Jeg vil gerne.. Men tør ikke?
Jeg vil gerne.. Men tør ikke?
Hej Sannie. Jeg er en pige på 17 år, der virkelig brænder for at læse og skrive. Jeg drømmer om at få mine skriveværker udgivet. Dog er jeg utrolig bange for det på en og samme tid, uden at vide, hvad jeg er bange for. Måske er det fordi, jeg frygter kritik. Hvordan foregår det egentlig? Har du nogle tips eller nogle hjemmesider jeg bør besøge, for at udføre min drøm.. F.eks. hvordan man opstiller sin bog, nogle særlige krav, eller inspiration til hvordan man får inspiration.. Er lidt forvirret over det hele, og sommetider føler jeg bare, at jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen, men siden jeg har skrevet en masse i min fritid, synes jeg det måske kunne være værd at kæmpe for.. Hører meget gerne dine råd til, hvordan man udgiver bøger osv. :-) På forhånd tak.. Kærlig hilsen Krebs17
Hej
TAK for dit spørgsmål!
Jeg bliver altid glad, når andre skriver/fortæller, at de brænder for noget, for det er fantastisk at brænde for noget. Det er med til at gøre livet spændende!
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes, at det er vigtigt, at du bliver ved med at skrive, hvis du virkelig brænder for det. Ang. at udgive, dét du skriver, vil jeg være ærlig og sige, at det ikke bare er nemt at få udgivet noget - slet ikke når du har den alder du har og ikke har så mange arfaringer i bagagen. Dét du skal er at samle dig nogle erfaringer. Du skal skrive, skrive og skrive og læse og læse og læse. Det er vigtigt, at du læser en masse forskelligt, da du på den måde kan blive insprireret og udvide din fantasi.
Opsøg hjemmesider, hvor du kan uploade dér, du skriver, og hvor du kan drøfte dét skrevne med andre- Jeg vil anbefale dig hjemmesiden boggnasker.dk og ellers vil jeg selvfølgelig anbefale dig bibliotekets skriveværksted.
Deltag i novellekonkurrencer og andre skrivekonkurrencer. Opsøg forfatterkurser. Der er f.ekst Brønderslev Forfatterskole. Tag til forfatter-foredrag.
Gør meget ud af det skriftlige arbejde i skolen. Spørg evt. din lærer, om hun vil komme med respons, inden du afleverer, så du kan arbejde med kritikken. På den måde vænner du dig til at få kritik. Se kritik som en måde at blive bedre på!
Nu ved jeg ikke, om du går i 10. klasse, på gymansiet eller noget helt andet, men overvej at gå på højskole, hvor der er forfatter valgfag. Og det kan også være, at du skal overveje at tage en journalist-uddannelse, hvor der er meget fokus på at skrive. Mange journalister bliver forfatter på et tidspunkt i deres karriere.
Jeg håber, at du kan bruge min hjælp.
Mange Hilsener fra Sannie