Store valg?
Store valg?
Hej Cyberhus, jeg ved ikke helt hvor mit spørgsmål hører ind under, så jeg gætter lidt på her:-D Jo altså jeg har skulle på efterskole altid, jeg har været skrevet op på en efterskole i mange år nu, og det er lidt en tradition at kvinderne i min familie går på den efterskole, det er en gymnastikefterskole, men jeg er ikke særlig smidig, og går på ingen måde op i gymnastik, men jeg går meget op i politik. Jeg sidder i bestyrelsen i Danske skoleelever, og jeg elsker det! Jeg kunne ikke drømme om at give slip, selvom jeg ved det kommer en dag:-( Nåh men jeg har kun et år i DSE før jeg går ud af skolen, også kan jeg jo ikke sidde i bestyrelsen hvis jeg ikke går i skole, jeg kan faktisk slet ikke deltage i deres møder eller noget, medmindre man bliver frivillige, det vil sige at jeg tager et år ud af min kalender til at arbejde frivilligt for danske skoleelever, det vil enten være i KBH eller Aarhus og jeg bor i Odense så min familie kunne være nød til at flytte, medmindre jeg flytter alene, problemet er nu at jeg ikke kan finde ud af om jeg vil det ene eller andet, for på den anden side skulle det være mega fedt at gå på en efterskole, og da min bror er på efterskole nu høre jeg kun godt om det. Mine forældre forventer lidt at jeg tager på efterskole, men jeg føler heller ikke de kan forlange at jeg tager afsted hvis jeg ike gider, og det gør kun min beslutning værre, jeg har overvejet om jeg så efter efterskolen skal tage et år fri, men da jeg er født i februar vil jeg blive 18 som frivillig og 19 i 1. G og det synes jeg er meget sent, jeg ville ikke føle mig som et skoleelev der bare har taget et år fri som 18-årige, Nu ville jeg høre om i kan give mig et svar på udfra hvordan jeg beskriver det forskellige, med andre ord, hvad synes I? Jeg har brug for et objektiv svar, og ikke bare en der taler mig efter munden.
MVH Victoria.
Hej Victoria
Tak for dit spørgsmål! Jeg kan godt høre, at du står overfor nogle store valg og ja, det kan være rigtig svært at finde finde ud af hvad man lige skal vælge.
Jeg kan også høre det er noget du har tænkt rigtig meget over og det viser, at det betyder meget for dig at gøre det der føles rigtigt og ikke spilde tiden på noget der ikke interesser dig. Respekt for det! Jeg synes også det er super fedt, at du engagerer dig så meget i politisk arbejde, da det viser at du forholder dig til verden omkring dig og du har dine egne holdninger. Forsæt endelig med det :)
Jeg kan desværre ikke give dig svaret på dit dilemma, men jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig omkring hvad jeg tænker om dine muligheder. Det kan forhåbentligt give dig lidt nyt at tænke over så du kan komme videre med dine overvejelser.
Ud fra det jeg du skriver, så tænker jeg du har 3 forskellige muligheder at overveje:
1. Efterskole og politik i fritiden.
Her tænker jeg du kan tage på efterskole og samtidig lave en form for politisk arbejde i fritiden. Hvis du ikke kan forsætte med at sidde i DSE's bestyrelse mens du går på efterskole, kunne du måske undersøge om du bare kunne forsætte med at være frivillig der. Du kan måske prøve at snakke med dem om, hvilke muligheder der er. Ellers findes der en masse andre muligheder for at være frivillig i fritiden. Prøv at tjekke frivillighed.dk og der er organisationer, som greenpeace, amnesty, Røde kors osv.
Hvis det er politikken, der interesserer dig mest, kunne du også overveje at melde dig ind i et bestemt parti og på den måde være aktiv.
2. Frivilligt politisk arbejde på fuldtid.
Hvis du beslutter dig for denne mulighed, er det også en spændende måde at bruge et år på. På den måde kan du forsætte i DSE og måske fordybe dig endnu mere i deres arbejde end du gør i dag. Hvis det kræver at enten du alene eller din familie må flytte til Århus eller København, er det selvfølgelig noget du må snakke med dem om. Jeg tænker dog det er værd at undersøge, om du kan forsætte uden du behøver at flytte.
Og ligesom i den første mulighed, er der jo mange andre måder at være politisk frivillig. For eksempel gennem et part, som sikkert også har kontorer i Odense.
3. Først efterskole og så frivilligt arbejde i et år bagefter.
Ved at du både tager et år på efterskole og derefter tager et år som frivillig, får du prøvet begge dele af. Jeg forstår godt din bekymring om din alder når du starter i 1. g, men det ser jeg nu slet ikke som noget problem. Det er ikke unormalt at være 18-19 år i 1. g.
Uanset hvilken af disse 3 muligheder du vælger, eller du finder en helt 4. mulighed, så tror jeg det vigtigste er, at du gør hvad du selv har lyst til og det din mavefornemmelse siger er det rigtige. Jeg tror ikke du vil blive glad for at gå på efterskole, hvis du udelukkende gør det på grund af dine forældres forventninger til dig og fordi det er en familietradition. Du skal kun tage på efterskole, hvis det er noget du har lyst til.
Jeg tror også det kunne være en god idé først og fremmest, at dele dine overvejelser med dine forældre og måske også med nogen du deler din interesse for politik med. De vil sikkert kunne forstå dig og måske have nogle råd til hvad du kan gøre. Når man bruger så meget energi på at tænke og overveje sådan nogle store valg som dine, men uden helt at finde et svar, tror jeg det er sundt at få sat ord på sine tanker og høre andres mening. På den måde kan man nogle gange blive lidt klogere på sig selv.
Jeg håber det kan give lidt mening for dig!
Held og lykke med det hele :)
Kærlig hilsen
Ida