Hej.. Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte da det er svært mig for mig selv at finde ud af det hele.. Men tror jeg vil kopiere noget ind fra en mail jeg skrev til en penneven da det hele lod til at gå en smule bedre.. Især fordi jeg mener at det jeg har skrevet hvor jeg har fortalt meget om da jeg var mindre har stor betydning for hvordan jeg har det psykisk pt. Jamen uha.... Der er så meget jeg ikke ved hvor jeg skal starte.. Jamen altså jeg tror at forstå alt det her er det meget vigtigt at vide at jeg altså har en mor der sidder i kørestol og somi længere tid har været "Psykisk ustabil".. Jeg har aldrig haft let ved at få veninder og knytte mig til folk men når man lærer mig at kende er jeg en god veninde der er der 100% hele tiden uanset hvad der er galt.. Men lad os tage det fra en ende af..

Jeg har som sagt enmor der er psykisk ustabil og kørestolsbruger, oveni det en far som er stærk alkoholiker, som ikke længere bor hos os men han blev først smidt ud her d. 1. november.. Og udover det har jeg en søster der har prøvet på selvmord flere gange og som har været på kostskole lige siden hun startede i 8 det år hun blev 15.. Skal lige siges hun er 22 nu.. Jamen altså ja min søster havde det meget hårdt med min mor før hun kom på kostskole.. De problemer gik udover mig på den måde at når de havde været oppe og skændes og der skulle siges noget fra den ene til den anden var det mig som der blev bedt om at gå ind og sige det og tilbage igen og sådan kunne mange dage komme til at gå for mig.

. Men altså mig og min søster gik til FDF óg havde hver vores dolk.. min søster valgte så at begynde pludseligt at bruge sin dolk til også at skære sig selv i armen så hun ikke tænkte på problemerne det er også populært kendt som "Cutting".. Det fandt min mor ud af og snakkede med vores familierådgiver om det som fik os alle fire til at starte på noget der hedder familieværkstedet.. Det hjalp også lidt på det hele min far lovede at stoppe med at drikke min søster og min mor fik snakket om problemerne og var ikke så tit oppe at skændes længere og jamen jeg troede i hvert fald i min lille alder 8-9 år at alt var godt igen og nu skulle vi bare have det rigtigt godt sammen igen..

men sådan blev det ikke for som sagt min søster endte med at tage på kostskole og alle min mors frustrationer omkring det her osv. gik udover mig jeg fik skældt ud over ingenting og følte at jeg gjorde alting forkert hvilket jeg stadigvæk føler meget ofte.. Men altså det gik rigtigt dårligt mellem mig og min mor lige pludselig jeg fik en veninde der hedder A som er 3 år yngre end mig men alligvel var hun en god veninde for hun havde selv nogle problemer derhjemme med at hendes mor er i militæret så hun boede hos sin far og de kunne heller ikke helt enes så vi byggede et venskab op pga. fælles problemer.. Og siden da er det rent faktisk bare blevet ved sådan indtil at vi flyttede i februar 2006 og jeg begyndte at føle at A og jeg var ved at glide fra hinanden

jeg havde også en bedste veninde ved navn M der hvor vi boede før vi flyttede hun hade pludseligt aldrig tid til at komme og besøge mig eller at jeg kom hjem til hende fordi hun hele tiden havde lektier for og så gik hun til fodbold osv.. Det gjorde at jeg følte at jeg lige pludseligt ikke havde nogle veninder overhovedet da jeg altid har været sat meget udenfor i klassen.. på det tidspunkt var jeg jo så ca. 14 år og havde heller ikke haft mig en rigtig kæreste endnu og jeg begyndte at hade mig selv og min krop.. ønskede mange gange bare at dø og forsvinde langt væk fra det hele og bede folk om at holde sig langt væk fra mig og lade mig være for mig selv..

Det blev værre med min mor psykisk også ligesom jeg var langt nede psykisk og faktisk nok også havde stress i en alder af 14-15 år og det blev bare ikke bedre noget af det.. så her i januar i år mødte jeg en pige på alder med A da jeg var på vej hjem fra skolehun var ude at gå med deres hund B.. Jeg hilste på hunden og snakkede med pigen og fik hende fortalt at jeg havde en hund derhjemme på størrelse med Berta som også elskede at lege og jeg boede kun et par meter væk.. Hun valgte så at tage med hjem til mig så vi kunne lade hundene lege.. derefter tog hun hjem med hunden igen.. Næste morgen lige inden at jeg skulle ud af døren for at gå op til bussen så jeg kunne komme i skole ringede det på da jeg åbnede stodpigen fra igår der og sagde at hun forresten hed C men om jeg ville følges i skole... det var da okay men jeg tog altså 12'eren og bagefter 17'eren men hun skulle så kun med 12'eren men så kunne vi da følges ad indtil jeg skule skifte.. Vi fik snakket rigtig meget og jeg mente at hun var en rigtiggod veninde for mig hun havde så også nogle problemer derhjemme med sin far fordi han har forældremyndigheden fordi at hendes mor er narkoman og ikk må se hende.. Men altså hun havde i en alder af 12 allerede selvmordstanker og anoreksi og så videre jeg fik snakket med hende om det og fik hjulpet hende rigtig meget hun begyndte at spise hos mig hver dag og hun tænkte ikke så meget på selvmord længere men jeg snakkede rigtigt meget med hende om det for jeg vidste at det var vigtigt at få snakket om det fordi jeg selv havde haft selvmordstanker og ønsker om at skære i mig selv..

Men det endte jo så med at jeg langt om længe fandt mig en kæreste M og vi har nu holdt hinanden ud i næsten et halvt år:) Men altså C kunne ikke lide at jeg havde fundet M fordi at han gav mig mere selvtillid og fik mig til at tro på at jeg rent faktisk var noget værd.. C kunne overhovedet ikke fordrage M og i starten holdte hun sig også langt væk fra ham.. Men hun ville ikke undvære mig og blev derfor nødt til at holde ham ud.. I sommerferien skulle M så være hos mig hele ferien men jeg skulle også 2 uger til grenå en uge med F vores hund og en uge med M. Det endte så med i den uge hvor jeg var der med F at C hun knækkede helt over Psykisk hun spiste ikke noget i 3 dage og var stolt af det! Det kunne jeg ikke klare psykisk så jeg fortalte det til M som fortalte det til min mor som ringede og sagde det til kommunen.. Det vidste C ikke noget om så om lørdagen hvor hun skulle med min mor og M til grenå for at hente F, M skulle så blive hos mig men altså vi havde det rigtig hyggeligt C faldt dog i søvn og jeg fik hende lagt ind på min mormors sovesofa og noget tid derefter kunne vi høre hun græd da jeg gik derind sov hun stadigvæk men vi fik hende vækket og jeg snakkede med hende og det var pga. alt det med hendes mor hun var ked af det..

Jeg fik hende til at tale med M om det da jeg vidste at han ikke havde snakket med sin mor i 2 år af andre grunde men de sad og snakkede sammen og hun stolede på M og følte at hun kunne snakke med ham.. Da hun så var kommet hjem havde hendes familie modtaget et brev fra kommunen ang. det hun havde fortalt míg som min mor havde sagt til kommunen og jeg fik en sms hvor der stod noget i retning af "Tak for lort! Du har lige ødelagt mit liv! Hele min familie hader mig nu, og de vil ikke snakke med mig" Jeg ringede til hende den næste morgen og jeg og M snakkede med hende og hun var stadigvæk sur men holdte i hvert fald for meget af mig til at sige vi ikke var veninder længere men hendes far valgte så at forbyde os at snakke med hinanden igen eller overhovedet at se hinanden igen.. Han begyndte også at true M med at han ville slå ham ned og alt muligt..

Men jeg og M klarede det selvom jeg var helt vild ked af at have mistet den eneste jeg har fortalt alt om mit liv til.. Men jeg kom nogenlunde over det.. Efter noget tid fandt jeg ud af at A og C sad og svinede mig til inde på Arto, de skrev en masse lort om mig til hinanden og det blev jeg sur på A for hun var jo stadigvæk min veninde.. men før jeg læste alt det på Arto havde jeg sendt en sms til A hvor der stod noget i retning af "Hej søde Jeg kan tydeligt mærke på dig at du ikke bryder dig om M så nu bliver jeg nødt til at sige dette.. Enten accepterer du os begge to og giver ham en chance ellers vælger du ingen af os" Det skrev hun også til C at nu skulle hun mødes med mig i næste uge og så vil hun sige at hun droppede mig men det nåede hun ikke for jeg så at hun havde skrevet det først så jeg skrev til hende at det kunne hun godt glemme alt om for jeg var helt klart ikke hendes veninde længere.. Det sagde hun ikke noget til så.. Jeg skrev ikke med hende i lang tid så begyndte at sende en masse mails med undskyldninger og hun havde ikke noget imod M osv..

jeg ignorrede hende indtil hun fortsatte på Facebook så skrev jeg til hende at hun var pisseireterende og jeg var træt af det så skrev hun alt muligt med at jeg i det mindste skulle skrive farvel osv. sådan skrev vi en masse frem og tilbage og hun lærte af sin fejl og forstod hvorfor jeg var sur og havde gjort det jeg gjorde.. Og hun har derfor fået en chance til.. så nu skriver jeg og snakker med hende igen men jeg ved at jeg får svært ved at knytte de samme bånd til hende som jeg havde før.. Nøj det var en lang mail jeg skrev til hende men der manglede der vist heller ikke noget.. nå men sidenhen jeg og Martin er stadigvæk sammen.. jeg var gravid sidste år men havde en spontan abort i 10. uge min søster har valgt ikke længere at snakke med mig da hun bad mig om at vælge enten hende eller M og jeg sagde jeg ikke ville vælge fordi jeg holdt utroligt meget af dem begge 2..

Det synes hun ikke var okay og hun sagde at så havde jeg valgt en mand over familien.. Men mit problem pt er at jeg skændes meget ofte med min mor og sidste år kort tid før jeg skrev den mail stak jeg og M af herfra ned til en fælles veninde.. Min mor fortrød dybt at hun havde best os om at skride hvilket var grunden til at vi stak af men vi var ligeglade.. min mor vil ikke selv indse at hun har et alvorligt problem psykisk min mor hun har haft udnyttet at jeg har det så dårligt psykisk til alt muligt for hun har givet mig masser af breve hvor der står at hun oss bare kan gå ud og begå selvmord osv og det er utroligt hårdt for mig selvom jeg til tider hader min mor så elsker man hende vel alligevel inderst inde så det er forfærdeligt svært for mig alle de ting og oveni det lider jeg af alvorlig stress og angst for større menneskemængder så er oss begyndt at besvime ret ofte.. Jeg føler at jeg er på vej tilbage til der hvor jeg bare ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv og hvor jeg egentligt hører til jeg ved at jeg virkelig elsker M selvom det var lidt uklart for mig i starten er det helt tydeligt nu uden ham ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre uden ham er jeg ikke sikker på at jeg stadigvæk ville være her... Håber i kan hjælpe mig på en eller anden måde plz.. den eneste der forstår mig er M og kan mærke hvor hårdt det er for ham at han ikk kan gøre mere for at jeg får det bedre..