Hej Ida

Det første jeg kom til at tænke på, da jeg læste dit brev var, at det bare er godt at du får fortalt det hele. Bare får det ud af kroppen på den her måde.

Når man går og bokser med forskellige ting inden i og som du skriver: "Smerten bag smilet", så kan det være meget befriende bare at få lov til at få det hele sagt og så opleve at der er en voksen der vil lytte og prøve at hjælpe. Det vil jeg gerne og jeg håber at du måske har sådan en følelse lige nu, at det er rart.

Det gør mig ondt at høre at dine forældre er døde og det er meget hårdt at opleve det du har oplevet. Jeg kan godt forstå at du har en smerte inden i, fordi det er nogle stærke følelser du går rundt med.

Du fortæller om forskellige ting der er sket i dit liv og om hvordan du har det inden i. Du fortæller også hvordan du har prøvet forskellige ting, fx. at lave en tegning som et råb om hjælp. Desværre føler du nu, at de ikke helt forstår dig. Det er ærgeligt, fordi du har faktisk gjort nogle rigtige gode ting.

Faktisk så er jeg lidt imponeret over at du kan gennemskue så mange ting omkring dit eget liv. Det virker som om du godt er klar over, at de ting du har oplevet er grunden til at du har en smerte inden i. Det virker også som om du er klar over at du skal have hjælp af de voksne for at komme videre og få det nemmere. Og så at du "gemmer" dig bag ved et smil og at det hele skal være perfekt. Det er både rigtigt tror jeg og en helt kanon start. Så rigtig godt..

Jeg vil tage fat i to ting nu.

1. Det første handler om det du skriver om at være populær og perfekt. Det er nemlig ret vigtigt tror jeg, fordi jeg tror rigtig mange unge og voksne har det sådan, at det er rigtig svært at vise andre at man ikke er perfekt altid og at man ikke altid er glad og ovenpå. Du skriver du er populær og jeg kan sagtens forstå at det kan være svært at slippe den og måske vise nogle sider der betyder at man ikke er så populær hele tiden.

Men ved du hvad..jeg tror du bliver nød til at smide smilet lidt væk i en periode. Ment på den måde, at hvis de mennesker der er omkring dig ikke kender dig ordentligt, kender lidt til dine følelser og din smerten, så er det svært at hjælpe.

Så jeg tror det allervigtigste er at du øver dig i at smide facaden væk og træder frem og siger: "Okay, det kører sgu ikke så godt som i tror. Faktisk kører det overhovedet ikke og jeg har brug for hjælp nu".

Jeg ved godt at det kan være vildt svært, men du skal øve dig på det. Fordi det er den eneste måde at du kan få hjælp til "dit indre uhyre", som du skriver, og få ny positiv energi ind som tænker i muligheder og at livet skal leves. Du fortjener nemlig at leve og selvom det virker helt umuligt lige nu, så er der muligheder og det kan blive nemmere for dig at leve.

2. Det andet handler om det du skriver sådan her: "kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg søger "social kontakt" med de voksne der".

Det er lige nøjagtig den store udfordring og jeg tror du har helt ret i at det faktisk er de voksne der, du skal bruge nu. Rigtig godt set og ja, det kan nemlig være svært at skabe "social kontakt".

Jeg synes den tegning du lavede faktisk var godt tænkt, men som du skrev så virkede det faktisk ikke. Jeg synes du skal bruge ord i stedet for, fordi du skriver hamrende godt og meget tydeligt.

Vis dem det du har skrevet til mig og gerne mit svar også. Så tror jeg de forstår dig bedre og forstår at du faktisk gerne vil have hjælp og at du faktisk godt kan gennemskue at du gør forskellige ting for at glemme smerten.

Prøv at se dig selv som en bog. Hvis du ikke lukker bogen op, så er der ingen der kan læse eller forstå den. Så din bog skal åbnes helt op og så skal du sammen med de voksne omkring dig til at skrive nogle flere kapitler som handler om muligheder, positive ting og om hvordan ddu kommer videre i det liv du fortjener at leve.

Til sidst vil jeg også give dig vores chatrådgivning som en mulighed. Det er vigtigt at ddu først bruger pædagogerne, men hvis du har brug for en ekstra voksen som gerne vil lytte og snakke om det her, så kan chatten være en god støtte og et sted hvor du sikkert og roligt kan øve dig i at snakke åbent og ærligt om de her ting.

Jeg tror også det kunne være rart for dig at skrive din historie igen og dte kan du gøre flere steder. Prøv "fortæl din historie" eller i debatten, hvor andre unge måske også har ideer og råd til dig.

Jeg håber alt det bedste for dig og giv ikke op...du har simpelthen gjort noget rigtig stærkt ved at skrive herind og nu skal du tage det næste skridt...held og lykke med det..

De bedste tanker her fra..

Erroll