Forvirret

brevkassespørgsmål

Forvirret

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 14 år 3 måneder siden

Hej, jeg synes efterhånden jeg mangler noget hjælp og vejledning fra nogen der ikke er følelsesmæssigt involveret i mit følelsesliv. Men sagen er den, at min eks. kæreste og jeg har haft et dejligt forhold til hinanden, vi var sammen i 1½ år, og boede sammen i et ½ år. Vi var meget ens, vi ville egentlig gerne skifte lidt venner, og vi var meget mere modne af vores alder. Så vi lavede f.eks. mad sammen, spillede spil, så 3-4 faste venner, hvor vi hyggede os, uden at drikke eller gå i byen, bare nød hinandens selvskab. Sekxlivet fejlede heller ikke noget, og personligt passede vi bare skide godt sammen! Vi er hinandens første kærester, sådan rigtigt. Jeg har dog været seksuelt sammen med andre førhen, men hvor han kun har været sammen med en enkelt, for at ''prøve'' det de andre havde prøvet.. Jeg var den første pige der mødte hans forældre og familie, og de tog mig til sig meget hurtigt. Den første pige der var hjemme ved ham, og jeg kan blive ved.. Men vi flyttede så sammen fordi vi følte at det ville vi rigtig gerne, fordi vi havde det så godt sammen. Han har altid været der for mig, altid. Mere end nogen anden! - Men jeg har altid været meget jaolux anlagt, og det har kun været ang. ham. Og det er selvom han var den bedste kæreste i hele verden ( Ifølge mig ).. Han skulle altid forklare sig selv, selv når han arbejdede, eller hvis han så film.. Jeg var meget disksutionlysten, og kunne alt for tit starte noget op, som han for det meste skulle lukke i igen. Men selvom jeg var sådan klingede vi bare perfekt. Jeg har én gang kommet til at sige til ham, han skulle tage hjem osv, fordi nu gad jeg ihvertfald ikke mere osv. Hvor han tog hjem ( grædende ).. Jeg hentede ham så igen, og fik ham med hjem, og hvor vi snakkede om det ( det har vi altid været gode til ). Så skete det så anden ( og sidste gang ) hvor jeg blev hidsig og sagde han skulle gå ( midt om natten ), han sagde mig imod og sagde han elskede mig og om jeg ikke nok gad stoppe nu. Men jeg fik det sagt tilstrækkeligt nok til han tog hjem, igen meget såret. Jeg fortryder altid når han skal til at ud af døren, fordi han betød alt for mig. Og denne gang fik jeg ham altså ikke med hjem igen ... Han sagde nu ville han blive hjemme, han slog ikke op, men nu var det tid til der skulle nye ting igang. Dvs. byture, vennerne, osv osv. Og det samme for mig.. Sådan kørte det i 4 måneder, hvor jeg prøvede at rette op på alt sammen. Til sidst gik det ikke mere, og han dukkede op som en rigtig mand og spurgte 'Hvordan synes du selv det går?' hvor jeg svarede tilbage, at jeg synes det gik af lort til mellem os. Og jeg begyndte at bygge min facade op, fordi jeg ville have min værdighed i orden. Og så spurgte han om jeg ville være med til at slå op ( første tegn på usikkerhed ) hvor jeg tilsvarende sagde ' Det her er dit valg, for hvis du fortryder kan du bebrejde dig selv for det' .. Nu sidder jeg idag 4 måneder efter, og jeg savner ham som pesten! Han kan simpelthen ikke være venner med mig. Han sagde da vi var sammen og alt var godt 'Hvis vi nogensinde bryder op, så vil jeg spille hård som sten, og du ville ikke kunne få mig til at indrømme noget, før jeg selv tager mig sammen til det skat' - Han er pisse hamrende stædig og det siger han selv. Men han kan ikke være venner med mig, og det bunder sikkert ud i at jeg stadig betyder noget og at han igen er så stædig som han nu engang er. Han kigger når han ser mig, meget diskret men han lader sine øjne våge over mig. Vi har fællesvenner, og fra dem høre jeg også nogle ting. Jeg véd han ikke har været sammen med nogen efter mig, skrevet eller noget som helst! Men vil gerne have det tilbage jeg havde med ham. Han forstod mig, som ingen anden. Vi kunne grine sammen som to små børn. Han synes jeg var den dejligste i hele verden og fortalte mig det jævnligt. Alle mine veninder synes selv jeg havde en one of a kind boyfriend.. Så nu spørger jeg bare: Hvad fanden skal jeg gøre, vi er lige stædige.. Og når jeg skriver ang. latterlige ting så som glemt tøj, skriver han 'lad mig være' - og Jeg høre fra drengene at det er helt klart fordi det gør ondt på ham. + At han er meget indelukket omkring det.. Help me please.

Svar: 

Hej med dig..

Jeg synes det er en god ide, lige at få en anden voksen til at tage stilling til dine tanker og følelser. Det kan tit hjælpe at gøre det.

Men jeghar sendt dit spørgsmål over til brevkassen "Når det gør ondt inderst inde" fordi de kan bedre hjælpe dig. Den her brevkasse handler nemlig om soirg når man mister en fordi vedkommende dør.

Du kan finde deres svar der, inden for de næste 10 dage.

Venlig hilsen

Charlotte

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program