Skole problemet

brevkassespørgsmål

Skole problemet

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 15 år 4 måneder siden

Daw.. Jeg har et problem med at jeg ikke kan komme i skole. dvs jeg har utroligt svært ved at komme afsted om morgenen. I det sidste halve år har jeg haft det rigtig skidt. Jeg tænker at andre ikke syntes om mig og at jeg er tyk og grim. Samtidig har jeg det meget svært ved sure lære, det kommer nok fra mine første skole år hvor jeg blev mobbet ud af klassen. Mine lære var en stor del af det, de fik ligesom vendt mine kammerater imod mig og viste vor mærkelig jeg var. Jeg kom på en ny skole i 6 klasse og alt har gået godt indtil sidste jul, hvor jeg går helt ned og kan slet ikke koncentrere mig fordi der var og er utroligt mange tanker i mit hoved. vi fik nogle utroligt trælse lære her i løbet af ottende klasse ''sidste år'' Så får jeg den samme følelse som jeg havde på min gamle skole, plus alle de tanker om mig selv. Jeg kan overhovedet ikke komme ud af døren om morgenen. Mine forældre er osse en del sure på mig eller det virker sådan, selvom jeg godt ved at det er fordi de er fustreret. men det gør det ikke bedre den måde de presser mig hver eneste morgen og de vil ikke indse at det ikke virker. Jeg har utroligt meget brug for noget hjælp til hvad jeg skal gøre for at kunne komme afsted om morgenen og have det godt i skolen. Jeg håber du kan hjælpe mig på forhånd tak :)

Svar: 

Kære ung

Tak for din mail. Det lyder til at du har det rigtig "træls" som vi siger på østjysk, og jeg vil gerne prøve at hjælpe dig med at komme videre.

Det er jo godt at du har et mål og ved hvad du vil, nemlig have en ordentlig uddannelse og så er skolegang nødvendig. Jeg er glad for at høre, at du synes godt om din nye skole og den klasse du er kommet ind i.

Ud fra det du skriver, så lyder det til at de følelser du havde på den gamle skole, er kommet tilbage. Og jeg tror du har ret i, at det kan være de lærere som du har fået nu, som vækker de gamle følelser igen. Måske er du bange for at du får det dårligt i skolen igen og derfor kan det være ved at komme i skolen om morgen.

Du fortæller at dine forældre prøver at få dig ud af døren om morgen, men at det ikke virker så godt på dig. Jeg synes det er meget vigtigt at du får snakket lidt mere med dine forældre, fordi måske er det dem der bedst kan hjælpe dig lige nu.

Prøv at fortælle dine forældre det som du har fortalt mig. Det er vigtigt at de kender til dine følelser og ved hvordan du har det. På den måde kan det være meget nemmere for dem at hjælpe dig. Det kan også være rart for dig at dele dine inderste tanker med dem som er tættest på dig. På den måde er du ikke alene med dine følelser og det kan lette en del.

Måske kan de også hjælpe dig med at få talt med skolen og lærerne?

Jeg tror det vil være godt, hvis du får en god samtale med en eller flere af dine lærere og simpelthen fortæller dem, hvordan du har det og så beder dem om at hjælpe dig.

Prøv at vælge den lærer du bedst kan lide og måske kan dine forældre hjælpe dig, hvis du synes det er svært. Jeg synes det er vigtigt, fordi når du har nogle dårlige oplevelser med skolen, så er det meget naturligt at du kan blive nervøs eller bange for at det kan ske igen. Men hvis du får snakket med dine forældre og lærere om det, så kan de måske hjælpe dig med at komme igennem de følelser der gør, at du ikke kan komme ud af døren om morgen.

Jeg kan også anbefale dig at chatte med en voksen på Cyberhus. Chatten er åben fra kl. 15 - 19.00 mandag til torsdag hver dag. 

Jeg håber du kan bruge mine råd.

venlig hilsen og held med det fra Anne-Marie. 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program