Kære Cyberhus Først og fremmest tak for nogle rigtig gode og brugbare brevkasse. Jeg synes altid i giver nogle gode og dybdegående svar, både om emner der vedrører én og andre, der blot er "spædende". Nu har jeg selv brug for hjælp til et meget følelsesladet problem, og jeg håber, I kan hjælpe mig. Jeg er en pige på 19 år (20 i marts 2011), som sammen med min kæreste på 21 gennem 4,5 år har valgt at flytte hjemmefra. Landet ligger således, at mine forældre, der er skilt, vil købe en ejerlejlighed til mig, som de har gjort i tidernes morgen til min bror på 30 og min søster på 27 (de flyttede begge da de var ca. 21år). Min kæreste flytter med, da han nærmest har boet med mig og min mor gennem de sidste 3 år cirka, og vi har et rigtig dejligt forhold. Problemet med at flytte hjemmefra lyder måske ikke som det store, men for mig er det meget personligt og følelsesfuldt. Problemet ligger i, at min mor har rigtig svært ved, at jeg flytter hjemmefra. På den ene side synes hun, jeg er for ung, har for travlt, og at jeg glemmer at tænke på, at hun også skal finde ud af, hvad hun så skal. På den anden side kan hun også godt se, at jeg (og min kæreste) er parat til at stå på egne ben. I mange år har det nemlig været ret turbulent i mit hjem. Min mor er et rigtig dejligt menneske, men hun har været meget ked af det og deprimeret siden, at mine forældre blev skilt for cirka 5 år siden, hvilket var en meget grim skilsmisse og en ærgelig slutning på 25 års ægteskab. Min mor er 56 år, har ikke haft nogen kæreste siden, arbejder ikke, og lever i det hele taget et meget stille liv, hvor en del tid går på at gå op i mig, min mormors sygdom (som er 81 og på ældrepsykiatrisk afdeling), hendes veninder og to børnebørn (min brors og søsters) og ellers småting. I mine øjne keder hun sig også lidt, og så har hun ærlig talt for meget tid til at gå og tænke over livets modgang, som i høj grad har været der for min mor, men på mange andre måder er hun også (økonomisk og kærelighedsmæssigt fra hendes børn) heldig og har en masse ting, hun er/bør være glad for. Åh, det blev vist en længere besked det her. Men det hele handler om, at jeg kan mærke, at jeg er parat og har behov for at flytte hjemmefra, ligesom alle mine veninder gør det i øjeblikket. Jeg har i mange mange år taget hensyn til min mor. Hun er et dejligt menneske, men hun er tung at danse med, og jeg føler altid, at jeg - og min kæreste - skal tage hensyn til hendes meget svingende humør. Så min længsel for mit eget sted går både på, at jeg føler mig parat, men også at jeg har behov for et frirum og ikke at skulle tage hensyn - jeg kan mærke, at jeg, efter 5 års hensyntagen til min mor, også bliver "slidt" psykisk. Jeg er godt nok "kun" 19, men jeg er livsmæssigt det samme sted som en på 20 (jeg sprang 3.klasse over), da jeg blev student for 2 år siden, har haft et sabbatår, og nu er startet på en universitetsuddannelse. Jeg har det bare virkelig svært med at skulle flytte fra min mor. Jeg er bange for, at hun bliver ensom, og samtidig føler jeg lidt, at det er mig, der vælger, hvornår "skridtet skal tages" - hvilket man jo også godt kan sige at det er; jeg kunne jo bare vente et par og med at flytte og "glæde" hende med at jeg stadig bor hjemme. Jeg har virkelig svært ved at tackle denne situation. Jeg er gået igang med at kigge på lejligheder med mine forældre (mest min far, som jeg ikke har boet med siden skilsmissen, men som bor tæt på mig og som jeg ser 1 gang om ugen cirka + oftere snakke i tlf. med), og har netop fundet drømmelejligheden. Så nu presser følelserne virkeligt på, og jeg har brug for råd fra jer. Hvad synes I, jeg skal gøre? Hvordan skal jeg tackle, at være den, "der tager skridtet", og være årsag til, at min mor skal finde sig tilpas med at bo alene? Jeg synes det er rigtig svært, og det tager toppen af glæden af en begivenhed, der kun burde være fuld af glæde og spændning. Glæder mig til at høre fra jer. Venlig Hilsen E.