Tavshedspligt??

brevkassespørgsmål

Tavshedspligt??

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 5 måneder siden

Jeg tænkte på om lærene på ens skole har tavshedspligt?? Det er fordi jeg tror jeg er ved at få en spiseforstyrrelse, kaster op og sulter nogle gange mig selv.. Jeg går og er en smule ked af at jeg ikke bare kan være normal og ikke bare tænke på mad og kalorier 85% af min dag... nogle gange hvis jeg er sur på mig selv over hvad jeg har spist kan jeg finde på at skade mig selv... Nogle gange tænker jeg at det kunne være rart at tale med en af mine lærere om det, men engang da en af mine veninder havde noglelunde det samme problem gik min lære til hendes forældre... Så jeg ville bare høre om lærene har tavshedspligt, fordi jeg vil under ingen omstændighed have at mine forældre finder ud af det! Hilsen mig

Svar: 

Kære du

Det lyder til at du går rundt med nogle tunge tanker og at du har det svært. Derfor synes jeg det er rigtig godt, at du har besluttet dig for at skrive her til for at fortælle om dine problemstillinger, de tanker du har og for at få nogle gode råd.

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes det er rigtig godt at du går og tænker på, at få snakket med en af dine lærere omkring den svære tid du går igennem. Det at have en spiseforstyrrelse eller være ved at udvikle en, er ikke noget man kan klare sig igennem alene og derfor er det vigtigste du kan gøre, at snakke med en du stoler på og som du har det godt med. Du spørger så om din lærer har tavshedspligt, så du kan være sikker på, at de ikke fortæller det til dine forældre. En lærer har tavshedspligt - men modsat har læreren også oplysningspligt. Det vil fx. sige, at hvis en lærer mener, at der er så alvorlige problemer, at det kan være til stor skade for en person, så har han pligt til at snakke med fx. forældre eller kommunen. Så det er noget læreren vurderer ud fra hvad der vil være det bedste for dig. Derfor synes jeg du skal snakke med en af de lærere du har et godt forhold til og som du stoler på. Så synes jeg, at du skal starte med at fortælle, at det er meget vigtigt for dig, at det du vil fortælle ikke bliver fortalt til dine forældre og at det er derfor du har valgt at fortælle ham/hende om dine tanker, da du har brug for hjælp og ikke føler at du kan snakke med dine forældre om det. Du kan også vælge, at vise dette brev til din lærer og det svar jeg har givet dig, da det nogen gange kan være nemmere end at skulle forklare det. Jeg kan godt forstå, at du tænker meget over, om du kan stole på din lærer nu hvor du har oplevet at din venindes lærer fortalte hendes forældre det. Men jeg vil råde dig til, at stole på din lærer og få snakket om de tanker du har, da jeg tror, at det virkelig vil kunne hjælpe dig til at få det bedre.

Du skriver også, at du kan finde på, at skade dig selv. Når jeg læser dit brev tænker jeg, at du selv er rigtig ked af at du får lyst til dette og at du godt ved, at det ikke løser dine problemer. Det er bestemt et skridt i den rigtige retning at du har det sådan og gerne vil snakke med nogle omkring det. Som jeg også skrev i starten, er de tunge ting du går rundt med, ikke noget du kan klare alene. Når man først er begyndt at skade sig selv, bliver det meget nemt en ond cirkel, hvor man ikke kan stoppe, selvom det er det man allerhelst vil. Derfor tænker jeg også, at du måske vil kunne blive glad for at snakke med en psykolog. Når man er kommet ind i en hverdag hvor mad og kalorier dominerer ens tanker og hvor man straffer sig selv, er det ofte fordi, at man har det svært med andre ting og føler sig alene. Når man straffer sig selv, tager smerten og selve handlingen fokus væk fra alle de andre dårlige tanker og følelser. Men dette vil somregel kun være med til at forværre situationen. En psykolog har god tid til at snakke tingene igennem og vil kunne hjælpe dig til at få det bedre og til at finde andre måder at reagere på, når du har det svært. Din lærer vil kunne hjælpe dig med at komme til at snakke med en psykolog og det er som regel noget der kan planlægges, så du kan gøre det når det passer dig bedst. 

Til sidst vil jeg anbefale dig, at gå ind og kigge på LMS hjemmeside. Det er en hjemmeside for både unge og voksne med en spiseforstyrrelse og de har også fokus på selvskade. Deres hjemmeside kan du finde ved, at trykke på dette link: http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/       De har også en rådgivning, som er rigtig god og som jeg vil anbefale dig at bruge. De har personlig rådgivning i de større byer, hvor du er helt anonym og hvor rådgiveren du snakker med har tavshedspligt. Det kan du læse mere om her: http://www.lmsnyt.dk/saadan-faar-du-hjaelp/personlig-anonym-raadgivning/  Hvis du ikke bor i nærheden af disse rådgivninger, kan du også bruge deres telefonrådgivning eller chatrådgivning, som du også kan læse om på deres hjemmeside. De rådgivere du her vil komme til at snakke med, ved rigtig meget om spiseforstyrrelser og selvskade og er der for at hjælpe, fordi de gerne vil. Du er selvfølgelig også altid velkommen her på Cyberhus, hvor vi også har en chat, hvor du kan snakke med en voksen, der har tid tid at lytte og give et godt råd.

Venlig hilsen Katrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program