Nu er det sådan, at på min skole bliver eleverne i 7. klasse, flyttet over på en anden skole når de skal starte i 8. klasse. Derfor var der med min skole og den nye, blevet arrangeret en lejrtur med de elver fra den anden skole og os. Så vi kunne lære de andre elever at kende, når vi nu skulle gå i 8. og 9. klasse sammen med hinanden. Det meste af tiden på lejrturen, gik jeg sammen med min veninde fra min klasse. På et tidspunkt satte vi os ved et bål der var blevet lavet. Der sad også nogle flere fra den anden skole om bålet, men det var ikke nogen vi kendte eller havde snakket med. Dem der sad rundt om bålet, havde en leg kørende der gik ud på, at man skulle stirre på hinanden i længst tid uden at grine. Min veninde skulle så prøve at gøre det med en dreng der sad ved siden af os. Og så blev jeg dommeren. Vi havde det rigtig sjovt og vi tre begyndte bare at lege legen for os selv, imens de andre legede den med hinanden. Da jeg så kom hjem fra lejrturen, havde jeg fået en venansøgning på Facebook. Den var fra ham vi havde leget "stirre-legen" med, ved lejrbålet. Jeg accepterede den selvfølgelig. Ellers tænkte jeg ikke så meget på ham. Oppe i skolen begyndte han så at tage lidt kontakt til mig og nogen fortalte mig endda at han var lidt lun på mig. På det tidspunkt følte jeg stadig ingen følelser for ham. Men snart holdt han lidt igen og der blev ret stille imellem os. Jeg begyndte lidt at savne opmærksomheden og skrev til ham på facebook. Han virkede glad for at jeg skrev. Jeg går ud fra at han holdt op med at tage kontakt til mig i skolen, fordi jeg uden at vide det havde virket afvisende, fordi jeg aldrig kom til ham, og det hele tiden var ham der kom til mig. Men han begyndte at skrive til mig på facebook og vi skrev rigtig godt sammen. Jeg er ret genert i virkeligheden, men online kan jeg skrive med alle om alt. Snart spurgte han efter mit nummer. Jeg var begyndt at blive lidt småforelsket i ham, eller faktisk ret forelsket. Ærlig talt tænkte jeg ikke på andet end ham! Vi snakkede en lille smule sammen oppe i skolen. Men eftersom jeg er en ret genert type, var jeg ikke så meget for at tage initiativet. Og jeg havde det bedst med at snakke med ham når jeg sammentidig var sammen med min bedsteveninde. Vi begyndte at sms'e sammen, rigtig meget. Vi smsede næsten hver aften lige inden vi gik i seng og i rigtig lang tid af gangen. Men det var næsten som om, at når vi så kom op i skolen var vi slet ikke så gode venner som vi var på mobilen og facebook. Vi var ikke uvenner, vi snakkede bare ikke rigtig sammen. Men så kom juleferien. Mine kusiner kom på besøg, og jeg var ikke så meget for at de skulle vide at jeg var ret forelsket i 'ham', så jeg gemte mobilen væk i den tid de var her. Siden jeg ikke sendte ham nogen sms'er i en hel uge, tror jeg han troede at jeg havde 'droppet' ham. Da kusinerne så tog hjem kunne jeg ikke helt tage mig sammen til at skrive til ham og vi skrev ikke sammen hele resten af juleferien. Der blev for alvor stille. Da ferien så var slut, var det som om vi aldrig havde kendt hinanden. Der var helt stille imellem os. Kun 1-2 gange siden den ferie har vi snakket sammen. Og når jeg skriver 'snakket' mener jeg bare lige en 'hurtig kommentar' til det en af os nu sagde. Men i den tid der har været stille har jeg stadigvæk været MEGET opmærksom på ham. Hvis jeg hører hans stemme i nærheden hører jeg ikke andet end den og bliver totalt opslugt af den. Jeg har altid styr på hvad han har på. Hvis jeg har set at han har fx en rød trøje på, tror jeg alle jeg ser med en rød trøje, er ham, lige ind til jeg ser deres ansigter og finder ud af det slet ikke ér ham. Jeg er totalt opmærksom på ham hele tiden og hvis jeg er i samme rum som ham bliver jeg helt varm i ansigtet. Jeg føler mig helt besat af ham. Men jeg kan bare ikke få mig selv til at tage noget initaitiv. Og af den grund tror jeg han har følt at jeg ikke har giddet ham. Jeg har aldrig været forelkset på den måde før, så jeg ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere det. Det er næsten endt ud i af at jeg virker som om jeg ikke kan lide ham på nogen som helst måde og totalt ignorerer ham.. men det er kun udenpå - indeni tænker jeg ikke på andre end ham. Her i sidste weekend skrev han så til mig på Facebook. Er du gal jeg blev sindssygt glad!! Men han var syg da han skrev til mig, så jeg har tænkt lidt på om han bare havde skrevet til en masse fordi han kedede sig og manglede underholdning, fordi han bare lå med influenza i sin seng. Men vi skrev i hvertfald sammen i en times tid og udvekslede endda MSN'adresser. Så skrev vi senere 2 timer på msn og dagen efter igen 2 timer. Jeg følte det som om jeg svævede på min egen lille glade sky, fordi han virkelig godt gad at være i kontakt med mig!! Da vi så skulle begynde i skole igen blev det igen ligesom før. Stille. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal få mig taget sammen til at snakke med ham. Jeg vil det SÅ gerne, og jeg tror et eller andet sted også godt han vil have at vi kommer i kontakt med hinanden. Men det er lidt kompliceret når vi hænger ud med forskellige mennesker. Så jeg er nødt til at henvende mig direkte til ham hvis jeg virkelig vil noget. Og det ligger slet ikke i min natur at gøre sådan noget, jeg er for genert til det. Når jeg er herhjemme får jeg masser af selvtillid og planlægger hvordan jeg vil komme i kontakt med ham næste dag, men når jeg så kommer op i skolen.. så forsvinder alt min selvtillid bare igen. Jeg ved næsten ikke hvad i skal kunne hjælpe med, men det var i hvert fald lidt rart at få det hele skrevet ned. Men har i måske nogle råd til hvad jeg kan gøre? Hilsen Mig.