Hvad skal jeg gøre???

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg gøre???

Jeg undskylder på forhånd at det her nok bliver et langt spørgsmål. Hej Cyberhus, jeg skriver ind fordi jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre mere.. Det hele startede for omkring et år siden, ud af det blå begyndte der at vælde nogle følelser frem fra da min farfar døde for snart 2 år siden, jeg fandt aldrig rigtigt ud af hvorfor de kom, men da jeg altid har haft utroligt svært ved at betro mig til andre personer og at tale om følelser og lignende havde jeg aldrig rigtigt snakket om det dengang. Men så lidt efter de her følelser er begyndt og jeg går rundt og er lidt depri starter der en ny pige i min klasse (skal lige siges at det her er i slutningen af 8. Klasse og at den klasse her først blev oprettet i 8. Som ny klasse) mig og hende finder hurtigt ud af at vi kommer utroligt godt ud af det med hinanden og vi bliver hurtigt virkeligt gode venner, hun ser hurtigt igennem den maske af smil og grin jeg til dagligt satte op i skolen og derhjemme for at andre ikke skulle tro at der var noget galt, det var her alting begyndte at gå galt, for på samme tid får min mormor konstateret leukæmi. Min ven, lad os kalde hende A vil på det her tidspunkt utroligt gerne snakke med mig omkring alle de følelser og tanker jeg går med, fint nok sagde jeg og gik med til det en dag, men fandt så også hurtigt ud af at det bare ikke gik fordi jeg på en eller anden måde bare ikke kunne vise den side af mig selv frem, og jeg ved det ikke... Men tiden går og lægerne får nedkæmpet min mormors leukæmi, hun får planlagt en transplantation til efteråret og så måtte vi håbe på at den ville hjælpe hende. Så 2 uger før hendes transplantation bryder sygdommen ud igen hvor lægerne den her gang siger lægerne at der ikke er noget de kan gøre for at redde hende.. Jeg kan tydeligt huske den dag jeg fik det at vide, jeg fik det at vide da jeg kom hjem fra skole jeg havde en aftale med A lidt senere på dagen, men da jeg så kom hjem og får den smidt i hovedet var det bare lidt som om alt bare var ligegyldigt, jeg gik i seng, glemte alt andet i en hel weekend, bare lå i min seng.. Allerede fra mandagen begyndte jeg så at sidde og ligesom bore neglene ned i hånden eller nive migselv på oversiden af hånden, for ligesom at have noget andet at tænke på, eller noget der ledte min tanker væk fra alt det her. A prøvede at hjælpe mig så meget hun kunne men jeg ville ikke hjælpes på det her tidspunkt og det endte med fuldstændigt at ødelægge vores venskab, men jeg var ligeglad, jeg blev ved. Jeg følte at håbet havde svigtet mig, igen. Da min farfar døde bar det 2 uger før min konfirmation, også til kræft, han boede på hospice og vi vidste godt det ville ske, men alle lægerne og sygeplejerskerne blev ved med at sige at det så godt ud og at der var stor chance for at han ville kunne komme med til min konfirmation. Pludselig en dag går det nedad bakke og han dør dagen efter. Da dagen endelig kom var jeg ved ikke engang at ville det, bare løbe fra alting.. Til sidst stoppede jeg med at nive migselv og lign. Og mig og A blev gode venner igen her i slutningen af december. Men så kom januar, min mormor døde lidt inde i januar, jeg kunne slet ikk forstå at hun var væk og det har jeg stadig svært ved. Det gik ikke op for mig at hun rent faktisk var døde før jeg var med til at bære kisten ud fra begravelsen, før det havde jeg på en eller anden måde ikke forstået de ting der var blevet sagt til mig.. Jeg har siden prøvet at snakke med A igen men ligemeget hvor meget jeg presser mig selv kan jeg bare ikke snakke om tingene, jeg får kun snakket om en tiendedel af det jeg gerne vil osv fordi jeg ikke kan, jeg er generelt en meget usikker person og tror ikke rigtigt på migselv, føler mest af alt at jeg er dårlig til alting at jeg er fucking unormal og mærkelig.. Lige de tanker har jeg delt med A der slet ikke kan forstå hvordan jeg kan tro sådan om migselv fordi jeg er så mega alt muligt men ligemeget hvor mange gange hun og så mange andre siger det så bliver jeg ved med selv at have opfattelsen af være dårlig til alting. Udover alt det her så mine forældre tør jeg heller ikke rigtigt snakke med dem skjuler jeg så vidt muligt mine følelser for også fordi de har det svært i forvejen med at tage sig af min søster på 10 der også har det utroligt svært fordi hun har været med i en pædofili sag for nogle år siden. Jeg føler også virkelig jeg bliver presset af alt og alle til at gøre alting bedre end jeg kan, jeg er normalt meget god i skolen i næsten alle fag men fordi jeg er så dårlig til at snakke foran andre så tør jeg ikke sige noget i timerne det går udover min mundtlige karakterer især i tysk, hvor jeg får 4 hvilket jo er okay men alle bliver ved med at fortælle mig at jeg er dårlig jeg ikke gør det bedre at jeg er så umuligt dum at jeg ikke siger noget i timerne. Og jeg kunne blive ved.. Her for tiden har jeg ikke rigtigt noget overskud, jeg føler jeg er for dårlig til alt, har mest af alt bare lyst til at lægge mig og græde dagene væk, jeg aner ikke hvorfor men føler hele tiden at jeg er på randen til at bryde ud i gråd, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, for A har ligesom lidt givet op på mig fordi jeg er så umulig, og jeg tør ikke gå til mine forældre... Hilsen S

Svar:

Hej med dig

Jeg vil starte med at tage hatten af for dig, fordi jeg synes det er super stærkt og flot, at du på den her måde kan sætte dig ned og få skrevet din historie. Jeg tror det er vigtigt, at du ikke går rundt med alle de her følelser og oplevelser alene, og derfor gør du noget rigtigt ved at skrive til brevkassen og jeg vil rigtig gerne prøve at komme med mine tanker og forhåbentlig kan det hjælpe dig.

Det første jeg gerne vil skrive til dig er, at du er ikke "fucking unormal eller mærkelig", som du skriver. Du reagerer som de fleste ville gøre, når man oplever at mennesker man holder af dør, når ens mor bliver alvorlig syg og når man ikke er vant til at snakke om følelsermed voksne mennesker.

For det er bare slet slet ikke nemt og når man ikke får snakket om døden og en alvorlig sygdom, så sker der det, at det kan sætte sig inden i kroppen på dig og så vokser det. Det kan starte som en tristhed og kan blive sværere og sværere at klare. Du skriver på et tidspunkt, at du bare havde lyst til at løbe væk og alt blev lige meget, og ja, det kan jeg godt forstå. På et tidspunkt bliver det nemlig for meget og det kan virke helt uoverskueligt og gøre rigtig ondt inden i.

Det ved du allerede godt, fordi du har nemlig gennemskuet, at du begyndte at nive i dig selv, for at fjerne tankerne fra det andet.

Jeg er i tvivl om din mor stadig er meget syg, men du har oplevet død og sygdom helt tæt på, og der er ikke noget nemt at sige om det. Det gør ondt og det tager tid at få sagt farvel til de mennesker der betyder noget for en. Det tager tid, at få minderne placeret på den rigtige måde inden i, så man stadig kan lave et glad liv og alligevel huske på de dejlige mennesker der ikke er der mere. Det kaldes sorg og det kaldes også sorg, når ens mor bliver alvorlig syg og når lægerne siger de ikke kan redde hende. Og sorg gør ondt og tager tid.

Du har oplevet meget sorg, selvom du kun er 16 år og din søster har været involveret i noget ubehageligt med pædofili og derfor er det også okay, at du er ked af det og har svært ved at overskue skolen, matematik eller at snakke med din veninde om det. Og bare har lyst til at græde og givet op.

Det lyder til at I har et godt venskab, selvom det lige nu er svært, men et venskab med en anden på 15-16 år, kan ikke alene klare sådan en sorg du bærer rundt på. Derfor har jeg et par tanker til dig, men også omkring jeres venskab.

Jeg synes du skal prøve at snakke med din veninde om, at den bedste måde at støtte dig på er, at lave nogle rare ting sammen og som kan give dig et pusterum og måske bringe et smil frem på dine læber.:)

I skal ikke sidde og snakke om dine problemer og følelser hele tiden, fordi hun er ikke gammel nok til at kunne hjælpe dig så meget. Det kan være rart for dig, at få sagt det hele til et andet menneske, men hvis man sidder og snakker om det hele tiden, så kan det også bare blive endnu mere uoverskueligt. udover det, så er hun ikke så gammel og nogle af de ting du har brug for, er noget du skla have fra en voksen.

Jeg har to forslag til dig, som jeg synes du skal starte med. Det første er at kontakte børn, unge og sorg. Det er en rigtig god rådgivning, hvor der sidder unge voksne, som også selv har mistet og har fortældre der er syge. De har både chat og telefonrådgivning og du kan være anonym.De er ret gode og ved hvad det vil sige at mærke den sorg og være på randen af gråd hele tiden. Jeg tror det kunne være rart for dig.

Det andet er, at tage fat i en voksen som du har det godt med. Du skriver, at du ikke vil snakke med din far og mor.. det er okay, men ovbervej hvem det så kunne være. Har du en sød lærer måske?

Jeg synes du skal finde en og så vise personen det du har skrevet. Det er så flot skrevet og på den måde behøver du ikke sige det hele selv. Den voksne vil kunne forstå dig efter at have læst det og så bliver det bare så meget nemmere at snakke om det bagefter..

Det sidste råd er, at du kigger forbi chatten her i Cyberhus. Her sidder der også voksne og minder meget om at snakke med en voksen. Men du er anonym og det er chat, så måske ville det være nemmere. Det er et godt sted at øve sig.

Så køre du... det er okay at det er svært og hårdt lige nu. Livet har ikke været så nemt for dig, men død og sygdom er en del af livet og noget man skal kæmpe sig igennem og få alle minderne placeret det gode sted inden i dit hjerte...og så skal du leve dit eget liv så godt som muligt. Men du kan ikke klare den her periode alene.. det er der ingen der kan og du har brug for at dele det med nogle voksne.. det er vejen fredm.

Du er lige startet ved at skrive herind og det er så stærkt.. klæ på og så vil du komme fremad..
De bedste hilsner
Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål