Hej med dig ! ' Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte men nu prøver jeg.. For 6 måneder siden mistede jeg en veninde jeg havde gået på efterskole med i 2 år, boet i samme hus som hende og gået i klasse med hende, hun blev som en søster for mig. Da jeg fik afvide at hun var død (det var pr. sms fra hendes søster) sad jeg midt i en historie time, tog min mobil frem, læste beskeden, lagde mobilen tilbage i min taske og så fortsatte jeg timen som intet var sket. Senere på aftenen ringede min veninde til mig og spurgte om jeg havde hørt det, hun græd og var ude af sig selv, jeg snakkede stille og roligt med hende, men jeg græd ikke. Min mor ringede til mig senere , spurgte hvordan jeg havde det, og jeg sagde jeg havde det fint - for det havde jeg. De efterfølgele 5 dage inden begravelsen fortsatte jeg mit liv som intet var sket, mine veninder undrede sig over at jeg ikke var ked af det, og det gjorde jeg sådan set også.. Jeg snakkede med rigtig mange af mine veninder og hjalp dem, fik dem til at græde ud og komme ud med den vrede og frustration man står med, men jeg kunne ikke selv. Til begravelsen knækkede filmen lidt, der gik det op for mig at det var sket, men stadig holdte jeg igen og trøstede de andre... Nu sidder jeg her et halvt år efter og savner hende så det gør helt ondt, men kan stadig ikke græde.. Snakker ikke med nogen om hvad der er sket, holder det for mig selv, som jeg altid gør... Er jeg helt umenneskelig fordi jeg ikke kan græde?? Jeg kunne heller ikke græde da mine bedsteforældre, kæreste, ven og morbror døde.. Er jeg virkelig helt kold? Jeg savner dem virkelig virkelig meget men... Kan ikke vise det.. Kærlige tanker fra A