Drenge venner.
Drenge venner.
Hej Brevkasse. jeg har virkeligt et problem. Jeg er en rigtig pæn pige, siger folk.. Men jeg kan bare ikke få drengeVENNER. Alle de drenge der har vist interesse for mig, har haft følelser for mig, og når jeg har forklaret dem at jeg IKKE søger et forhold, så gider de mig ikke mere. Mange piger bagtaler mig, fordi de tror jeg er ude på at tage alle folks kærester hvilket jeg IKKE er. Jeg vil uendeligt gerne have en stor vennekreds, med en masse drenge i også. Men jeg ved bare heller ikke hvordan jeg skal få kontakt til de drenge jeg synes er søde? hvad kan jeg snakke med dem om? hvad skal jeg dog gøre?
Hej med dig
Jeg kan godt forstå du gerne vil have drengevenner, for med dem snakker man om alt andet end tøj og make-up, som kan være rart at få en pause fra nogen gange.
Til at starte med er det vigtigt du ser dig selv som en dejlig person. Det at alle de andre bagtaler dig, og at de drenge, som du troede kunne være dine venner ikke var det alligevel, gør dig ikke til et dårligt menneske. Når folk kan mærke du har det godt med dig selv, vil de sandsynligvis være interesserede i at snakke med dig. Og hvad er det så I skal snakke om? Det er svært at give en decideret opskrift på dette, det er noget du må prøve at arbejde med.
Men her er nogle udgangspunkter. Du kan starte med at skabe lidt øjenkontakt med et smil på læben og være imødekommende. Når du så snakker med en fyr, kan du prøve at finde et fælles emne I begge interesserer jer for, og hvis du så kan mærke I snakker rigtig godt sammen, kan I måske blive venner hen ad vejen : )
Det at drengene ofte vil noget mere end bare at være venner, tyder på at du er en smuk pige : ) og du skal bestemt ikke have det dårligt med dig selv pga. det. For der er mange drenge i din alder, som synes piger er interessante og vil som regel hellere kysse med dem end bare at være venner. Det vil du sandsynligvis komme ud for igen, og når det sker, skal du bare tænke på, at det er fordi du er dejlig og smuk, og ikke bebrejde sig selv for det. For det er svært at finde drengevenner, uden at de vil noget mere. Derfor tror jeg også det kunne være godt for dig, hvis du fokuserer på at finde nogle få drengevenner, i stedet for en hel flok, for ikke at gøre opgaven mere kompliceret for dig selv.
Jeg håber du kan bruge rådene
Mvh Julie