Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Bulimi

brevkassespørgsmål

Bulimi

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 11 år 11 måneder siden

Hej Niels Jeg har siden november måned sidste år, haft bulimi i en eller anden grad. Det er ikke så voldsomt, men stadigvæk bulimi! ..Mine veninder har sagt, at jeg kan rådne mine tænder op af at have bulimi, er det rigtigt? Og at tandlæger ofte kan se at man har bulimi fordi emaljen er ætset væk. Hvor længe skal det have stået på for at tandlægerne kan se det? Og hvor længe skal det have stået på for at ens tænder begynder at rådne? Vh "M"

Svar: 

Hej “M”

Tak for dit spørgsmål. Jeg synes, det er fornuftigt af dig at tænke over, om dine tænder har taget skade.

Desværre kan jeg ikke svare dig konkret på, hvor lang tid eller hvor mange opkastninger, der skal til, før dine tænder bliver skadet. Det kommer an på en række forskellige faktorer, for eksempel hvor tit du kaster op, hvor længe du har gjort det, hvor sur din mavesyre er, hvor godt dit spyt beskytter dine tænder og hvad du foretager dig lige bagefter en opkastning.

Du skader dine tænder mindst muligt, hvis du nøjes med at skylle munden med vand efter en opkastning.

Grunden er, at mavesyren fjerner et lille tyndt lag af emaljen – normalt værst på bagsiden af fortænderne i overkæben. Tænderne bliver derfor ru. Og hvis du børster tænder med tandpasta (for at få den dårlige smag væk), så slider det fine slibemiddel, der er i tandpasta, endnu mere af emaljen af.

Jeg kan ikke læse i dine spørgsmål, om du spørger om en tandlæge kan se det, fordi du er bange for at blive afsløret eller fordi du gerne vil vide det. Men i alle tilfælde vil jeg foreslå dig at aftalte en tid hos din tandlæge. Og fortælle, at du kaster op tit og er bekymret for, om dine tænder har taget skade.

Du kan også spørge din tandlæge om, hvordan du bedst beskytter dine tænder, mens du har sygdommen.

Med hensyn til om dine tænder kan ”rådne væk” vil jeg sige til dig, at det kan de ikke. Jeg ved ikke helt, hvad ”rådne” betyder, når det handler om tænder. Tænder kan ikke rådne. Men de kan gå i stykker eller få skader, der kan være rigtig trælse. Det er derfor, jeg synes du bør kontakte din tandlæge. Tag en voksen med eller en rigtig god veninde, så I bagefter kan få snakket om, hvad det var tandlægen sagde.

Du kan i øvrigt prøve at kikke brevkassen her igennem. Jeg har svaret på en del svar om bulimi, anoreksi  og syreskader. Jo flere svar du læser, jo mere får du at vide.

Du kan også prøve at Google ”tænder, syreskader” eller ”bulimi, tænder” og se, hvad andre har skrevet om det.

Du skriver ikke noget om, om du får behandling for din bulimi. Jeg vil opfordre dig til at søge hjælp hos voksne du stoler på, hvis du ikke allerede får det. Jeg vil også foreslå at du besøger chatten her i Cyberhus. Her kan du chatte anonymt med en voksen.

Held og lykke med både at komme ud af din sygdom og at undgå skader på tænderne.

Niels Hansen, tandlæge

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program