Min verden
brevkassespørgsmål
Min verden
Hej, jeg vidste ikke hvad jeg skal gøre så valgte at skrive her Jeg har det MEGET svært for tiden. Jeg har mine egene syge tanker om hvad der er rigtigt eller forkert. F.eks jeg prøver at stoppe med at onanere og staffer mig selv hvergang jeg tænker på noget frækt. Jeg har denne opfattelse at ornani er noget forkert. Og ik skriv noget med det helt normalt, for det ved eg udemærket godt, det er hvad jeg mener med mine egne syge tanker. Grunden til jeg har det sådan er pg.a at små børn ikke ornanere. Jeg har haft det med svært med at give slip på barndommen. Jeg havde en okay barndom men jeg begyndte først at savne min barndom i starten af året (2012). Jeg ved godt hvordan det skete jeg har oplevede så meget i år og især i vinterferien begyndte jeg at ændre mig psykisk. Jeg begyndte med at gøre flere voksen ting. Fik en kæreste denne samme måned, men dog slog vi op efter jeg allerede dagen efter følte mig helt nede efter vi var kærester i en dag. Vi kom dog sammen en måned igen. Jeg sagde bare at tingene gik hurtigt og at vi skulle tage det langsomt. Vi begyndte hurtigt med sex i forholdet. Selvom jeg altid havde det godt da vi gjorder det følte jeg altid en tomhed da jeg var helt alene og der havde jeg det som om at jeg var nød til at stoppe det. Det kunne jeg dog ikke, for så ville hun jo tro at jeg var et svin og tanken kunne jeg ikke holde ud. Jeg havde det altid godt da vi var sammen, men så snart jeg var alene fik jeg det dårligt igen jeg havde det som om tingene gik hurtigt. Vi var sammen fra Marts til Juni jeg mærkede at hun følte at jeg fik det værre og at jeg ændrede mig meget. Så hun droppe mig helt og svaret ikke tilsidst på mine beskeder. Det var så historien om hvordan mit liv blev til helvede. Jeg har også fået et andet problem efter denne episode. Jeg begynder at få flere tvangstanker og selvmordstanker og får også tit drømme hvor jeg begår selvmord og har også tanken og at begå selvmord hver dag når jeg skal til at sove. Tanken handler tit som at tag mange piller når jeg bliver alt for træt også tag pillerne også ligge mig til at sove, så jeg dør smertefrit. Men i mine drømme er det mere med at hænge mig selv eller hoppe ned fra en bro. Det ender altid med at jeg vågner og bliver helt vildt ked af det. Det værste er at jeg har INGEN at tale med om det jeg prøvede at snakke med nogen venner og veninder om det. De troede dog bare at jeg ville ha' opmærksomhed og troede jeg løg. Selvom de ikke sagde det kunne jeg mærke det på deres måde at reager på. Siden jeg har en anden ven som har en depression og mine venner giver ham nogen svar og kan mærke at de tror på ham. Jeg prøvede at snakke med skole-sygeplejesken om det og det fungeret så, indtil hun sagde jeg skulle til psykolog for det vidste jeg ville være et problem. For min familie har ikke penge til en. Så sagde jeg bare at det nok bare er stress så der ikke kom mere ud af det og det nok bare en ferie jeg har brug for. Så jeg vidste at fra den dag er det hele håbløst. For kan ikke gå til lægen med det siden min familie ikke har råd til psykolog. Jeg valgte også at flytte skole efter sommerferien. Og siden skoleret er startet har jeg været mere ensom end før. De sidste 2 måneder har mine uger været med at jeg tager i skole og tager hjem laver lektier og sidder resten af tiden hjemme og ligger under min seng og høre sange og i weekenden er jeg i sengen hele weekenden. Og sådan pleje det ikke at være før i min gamle skole. Og kan ikke flytte tilbage til min gamleskole. Jeg prøver virkelig at få nye venner i skolen er meget imødekommende uden at være alt for klæbende med mine nye klasse kammerater. Og mine forældre ligger tydeligvis ikke mærken til jeg er i sengen heletiden. Jeg har ikke det bedste forhold til mine forældre. Jeg føler bare at for et år siden havde jeg alt til nu hvor jeg intet har... Håber i kommer med nogen svar som jeg kan bruge til at komme videre. For hvis ikke siger det helt sikkert klik inde i mit hoved hvor jeg ender med at tage livet.
Svar:
Kære dig
Jeg er glad for at du tog valget og skrev her til Cyberhus. Jeg har læst dit brev flere gange, og kan godt mærke at du har det rigtigt hårdt. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at give dig et svar du kan bruge til noget. Jeg ar prøvet at dele mit svar op i nogle afsnit, så det bliver mere overskueligt.
Rigtigt og forkert? Om noget er rigtigt eller forkert, er jo helt op til hvad man selv gør det til. Så jeg syntes det er synd du straffer dig selv, fordi du her ret til selv vælge din verden og livsstil. Hvad der er rigtigt for dig, kan være forkert for andre og omvendt. Og hvad der er normalt for nogle kan være unormalt for andre. Jeg tænker blot at du skal vælge din vej selv, og gøre det der føles godt for dig. Du skal måske ikke bruge så meget energi på hvad der er rigtigt og forkert, men nærmere prøve at slippe den kontrol og de tanker, og nyde dit liv.
Give slip på barndommen: At skulle blive voksen kan i sig selv være en meget skræmmende proces, og jeg tænker at du skal lade være med at presse dig selv og stille for høje krav til hvad du skal og ikke skal. Det meste af det at blive voksen kommer helt af sig selv i takt med at du kommer ud af skolen, igang med en udannelse, flytter hjemmefra osv. Men ud over det, så tænker jeg tit tanken "hvornår er man egentlig voksen"?. Jeg tror ikke man skal have så travlt med at sætte labels på alt, men skal nyde sit liv og gøre det man har lyst til. Om andre så syntes man er lidt barnlig, ja det siger jo så sikkert mere om dem end om os der vælger vores liv selv.
Du nævner selv den psykiske ændring der sker når man bliver voksen, og med det følger der flere modne overvejelser og handlinger. Man kan ofte opleve at man bliver forvirret, fordi man ikke kan finde ud af hvor man er på vej hen. Ens personlighed er måske ved at forandre sig, men tag det helt med ro, det skal nok gå det hele. Du behøver ikke spekulere så meget over det. Det er naturligt og noget alle kommer igennem. Men det du kan gøre er, at du selv kan bestemme hvordan du vil være og agere. Ud over det er der også den fysiske forandring som sikkert også kan være forvirrende, man bliver højere, bredere, skæget begynder at gro, stemmen bliver mørkere, der sker en masse ting og man kan måske slet ikke i en periode genkende sig selv. Men alt det falder også på plads, efterhånden som du finder dit tilpas i din krop og hoved.
Ud over det syntes jeg du er ret klog og fornuftig når du mærker så meget efter i dig selv, og siger at du vil tage det langsomt i dit forhold. Tingene behøver ikke gå stærkt. Mærk altid efter i dig selv, og gør kun det der føles rigtigt. Jeg fornemmer du har en god selvindsigt, og jeg vil råde dig til at slappe lidt af, tage en dag af gangen, indfang de små gode ting der sker, og så skal du bare se...du skal nok finde dig selv og blive glad igen. Sæt ikke dine forventninger og krav til dig selv at du ikke kan nå dem. Vær realistisk.
Forhold til forældrene: Mange unge har et svært forhold til deres forældre. Man føler ikke at de forstår en, og hvor svært det kan være at være ung. Jeg syntes nu alligevel, at du skulle prøve stille og roligt at fortælle dem hvor svært du har det. Det kunne jo tænkes at de rent faktisk forstår dig, og vil hjælpe. De er jo nu engang de nærmeste til at vise dig omsorg og støtte dig i din udvikling.
Drømme/Selvmordstanker: Rigtigt mange mennsker oplever i løbet af deres liv, tanker om døden. Men hvis de som i dit tilfælde er så stærke at du ligefrem drømmer om at dø og hvordan, fortæller mig at du skal have hjælp lige nu og her. Ens drømme kan være udtryk for ubevidste ønkser, men det virker til at du er ret klar omkring dine selvmordstanker. Selvom tanken kan virke tiltalende, dø og forlade alt det der giver en problemer, skal man også tænke på alle dem der kommer til at savne en, og alle de ting man går glip af hvis man ikke levede. Du har jo alle muligheder for at påvirke din egen fremtid, og den fremtid behøver ikke være træls som nu, og indeholde tanker om døden. Men drømme om døden han også være en ubevidst frygt for at give slip, turde miste kontrollen og begynde at leve dit liv som det var planen. Uanset havd det er, skal du snakke med nogle som du føler dig trygge hos, så du kan bearbejde dine tanker og få det godt.
Ret til hjælp: Du siger dine forældre ikke har råd til at du går til psylolog, men der er alligevel hjælp at hente. Når du er under 21, kan du gratis snakke med en psykologer. Det kan ske på to måder... den første er at du går til din læge og så kan din læge lave en henvisning. Det andet, og det er det jeg synes du først skal prøve, er at gribe fat i den trivsleslærer der er på din skole, han eller hun kan hjælpe dig til at få den rette hjælp, i kan sammen ringe til kommunen og finde frem til det rigtige sted, og evt. tage med dig første gang du kan få en samtale. Grib den chance du får for hjælp, for du fortjener at have et godt liv. Du er ung og verden ligger for dine fødder og venter bare på dig.
Jeg sender dig en masse positive tanker og er sikker på du giber chancen og dagen.
Skriver gerne tilbage og lad mig vide hvordan det går.
1000 hilsner fra Isabella
Relateret indhold
hjælp - hun truer mig!
En af mine veninder er blevet mega meget sure på mig og hun truer eller hun mener at hun vil hente nogen for at slå mig og alt det der. HJÆLP HVAD SKAL JEG GØRE:(
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
0
Bange
Hej Jeg er en pige på 15 år, min mor er alkoholiker og jeg er tror at jeg lider af depression. Og angst. Jeg er bange for døden - men tænker på den konstant, jeg er bange for at hvis jeg døde så vil jeg aldrig kunne føle noget igen og jeg ved det lyder underligt men jeg tænker at så vil jeg bare...
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre?
Hejsa Jeg er en pige på 13 år, som søger lidt hjælp. Der har været virkelig meget rod igennem i skole det sidste halve år. Og nu går det sådan set fint, men min bedste veninde, som er blevet mobbet ud, tager lidt afstand og det samme gør de andre piger. Min mor er stresset og mener at jeg...
Signe har svaret på dette spørgsmål
