Kære du

Jeg synes det er rigtig godt, at du har skrevet til brevkassen med dine tanker, også selvom du har gjort det før. Det kræver mod og styrke, at skrive og spørge om hjælp og det viser det her brev at du har.

Der er nogle ting man ikke skal gå rundt med alene, særligt når det handler om tanker om selvmord. Alle har brug for at vende deres følelser og tanker med andre, og især når de fylder så meget, som de gør for dig. Hvis man går rundt og har ondt indeni, kan det komme til at fylde mere og mere, og pludselig er der slet ikke plads til smil og gode oplevelser.

Mange mennesker vil på et eller andet tidspunkt i løbet af deres liv opleve noget eller få følelser og tanker, der gør at de bare har lyst til at forsvinde fra det der gør ondt. Når man er teenager, sker der en masse ting med både følelser, kroppen og tankerne. Kroppen vokser og forandrer sig, og samtidig begynder man at gå fra at være barn til at blive voksen. Det kan være svært at følge med og man har brug for nogle at støtte sig op af.

Det lyder på mig som om, at det er det her med dine forældre, deres skilsmisse, og at du føler at de er ligeglade med dig, der fylder meget for dig. Det forstår jeg godt, for det er bestemt ikke en rar følelse at have. Alle har nemlig brug for, at der er nogen der er glade for en og støtter, når man er ked af det. Har du prøvet at fortælle dine forældre, at du har de her følelser omkring dem? Det kan være at de slet ikke har tænkt over at du går rundt og føler at de er ligeglade med dig.

Det her med at snakke med en psykolog, handler meget om både kemi og tillid. Det tager nemlig tid før man får lyst tl at åbne sig helt og fortælle om sine inderste følelser til andre. Det får mig til at tænke på om du har fortalt din psykolog om de her tanker, som du har beskrevet i brevet? En psykolog kan nemlig kun hjælpe en rigtig godt, hvis man prøver at åbne op og fortælle om sine tanker og følelser. Det kan nogengange være svært, så derfor kan det være en god ide at prøve at skrive et brev til psykologen. Så kan hun læse det, og måske bedre forstå hvad det er du går rundt og tænker på.

Udover at prøve at snakke med dine forældre og din psykolog, så er der forskellige muligheder for at søge hjælp. Det første jeg kommer til at tænke på er Livslinien. De har en telefon man kan ringe til og snakke med nogle meget søde voksne, der kan lytte og hjælpe. Hvis det er for svært at skulle fortælle om det i telefonen, kan du prøve at logge på cyberhus’ chat. Både på Livslinien og på Cyberhus, har de voksne man snakker med, meget erfaring med at snakke med unge der har det som dig. Du kan både øve dig i at fortælle, men også få støtte og rådgivning til hvad du kan gøre. 

Du har allerede taget det første skridt, ved at skrive her til brevkassen og det næste skridt, er at snakke med voksne som kan hjælpe dig til at få det bedre. Jeg ønsker dig alt det bedste og håber at du snart får hjælp, så du igen kan smile over alt det skønne ved livet.

Venlige hilsner fra Marianne