Kære pige på 14 år.

Tak for din mail, hvor du fortæller hvordan du har det og hvor meget du trænger til hjælp for de  selvmordstankerne som plager dig. Jeg kan godt høre på dig, at det fylder rigtig meget lige nu og derfor skal du vide, at du gør det rigtige ved at spørge om hjælp.

Du skriver, at du har en svær depression og selvskadende adfærd. Jeg kan også forstå af dit brev at du er i behandling, men at du synes dine behandlrere ikke hører dig og ikke giver dig den behandling som du har brug for. 

Du skriver også at du føler dig glemt og ligegyldig, det er bestemt ikke rart at have det sådan. 

Nej, jeg tror ikke de er sådan og jeg tror gerne de vil hjælpe. Jeg tror det handler om at I måske ikke forstår hinanden rigtigt. Derfor synes jeg det er meget vigtigt at du ikke opgiver, men istedet bliver ved og måske prøver på flere måder, så de kan forstå at du mener det alvorligt.

For eksempel synes jeg dit brev til mig er meget klart. Derfor har jeg to råd til dig nu:

1. Vis dem det du har skrevet til mig, eller skriv et mere..Jeg synes du er rigtig god til at beskrive hvordan du har det og det er også vigtigt at de får at vide, at du ikke føler dig hørt, at du har brug for at snakke mere om dine selvmordstanker og at du kan være bange for dig selv og om du kan finde på at gøre det engang.

2. Det samme synes jeg du skal gøre til dine nærmeste voksne, dine forældre, din klasselærer eller andre. Du kan også vælge at fortælle det, det vigtigste er at de ved hvor ulykkelig du føler dig over disse plagende selvmordstanker. 

Jeg vil også anbefale dig at besøge chatten her i Cyberhus. Den har åben hver mandag til torsdag kl. 14-19. Her sidder der voksne der gerne vil lytte til dig.

Venlig hilsen Anne-Marie.