Vil de altid kunne ses så tydeligt?

brevkassespørgsmål

Vil de altid kunne ses så tydeligt?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 8 år 5 måneder siden

Jeg er i en periode lige nu hvor jeg kæmper rigtig meget med min selvtillid. Kan overhovedet ikke tåle at se mig selv i et spejl eller lignende, fordi jeg simpelthen er så fed, klam og grim. Så ja, min selvtillid har det ikke godt, men arbejder på det. Har rigtig mange gange prøvet at gå på slankekur, men det endte altid ud i, at jeg var for sød mod mig selv og sagde "jeg spiser sundt imorgen" til mig selv hele tiden, så jeg aldrig fik gjort det. Synes så at jeg skulle straffes for det. Det vel nogle måneder siden nu, tror jeg. Nu nærmer vi os jo også sommerferie, så ville høre om mine ar altid vil være så tydelige? Eller kræver det bare tålmodighed? Min familie ved godt at jeg har cuttet, men hader alligevel at vise dem det, fordi de altid stirrer på dem og kan næsten ikke fokusere på andet.
Har hørt at man også kan dække det med makeup. Er det sandt? Og hvis det er, hvad kan man så bruge?

Svar: 

Kære dig

Jeg kan forstå på dit brev at du kæmper rigtig meget din selvtillid, og at du i en periode har gjort skade på dig selv (cutting). Du beskriver at det fylder rigtig meget for dig, og jeg er glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse.

Først og fremmest skal du vide at du ikke er den eneste der kæmper med at acceptere sig selv. Langt de fleste af os har på et eller andet tidspunkt, haft det skidt med vores udseende og ønsket at der var noget de kunne lave om. Mange kaster sig over forskellige slankekure ligesom dig, og det er de færreste som gennemfører dem, og endnu færre som ikke bare tager vægten på igen efterfølgende. Slankekure handler også ofte om at man skal forsøge at kontrollere det man spiser, og hvor meget man spiser. Det er enormt svært, fordi de færreste mennesker bryder sig om at blive tvunget til at gøre noget bestemt. Det bliver en sur pligt, som egentlig bare gør os i dårligere humør, og derfor vil mange af os ende med at droppe slankekuren. Når man så dropper slankekuren, så vil de fleste - ligesom dig - også føle at de har fejlet og at de fortjener at blive straffet for det. Nogen vælger at gøre fysisk skade på sig selv, ved f.eks. at cutte eller trække hår ud af hovedet eller gøre andet som gør ondt, og andre slår sig selv med tanker om at man er et dårligt mennesker, at man ikke kan finde ud af noget osv. Det kan være rigtig ubehageligt, og det kan også gøre at man bliver rigtig ked af det. 

I bund og grund handler slankekure om at man forsøger at ændre en vane (spise mere sundt) eller skabe en ny vane (dyrke mere motion). Det kan være enormt svært, fordi vaner er vaner. Det er noget som vi har gjort så mange gange, at det på en måde bliver næsten automatisk. Du kan prøve at tænke på det som stier i hovedet - en meget gammel vane, er ligesom en sti hvor du går meget. Den er nedtrampet og meget nem at gå på. Når du ønsker at lave en ny sti, er det ligesom at besluttet sig for at gå gennem en uberørt jungle i stedet for at vælge det fine fortov. I starten er det mega svært at komme frem, og der er ting som står i vejen. Med tiden vil den nye sti blive nemmere at gå på. Ofte sker der også det at man starter med at gå på den nye sti, men lige pludselig er man tilbage på den gamle sti. Og det er jo ikke der man vil være, så langt de fleste bliver sure på sig selv. Forestil dig f.eks. at du har besluttet at du vil tabe dig og spise sundere, men lige pludselig står du med en marsbar i munden. Mange vil stoppe op og slå sig selv i hovedet: "hvorfor kan jeg ikke lade være", "jeg kan ikke finde ud af det", "når jeg ikke kan lade marsbaren være, så kan det hele også være ligemeget", "jeg fortjener ikke at tabe mig" osv. Det er helt normalt, men det betyder også at du står stille. På den gamle sti. Og ofte vil tankerne betyde at du opgiver den nye sti, og bliver endnu mere ked af det og endnu mere vred på dig selv. Hvilket kan betyde at din selvtillid bliver endnu mindre. Det jeg vil anbefale dig, er at næste gang du oplever at du er tilbage på den gamle sti, så prøv at se om du kan bruge det som en anledning til at komme tilbage til den nye sti. Husk dig selv på at det ikke var her du ville være, men accepter at det er der du endte lige nu - "hov, jeg er tilbage på den gamle sti - det var godt at jeg lige kunne blive mindet om at jeg vil over på den nye sti", "det er helt normalt at jeg kommer til at gå tilbage på den gamle sti. Nu vil jeg gå over på den nye igen", "den gamle sti er godt nok nem at gå på - det skal min nye sti også være". Det er virkelig nemt at ende tilbage på den gamle sti, og endnu nemmere at stoppe op og slå sig selv oven i hovedet. Prøv istedet for at "gå" tilbage på den nye sti, og fortsætte med at gå. Og det skal du så gøre hver gang du lige pludselig befinder dig på den gamle sti. 

Det vil ikke være nemt, men med tiden så vil din nye sti blive lige så nem at gå på som den gamle - og den gamle vil stille og roligt blive mere jungle, og til sidst forsvinde. 

I forhold til dine ar fra din cutting, så vil det desværre være noget der følger dig resten af livet. De vil blive mindre synlige med tiden, men du vil sikkert altid kunne ane dem. Jeg kan godt forstå at det er frustrerende, men det er også en oplagt reminder til dig om hvilken gammel sti du ikke ønsker at gå på. Det er en del af dig. Hvis du synes at din familie stirrer for meget, vil jeg anbefale dig at sige det til dem. Fortæl hvad du oplever når de kigger på dine ar, og fortæl at du synes det er rigtig ubehageligt. På landsforenings for spiseforstyrrelser og selvskades hjemmeside, kan du også læse mere om cutting, og de har også en telefonisk rådgivning. 

Der er også forskellige ting som du kan gøre for at dække dem lidt til. Det kan f.eks. være med makeup, som du skriver, selvom at det kan være at det vil være tydeligt at du har makeup på. Af makeup kunne det f.eks. være en foundation, en selvbruner eller en pudder. Der er også nogen som anbefaler at man prøver nogle af de cremer eller olier som fungerer godt til at dække ar eller strækmærker. Herunder noget der hedder BioOil. I supermarkedet kan du også købe kokosolie, som virker godt for nogen ift. at gøre arrene mindre synlige. Smør kokosolie på dine ar dagligt - gerne efter et bad. De fleste ser en forskel efter 1-2 måneder. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og at du har held med at lave nye stier. Husk at du er nødt til at acceptere at de gamle stier er nemme at ende på, men at de med tiden - ligesom dine ar - vil blive mindre synlige. 

Kærlig Hilsen

Signe

  

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program