følelseskold

brevkassespørgsmål

følelseskold

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 15 år 3 uger siden

Hej brevkasse Kort sagt er jeg en meget ulykkelig pige. Jeg aner ikke længere hvad der er rigtig eller forkert. Jeg er vokset op i et alkoholiseret og voldigt hjem, og det er først lykkeds mig at flytte hjemmefra efter jeg er blevet myndig. Min mor er i himlen og den øvrige familie bor spredt i andre byer. Jeg har gået hos mange forskellige psykologer, været indlagt på ungdomspsykiatriske afdelinger pga selvmordsforsøg/cutting/spiseforstyrrelse/depression. Nu er det forår og jeg har lige haft en hel måned hvor mit humør har været stabilt og jeg er så småt begyndt at smile igen. Men jeg har rodet mig ud i noget bøvlet noget - jeg er kommet under vingerne på et par der er 20-25 år ældre end jeg selv. Jeg har jævnligt sex med dem, men det er ikke sex delen jeg er interesseret i. De krammer mig, aer mig lissom mor gjorde og viser interesse for mig og er et eksempel på, at familieliv ikke kun behøver at være druk og vold. Jeg lægger krop til, men tilgengæld får jeg omsorg og en sofa at sove på når min verden indimellem falder sammen. Men i perioder bliver jeg indhentet af virkeligheden, og så har jeg det rigtig skidt med det hele. Skidt over min fortid, min familie og at jeg ikke savner min mor. Jeg burde savne hende, jeg burde være vred på min far, men jeg føler mig helt følelseskold. Ikke engang cutting hjælper på de frustrende tanker. Jeg føler mig så tom indeni, men også i hele min krop. Jeg har været på antidepressiv men det hjalp ikke. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv og mine dumme tanker.

Svar: 

Kære pige18 år

Det er godt at høre at du er i en god periode humørmæssigt. At du er begyndt at kunne smile igen :0)

Jeg kan forstå på dit brev, at du er en pige, der har haft en rigtig svær barndom - og jeg synes du er rigtig god til at beskrive, hvordan du har haft det. Du er også i stand til at sætte ord på hvad det er, du har manglet: omsorg og et familieliv, der ikke handler om druk og vold.

Jeg kan læse, at du har rigtig svært ved at føle noget som helst. At du føler dig helt følelsesløs. Jeg tror det er meget almindeligt, når man har oplevet så mange ting, som du har oplevet i en tidlig alder - at man kan have svært ved det med at føle noget.  Det kan være en slags naturlig forsvar i forhold til alle de svære ting, der er sket tidligere. At man lærer at lukke af for sine følelser for at beskytte sig selv.

Jeg tænker dog, at det er positivt, at du er en pige, der stadigvæk har en fornemmelse af hvad der er godt for dig. Du skriver selv, at du har rodet dig ud i "noget bøvlet noget" i forhold til det ægtepar du har mødt.

Når du skriver, at det er bøvlet er det måske fordi du inderst inde godt ved (og kan mærke) at selvom det ligner omsorg og kærlighed ligesom i en familie - så er det ikke "ægte", når du skal give sex og "lægge krop til" til gengæld.

Jeg er ked af, at du ind i mellem oplever, at du bliver indhentet af din fortid og får det rigtig skidt. Jeg kan godt forstå, at du gerne ville være helt fri for de dumme tanker, du får i forhold til din fortid. 

Jeg tænker dog, at du ikke helt kan undgå ind i mellem at tænke over de ting, der er sket i dit liv. Jeg tror også, at det på en måde vil kunne hjælpe dig. Det er heller ikke sundt, hvis man lukker fuldstændig af for fortiden.

Det er dog vigtigt, at du ikke lader dig slå ud af fortiden og tænker at der ikke er håb for dig.  Dit liv kan blive anderledes - og du kan få det bedre!

Jeg synes det er en fin tanke, at du skriver at din mor er i himlen. Jeg tænker, at hun på den måde altid vil være hos dig. Jeg tror ikke, du skal have dårlig samvittighed over, at du ikke lige nu har det følelsesmæssige overskud til at savne hende. Jeg tror det aller vigtigste for din mor ville være, at du får det bedre! Jeg tror ikke, din mor ville ønske, at du går og har dårlig samvittighed.

Når jeg læser dit brev tænker jeg, at du mangler netværk/familie. Hvis du skal opgive kontakten til det ægtepar, fordi du ikke synes det er godt for dig, så er det vigtigt, at du har noget andet at sætte i stedet for. Så du ikke oplever at du står helt alene igen. Du skriver ikke så meget om din øvrige familie - udover at de er spredt i andre byer. Måske kunne du opsøge nogen i din familie?  Forsøge at få en bedre kontakt til andre dele af din familie?

Der er dog også andre måder at få et bedre netværk. Nu ved jeg ikke hvad du laver til hverdag? - men måske har du brug for hjælp til at starte på en skole/uddannelse/et forløb hvor der er andre unge. Hvor du måske kan få en oplevelse af, at være en del af et større fællesskab? I den forbindelse tænker jeg, at du skal have kontakt med kommunen og snakke med din sagsbehandler om, hvordan du kan hjælpes.

Det er svært for mig at få en fornemmelse af om det med cutting/spiseforstyrrelse/depression stadig fylder hos dig og er et problem lige nu? I så fald synes jeg at du skal opsøge din læge. Selvom du ikke tidligere synes du har været hjulpet af antidepressiva kan der godt findes andre måder at hjælpe dig i det psykiatriske system. Det kan din læge være med til at tage en snak med dig om!

Hvis du fortsat synes det er svært - og du har brug for nogen at tale mere med - kan du også logge på i chatten.

Venligst Line

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program