Ked af det..

brevkassespørgsmål

Ked af det..

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 3 måneder siden

Hejsa Cyberhus. Nu skal i bare høre.. : For et år siden fik jeg en bedste veninde ( Mega fedt ).. Hun boede altid 5 min væk, Det var jo bare fantastisk.. Men så tog hun på efterskole i år.. Så havde ik set hende i 2 uger.. Det lyder ikke af meget, men jeg savnede hende så meget at jeg blev helt nedtrykt, Så, så jeg hende endelig igår. Så da vi stod og krammede, sagde hun bare '' Er du snart færdig? '' Jeg tænkte bare.. '' Omg vi er bedste venner.. Må jeg ikke engang kramme dig i lang tid '' Nå, Men så gik vi lidt rundt og snakkede og så skulle hun hen til sin bedste veninde. Da de så hinanden løb de bare hen imod hinanden og krammede og min bedsteveninde begyndte at tude.. Følte virkelig at jeg bare var, hendes bedsteven bare for at hun havde en.. Følte mig så brugt. Nå, men de stod og krammede i omkring 5 min. og snakkede i 40 min, hvor jeg bare stod i baggrunden og ventede og tænkte også.. '' Det er mig du skal være sammen med?... '' Da de 40 min ENDELIG var gået, skulle vi hen til endnu en af hendes veninder, Hvor de bare LØB hen mod hinanden og krammede og hun var ved at tude igen. Jeg tænkte bare.. '' OMG! Du er MIN bedsteveninde, Og jeg er din bedsteven og det var bare - Er du snart færdig?- Jeg blev så ked af det, og så skulle den veninde så med os rundt. Kl blev så 11 og jeg skulle hjem.. Fik bare et kram på omkring 5 sek, og et '' ses '' Jeg følte mig bare som en bunke lort. Ikke noget værd, og bare en taber som har været bedstevenner i et år med hende og savnet hende som en sindsyg men alligevel ikke noget værd.. Det var godt nok hårdt.. og overvejer om hun overhoved tager mig som hendes bedsteven?.. Hun sagde ikke engang '' Jeg har savnet dig ''.. Mvh Den brugte dreng..

Svar: 

Kære dreng på 14 år

Jeg synes det er rigtig godt at du skriver til os med dit spørgsmål og jeg vil prøve at svare dig så godt jeg kan.

Jeg vil starte med at skrive at jeg synes du lyder som en rigtig sød dreng, der tænker meget på andre og er god til at mærke hvordan du selv har det. Det er ikke alle der kan det på din alder, så det er rigtig flot.

Det lyder til at du er rigtig glad for din veninde og at du har savnet hende meget. Det er både dejligt at have en man holder så meget af og nogle gange hårdt, hvis venskabet forandrer sig, som du måske føler at det har. Jeg forstår godt, at den måde hun opførte sig på, har gjort dig ked af det. Du havde glædet dig meget til at se hende, og ville gerne give hende et langt knus og snakke meget med hende. Det var måske ikke helt som du havde forventet og det kan der være flere grunde til.

Din veninde er lige begyndt på efterskole, og det betyder at hun møder en masse nye mennesker. Det behøver ikke at betyde at du er mindre vigtig for hende, men bare at jeres venskab er lidt anderledes lige nu. Jeg kommer også til at tænke på at det kan være at jeres venskab er lidt anderledes fordi I er pige og dreng der er venner. Det er ikke altid at man opfører sig helt på samme måde overfor en dreng som over for en pige. Det kan være du har lagt mærke til at når to piger giver hinanden knus, kan de tit gøre det i meget lang tid og meget tæt, måske giver de endda hiannden et kys på kinden. Det er ikke helt på samme måde når dreng-pige giver knus og det kan være det din veninde tænkte på, da I gav hinanden et knus.

Jeg synes det er lidt svært at svare på om hun ser dig som hendes bedsteven. Netop fordi det kan være rigtig svært at vide hvad andre tænker og føler, tror jeg at det kunne være en rigtig god ide at du snakker med din veninde om hvordan du har det. Du kan måske fortælle hende det samme som du har skrevet i dette brev. Hvis det er svært for dig at sige det til hende ansigt til ansigt, kunne du overveje at skrive et brev eller en email til hende. Det kan nogle gange være nemmere at få sagt det man gerne vil sige, på den måde.

Når man er på din alder, kan venskaber nemt ændre sig og blive anderledes. Nogle gange snakker man meget sammen og andre gange lidt mindre. Man kan nogle gange føle og måske ønske sig at man havde sine venner helt for sig selv, uden at skulle dele dem med andre. Men det her med kun at have en bedsteven kan være svært, fordi de fleste har mange forskellige venner. Så måske har din veninde flere bedstevenner og der er du en af dem.

Jeg håber du kunne bruge mit svar. Held og lykke med venskabet og snakken.

Kærlig hilsen

Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program