Hej. Ved ikke rigtig hvor jeg skal starte, men det korte af det lange er, at jeg føler mig ensom, og jeg mangler nogen at snakke med. Nogen som forstår mig, og som virkelig gider at lytte til mig. For 3 år siden mistede jeg min mor. Mine forældre havde inden det, været skilt i 5 år, og deres skilsmisse havde været en lang og sej kamp, som i den grad gik hårdt ud over min lillebror og jeg. Jeg havde det på et tidspunkt så skidt at jeg begyndte at skære i mig selv, for at få opmærksomhed, fordi jeg aldrig følte at blive hørt. Jeg gik på det tidspunkt på efterskole, hvilket havde været en stor prøvelse for mig, fordi jeg hele mit liv igennem har været utrolig bange for at blive holdt udenfor, og at andre ville grine ad mig, og syntes jeg var mærkelig. Jeg har dog altid haft venner. Ikke mange, men et par nære venner, men alligevel følte jeg mig altid udenfor. Vi var i folkeskolen en pigegruppe på tre, og jeg følte altid at det var mig der var "det tredje hjul." De to andre havde et tættere venskab og var "bedre veninder" end de var med mig. Jeg var tit ked af det pga. af det, og følte mig meget alene. Men jeg var rigtig god til at skjule det. Når jeg var oppe i skolen, var jeg altid den sjove og pjattede med mine veninder, men når jeg kom hjem var jeg altid ked af det. Også mest pga. af mine forældre, og min stedmor, der flyttede ind hos min far og rent ud sagt tyraniserede mit liv, hvilket er en uendelig lang historie. Nå, men det var egentlig på efterskolen det hele startede for alvor. Jeg startede i august og kun en måned efter var jeg parat til at tage hjem igen, fordi jeg var sikker på at jeg aldrig ville finde nogle venner. Det var også der jeg begyndte at skære i mig selv. Jeg prøvede at fortælle min far hvordan jeg havde det, men han blev bare rigtig vred på mig, og sagde en masse ubehagelige ting. Det endte med at jeg blev der for det var trods alt bedre end at være hjemme hos ham og min stedmor. Efter jul, begyndte det at gå meget bedre. Jeg fik et par gode veninder og min kontaktlærer hjalp mig også meget. I februar døde min mor så. Det var som om alt liv blev suget ud af mig, for jeg mistede den eneste person der nogensinde havde forstået mig, og som altid hjalp mig, men jeg ville ikke snakke om det, eller have hjælp. Jeg ville bare videre med mit liv, og sagde derfor også nej til psykologhjælp. Det gik godt nok i et halvt år, men så kom nedturen. Jeg begyndte igen at skære i mig selv, og følte mig mere ensom end nogensinde før. Jeg var kommet hjem fra efterskole og havde nu ingen venner omkring mig. Mine bekendskaber fra folkeskolen var i årets løb ebbet ud, og mine venner fra efterskolen boede alle sammen langt væk. Jeg havde ingen overhovedet. Min far forstod mig ikke, og har heller aldrig haft lyst til at snakke med ham og noget. Jeg kontaktede derfor min gamle lærer som før havde hjulpet mig, og hun fik mig også på rette spor igen. Dette her er altsammen to år siden nu, men jeg tror jeg er ved at gå den vej igen. Jeg arbejder for tiden på et plejehjem, og har rigtig mange gode kollegaer, og en af dem er også blevet en rigtig gode veninde, og vi skal sammen på ferie til Spanien i næste måned. Vi har det rigtig sjovt sammen, og vi laver en masse ting. Problemet er bare, at hun flytter til Århus til sommer, og planen er at jeg skal starte på Social- og sundhedsskolen til september, men jeg er kommet rigtig meget i tvivl. For det første ved jeg ikke om det ovehovedet er det jeg vil, eller om det bare er fordi jeg rigtig godt kan lide at være på netop min arbejdsplads og derfor er glad for erhvervet, eller om jeg overhovedet vil synes om det på et andet plejehjem? For det andet er jeg rigtig bange for at miste kontakten til min veninde, for hun er den eneste jeg har, og uden hende ved jeg at det hele bliver ligeså trist som før, og jeg kommer til at føle mig ensom. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mit liv. Har været i gang med tre uddannelser siden folkeskolen nu, og er sprunget fra det hele. Har rigtig svært ved at finde noget jeg gider, og egentlig er det altid fordi jeg ikke kan og har lyst til at være sammen med de andre i klassen. Jeg føler at de synes jeg er mækelig, og at alle andre kan finde venner undtagen mig. Jeg er utrolig svag og gider ikke at kæmpe for noget. Er røget ind i en ond cirkel, hvor jeg bare giver op når noget går mig imod, fordi der ikke er nogen der støtter mig, og det er det jeg har brug for. Den eneste jeg kunne forstille mig kunne hjælpe mig er min gamle lærer, som jeg stadig snakker med ind imellem, men jeg tør ikke at fortælle hende at jeg endnu engang er droppet ud af en uddannelse, hvilket jeg gjorde inden jul. Hun tror jeg stadig går på HF, og at jeg har det godt. Men det har jeg langt fra og ville sådan ønske at jeg kunne snakke med hende om hvordan jeg har det, men jeg synes bare det er enormt pinligt gang på gang at må fortælle at jeg endnu engang er droppet ud. Jeg føler at jeg svigter hende, og jeg er bange for at hun bliver sur og ikke vil snakke med mig mere, fordi jeg gang på gang dropper ud, og begynde at klynke igen. Håber du kan hjælpe bare en lille smule. Mvh. Pernille Ved godt dette er et langt og nok også rodet brev, men har bare så mange tanker der fylder så uendeligt meget i mit hoved, og har virkelig brug for hjælp, for ved ikke havd jeg skal stille op.