Heeej.

Jeg er en pige på 23 år. jeg har skrevet ind til etnisk ung for ca 2 år siden, da jeg var 21. 

sagen er den at jeg er stukket af hjemmefra for 2 år siden. Jeg er blevet slået så længe jeg husker det, hele huset har været imod mig og kaldt mig for slemme ting som jeg er en luder og grim og gid de aldrig fik mig, og jeg bar skulle dø. jeg måtte hverken have veninder eller andet.

Jeg bliv kontrolleret af alle i hjemme selv af min 8 årig lillebror forde min far fik ham til det, hvergang jeg kom hjem bliv alt gennemtjekket, og jeg bliv slået liget meget hvad, det kunne være min lillebror der råbte som jeg så bliv slået pga jeg ikke fik ham til at være stille. 

Jeg har som 7 årig passet min mindre søskende,jeg skulle skifte ble lave mad. være husmor, og det har jeg været siden. jeg har ikke kunnet taget mig sammen i skolen,jeg kunne ikke sige noget til lærene,jeg var bange, jeg havde heller ingen veninder, jeg bliv mobbet i skolen, det fortalte jeg min forældre EN gang hvor jeg fik af vide jeg skulle slå dem. efterfølgende har jeg ikke sagt noget til dem om noget som helts, aldrig har jeg haft en normal samtale min min familie, kun råben og skrigen, blev slået på,jeg var den grimme ælling. jeg har altid tænkt at jeg vil stikke af siden jeg husker det. men så skete det pludselig en morgen hvor min mor vågede mens jeg skyndte mig at komme ud af fængslet og ud i skole hvor jeg skulle ha min eksamensbevis.

Det hele blev til kaos som altid hvor min mor skal være over mig, hun rev min trøje i stykker på mig som jeg havde på bar for at se hvad jeg havde på inde under.hun fandt samtidig min mobil som jeg ikke må have, for sådan en må kvinder ikke have åbenbart, hun bliv meget sur over det og så billed af mig og min kæreste i baggrunden af skærmen, på det tidspunkt havde vi været sammen i 2 måneder, jeg skyndte mig ud uden sko eller jakke eller noget andet mens jeg bliv råbt på at jeg skulle komme hjem med det samme efter skole, i første omgang måtte jeg slet ikke tage i skole, men gjord det alligevel.

Jeg gik ned på gaden mens en sko bliv kastet efter mig ,jeg græd og viste at jeg ikke kunne vende tilbage, jeg vil blive slået ihjel først og fremmes at min MEGET MEGET  religiøse fuldskægget  storbror, også bagefter min forældre.' Jeg  fik en masse trusler på mail af min familie efterfølgende, med at de vil dræbe mig hvis de fandt mig. jeg er bange, jeg er trist jeg er ensom, nu har jeg ingen overhoved, kun min kæreste og hans familie,jeg tør ikke gå ud nogen som helst steder, jeg har ikke kunnet starte som sygeplejerske som jeg ville, 

jeg har Maridt om natten, hvernat om min familie og vågner af jeg græder, min far og bror arbejder lige her hvor jeg bor nu med min kæreste og hans mor,uheldigt men det var her min kæreste boede. jeg skrev ind til Etnisk ung, for at få hjælp , jeg fik hjælp til at komme på et krisecenter for par, som så allerede 2 dage efter kom ind på et hemmeligt sted som man ikke måtte fortælle nogen om. Det var rart at komme væk herfra men det var ikke særlig rart sted at være der synes jeg, jeg følte mig fanget med alarmer overalt og ud ad vinduerne, jeg ville have hjælp til blandt andet nogen tøj som jeg intet havde noget af, gik med min kærestes tøj og undertøj, det fik jeg ikke hjælp til, jeg skulle også have hjælp til at ordne mit pas som nu var hjemme hos min forældre, min opholdstilladelse som jeg ikke havde at af være min forældre, jeg skulle havde hjælp til en helt masse regninger til 25 tussen som jeg havde forde min far havde stjålet min identitet, masser iPhone og abonnementer. jeg fik ikke hjælp til noget som helst af dem.

Der skulle betales husleje plus man selv skulle sørger for mad, og jeg havde intet penge og min kæreste var på su. jeg fik af vide at jeg ikke skulle bekymre mig og huslejen det finder vi ud af sammen, så jeg bliv glad, men deres plan var så at jeg skulle søge kontanthjælp da jeg sagde nej for så får jeg ikke min opholdstilladelse sagde de bare, jaa det ved vi godt. da slutningen af måneden kom, fik jeg af vide at hvis jeg ikke betaler huslejen inden i morgen så bliver vi smidt ud og det var hvad der skete, og jeg røg det samme sted hvor det hele startede, for ingen vil hjælpe mig, alle er ligeglad med at jeg er til fare hvor jeg er nu jeg kan intet låst fast i værelset med mine tanker,ingen forstår mig.

jeg fik et vikar job gemmen min kærestes bror på et fritidshjem 1 min fra hvor jeg bor, det var dejligt tæt, det var også det sted min kæreste gik da han var ung så det tog rigtig godt imod mig og på et år lærte de mig bedre at kende og viste hvordan det stod til, det måtte jeg fortælle da jeg ikke kunne gå ud med børne på ture osv. jeg fik en gratis psykolog gennem arbejd hvor jeg havde 5 timer i algennem halt år med ham, før han stoppede. Jeg fik af vide at jeg har stress angst PTSD desperation  OCD osv og jeg skulle tage hos lægen og tage en tæst,jeg gjord intet da jeg ikke kunne overskue det 

jeg ryger meget Hash da det er min bedste ven, jeg slapper af og tænker ikke så meget som jeg normalt gøre,og græder hele tiden, en dag tog min krop over og havde det meget meget dårligt, det var stresset angsten og det helle og sådan er det stadig. jeg spiser ikke særlig meget, min krop er meget mærkelig jeg kan ikke klare mit job, jeg er begyndt af lukke alle ude os min kæreste,jeg har fået en meget kort lunde, jeg beskriver det som 3 faser. 1 sur irriteret vred. 2 helt knust ked af det såret ensom ingen forstår mig, og 3 alt kan være lige meget opgivene.

jeg tog mig sammen for 14 dage siden og tog til lægen og fortalte kort hvorfor jeg var der osv, mens jeg græd, min læge sagde ordret; Det klart du har haft det hård, det er sådan kroppen reagere på det hele, men jeg kan fortælle dig at du har det godt du fejler intet,, selvom jeg flere gange sagde at en psykolog havde sagt jeg skulle tage hos min læge og at jeg havde de ting, og skulle have hjælp til mange ting, men lægen kunne SE på mig at jeg havde det super, hun sagde jeg skulle ringe til kommunen og få hjælp det gjord jeg med det samme, uden held jeg ville snakke med en rådgiver det kunne jeg ikke. så bliv det mandag og jeg kom på arbejd hvor chefen vil snakke med mig, det bliver sådan så hun mener at jeg er for syg til at kunne arbejd og jeg bliver sygemeldt. er der ikke en eller anden der kan hjælpen mig, eller er hele verden mod mig, jeg har selv skiftet navn plus efter navn adresse plus beskyttet skiftet bank betalt alle regninger ved hjælp af tilbage skattepenge plus feriepenge, både mit og min kærestes. jeg har fået ordtnet mit opholdstilladelse os bar ikke mit pas, men jeg kan bar ikke ordne mig selv og står stadig fanget her og er bange.

jeg har fået afvisninger alle steder både krisecenter lægen kommune. i er det sidste jeg prøver nu

ved ikke hvad jeg skal gøre af det her forfærdelig liv .jeg er ved at opgive ALT. kan ikke klare mere.

Er der ingen derude i verden der vil hjælpe mig? eller er det forde jeg ikke er under 18, så jeg klare den ? HJÆLP