Generet..

brevkassespørgsmål

Generet..

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 14 år 1 uge siden

Hej, jeg er en pige på 15 år. Jeg går i niende klasse. Jeg har lige fået mine karakter og jeg synes at de ligner dem fra sidste år. Men bare flere 7 tal, jeg plejer at få 4 og 7, ikke større. Jeg synes at det er uretfærdigt, for jeg er begyndt at deltage mere timerne, og laver alle min lektier, især i tysk, er det meningen man skal have 4 i tysk, efter man har lavet sine lektier og deltaget i timerne. -Jeg er den type der ikke taler ret meget, men laver lektier og er altid i skole. Jeg bliver hurtig rød i hovedet når jeg kigger på læreren imens jeg snakker. I forældre samtalen, spurgte læreren mig om jeg ville tage gymnasium efter 9. Og jeg sagde ja, afhænger af mine karakterer. Men så siger hun det er bedst at tage 10 klasse, og det vil jeg altså ikke. Men de bliver ved med at give mig 4 og 7, jeg vil have 10 og 12, for jeg har arbejdet hårdt. Hvad hvis de ikke giver mig gode karakterer før eksamen! -Efter en diskution med mine forældre, vil de have mig til at flytte skole. Og jeg vil altså slet slet ikke flytte, de synes at lærerne giver dårlige karakterer, og hvad jeg end gør med en stil jeg har skrevet eller hvor mange matematik opgaver jeg end laver, så giver de mig ikke mere. Efter min mening er det også læreren der skal undervise eleven ordenligt, en lærer skal inspirer eleven til at tage gymnasium, ikke sige tag 10 klasse. Det jeg er bange for er at flytte skole, fordi jeg sådan halter i s-ordet, og bliver hurtigt rød osv. Og i samme tid er jeg mere nervøs og bange for, hvis læreren ikke giver mig gode karakterer der kan få mig ind på gymnasiet! Min mor er den type der bander, og taler for meget. Osv det er virkelig irriterende, og jeg kan ikke svar hende tilbage, eller råbe på hende. Men jeg elsker hende stadig, hvad skal jeg gøre? Vil meget gerne have hjælp til denne situation! Lige det sidste: Men hvad hvis jeg ikke vil have gymnasium, og vil tage 10 klasse? Og mine forældre vil have mig jeg skal age gymnasium. SOm jeg sagde så er min mor typen der bander, og jeg hader når hun taler for meget. For så praler hun om alle de ting jeg har fortalt hende, osv. Den der har brug for mega hjælp!

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå, du er utilfreds med, at du bliver ved med at få de samme karakterer, når du arbejder mere nu, end du ellers har gjort. Man vil jo gerne have de karakterer, man synes man fortjener.

Min første tanke er, om du har spurgt dine lærere, hvad der skal til, for at du kan få bedre karakterer? Du skriver, at det er lige meget, hvad du gør, når du skriver en stil eller laver en matematikopgave, for du får stadig lave karakterer. Jeg tænker, at det måske er, fordi du ikke helt præcist ved, hvad læreren gerne vil have. Hvis du, hver gang du har fået en stil tilbage, spørger læreren, hvad du kunne have gjort bedre, kan det være, at du bedre kan få de rigtige ting med i den næste stil og at læreren også finder ud af, at du prøver at gøre noget for at lære og for at få bedre karakterer. Lærere er bare helt almindelige mennesker, som du sagtens kan snakke med, og det kan være, du får en god oplevelse af at snakke med dine lærere om den uretfærdighed, du føler.

Du skriver også, at du deltager mere i timerne. Det kan være det også er noget, du skal gøre lærerne opmærksomme på. Sig til dem at du knokler både med lektier, afleveringer og i timerne, fordi du gerne vil have gode karakterer. Det er nemlig ikke sikkert, lærerne har været opmærksomme på, at du faktisk er mere aktiv, end du plejer at være. Man skal igen huske, at lærere kun er mennesker, og de lægger måske ikke mærke til alt, der sker i en klasse.

Med hensyn til dine bekymringer om gymnasiet og og 10. klasse, vil jeg starte med at gøre dig opmærksom på, at så længe du består dine fag i 9. klasse, er der absolut intet i vejen for at du kan komme på gymnasiet. Du behøver ikke få topkarakterer, selvom det selvfølgelig kun er positivt at få gode karakterer. At din lærer siger, at hun synes, du skal tage 10. klasse først, betyder ikke, at så skal du det. Det er helt op til dig, hvad du vil.

Du skriver, at dine forældre gerne vil have dig til at skifte skole, og det vil du ikke. Det kan jeg godt forstå, du ikke vil. Du går jo i 9. klasse og er snart færdig med folkeskolen, og det kan godt være svært at komme ordentligt ind i en ny klasse på så kort tid. Jeg tænker også, at der er andre muligheder på den skole, du går på nu. Noget af det du kan gøre, er det jeg har skrevet med at snakke med lærerne. Du kan også klage til skoleinspektøren over de karakterer du får og forklare ham/hende, hvorfor du fortjener højere karakterer. Dig og dine forældre kan også tage det op til forældresamtalen med læreren, hvor dine forældre kan sige, at de har lagt mærke til, at du bruger mere tid på lektier og derfor ikke kan forstå at karaktererne ikke stiger. Så må læreren forklare præcist, hvad du skal gøre for at få bedre karakterer.

At din mor råber og bander og du ikke kan svare hende igen, må være svært for dig. Som jeg ser det bliver du nødt til at sige til hende, at du gerne vil have indflydelse på dit eget liv og du vil gerne have, at du kan tage nogle beslutninger. Selvfølgelig er det stadig en god ide, at få dine forældres mening om det, du skal tage en beslutning om, men i sidste ende er det din fremtid.

Du skriver til sidst, at dine forældre gerne vil have, du går direkte på gymnasiet, men måske du hellere vil tage 10. klasse. Hvis du gerne vil tage 10. klasse, er det noget, du skal snakke med dine forældre om. Og igen sige det, som jeg skrev herover med, at det er altså dit liv, og hvis du ikke føler dig klar til gymnasiet, så skal du selvfølgelig ikke tage på gymnasiet. Og så vil jeg da råde dig til at sige til din mor, at hun ikke skal fortælle alle om dig og de tanker, du har. Du kan sige til hende, at du forventer, at du kan snakke fortroligt med hende, uden alle skal vide alt om det. Det er i hvert fald ikke for lidt at bede om. 

Hvis det er svært for dig at snakke med din mor om det, kan du jo vise hende dit spørgsmål og mit svar, så hun på den måde får at vide, hvordan det påvirker dig, at hun snakker om dig til alle og at hun ikke er til at sige imod, fordi hun råber og bander. Det er i hvert fald vigtigt, hun får det at vide.

Og så vil jeg foreslå dig, at besøge chatten her i Cyberhus, fordi her sidder der voksne som du anonymt kan chatte med. Måske kunne det være rart for dig og give dig nogle flere ideer til hvordan du kan få snakket med dine forældre om det her.

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Held og lykke med fremtiden.

Venlig hilsen Jane

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program