe dig. Hvis I så finder ud af at du har en depression og du måske skal have behandling, så kan det være svært at undgå at dine forældre skal have det afvide. Men start med at fortælle din læge, at du gerne vil snakke uden dine forældre ved det. Så kan du også snakke med lægen om hvorfor og hvorfor ikke dine forældre skal indblandes. 

Med hensyn til din tur til USA, så afhænger det meget af hvor stor en depression du har. De fleste depressioner i din alder går over i løbet af et lille år. Så hvis den er lille eller hvis du har det meget bedre til sommer, så burde du sagtens kunne komme afsted. Hvis det er en større depression afhænger det meget af din læge og dine forældre. Man må gerne rejse selvom man har en depression, men det er vigtigt at du og dine forældre føler jer trygge ved at være væk fra hinanden i så lang tid, hvis du har det dårligt. 

Håber det kunne hjælpe dig.

Venlige hilsner fra Line

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program