okay, jeg ved ikke om jeg skriver det rigtige sted, men nu prøver jeg bare. jeg er ved at blive en anelse panikslagen. lige siden jeg var lille har jeg levet i trusler, vold og hård opdragning fra min far. vi boede hos ham- min mor, bror og mig- da mig og min bror var små, men allerede fra de første uger som nybagte forældre begyndte min far at slå, både mig og min bror og mor. han gjorde også andre forfærdelige ting, som er helt forkerte og sindsyge, men hvis jeg skal nævne det hele bliver denne besked rigtig lang! anyways, min mor tog mig og min bror under armen og flygtede til bornholm og boede der i ca fem år. min far begyndte at gå til psykolog og vi troede alle at det var blevet okay.. ( det skal lige siges at min far også blev slået som barn, og det er nok derfor han genbruger volden.) men altså så flyttede vi over på sjælland igen. men over nogle år blev det værre igen. vi boede i en lejlighed som var for dyr, så vi måtte alle 3 bo hos min far indtil vi selv fandt et sted at bo. men det var det rene maridt at bo hos ham. han tyraniserede det hele, skulle bestemme alt, selvom mine forældre har begge 50% forældremyndighed. men min mor lod hm bare gøre hvad det passede ham for at bevare roen. vi boede der i ca to år, hvor vi efterfølgende nødflyttede til en anden lejlighed, da vi ikke kunne holde min far ud mere. jeg ved godt det her slet ikke lyder slemt overhovedet, men tro mig. det er så slemt at jeg slet ikke kan beskrive det ordentligt med ord, for der er simpelthen så meget! well, årene gik og vi fandt os tilrette i vores lejlighed, og jeg troede alt var ved at finde til ro indtil det skete, det er omkring et år siden. jeg var kommet hjem og havde et par hudfarvet strømpebukser, men pludselig ringede telefonen og min mor fortalte mig at min far hjemme ved mig om 20 min. jeg gik panik, der var en smule opvask og det rodede. jeg begyndte at styrte rundt i legligheden for at gøre orden inden min far ville komme og flippe ud over det smule rod der var. pludselig ringede det på døren, da jeg nettop var færdig med opvasken, jeg blev lettet, var færdig lige da han kom. jeg gik ud og lukkede op, og så så han mine strømpebukser, og blev gal. han syndtes at jeg lignede en luder i dem, og jeg bare bliver voldtaget.- det skal også ligesiges at han arbejder et sted på hospitalet hvor alle ofrene fra voldtægt, og andre grimme ting kommer ind, og dermed et han totalt ræd for at jeg ender som et af ofrene, så han overbeskytter mig helt vildt, dækker mig til, lader mig ikke på noget tidspunk gå alene, må ikke engang gå ud med skaldet hvis det er en smule mørkt, må ikke gå til fest eller lignende.- han beorderede mig til at gå ind og pakke min ting så jeg kunne flytte imidlertidigt ind til ham, så ham kunne 'opdrage' mig. jeg begyndte at græde, og panisk gjordejeg som han sagde, for hele mit liv har jeg været bange for ham. jeg begyndte at samle kræfter og sige ham imod, fortælle ham at jeg havde min rettigheder til at blive hos min mor, og at jeg selv måtte bestemme hvem jeg boede hos, men han råbte bare og skreg af mig og hunsede rundt med mig. og lige da vi begyndte at gå ud af gøren kom min mor hjem fra arbejde. hun begyndte at fortælle min far at jeg skulle blive og at han ikke kunne bestemme over mig. pludselig beder han mig om at komme med ham, og jeg nægter og går lidt bagud. pludselig langer han ud efter mig for at få fat i mig, men rammer ikke da jeg undviger ham. det gør ham mere rasende og hurtigt er han over mig og vrider min arm om og presser den opad. smerten samt forskrækkelsen får mig til at skrige og jeg stiller mig mere og mere på tær for at få smerten væk, men han vrider mere og mere, jeg var næsten sikker på at den var brækket, det mærkeds ihverfald sådan! men mine skrig fanger underboens opmærksomhed. hun fare op for at se hvad der sker. men min far smækker bare døren i hovedet på hende og låser. så giver han endelig slip og fare ind i lejligheden igen og begynder at løsrive både computer og fladskærm, og siger at vi skylder ham penge for den rejse han lige havde betalt, pludselig går mig mor hen til ham og forklare at det er tyveri og prøver at tage tingende ud af hånden på ham, men så smider han alt hvad han har og tager hårdt fat i hendes hår og maser hende op ad væggen og slår hende meget meget hårdt i hovedet med knytnæver. alle minde miner om min fucked up fortid vælter ind over mig! jeg går med det samme hen til ham og river i ham og beder ham stoppe. så slår han mig med knytnæve lige ved kinden så jeg falder bagud. og lidt efter nogle korte bemærkinger skrider han så med måde min mors og min mobil. min bror var ikke hjemme!! det er nu et år siden, men jeg kan stadig sidde og græde over det. alt det grimme kan jeg bare aldrig glemme igen. i løbet af året har vi kontandt været i familie (mor,far,bror og mig) problemer på kryds og tværs. og nu er han virkelig begynd at blive sindsyg, selv min farmor, siger at hun tror at der er noget galt oppe i hovedet på ham, sådan virkelig galt. men som sagt han er blevet værre! på min facebook, kender han koden, så han går dagligt ind på den for at tjekke hvad jeg laver, hvem jeg bliver venner med, og alt andet, og hvis der nu er nogle jeg er blevet venner med, hvor han syndtes at de har skrevet noget upassende til en af deres venner eller har et underligt billede beder han mig om at slette dem som venner og må heller ikke se dem i virkeligheden. han mener at kunne 'tyde' hvordan personen er, og mener at hele bundet vil gøre mig skade på en eller anden måde? hvilket er fuldkommen latterligt. han fare op uden grund og skælder mig ud, og fratager min frihed totalt, jeg er en pige med mange venner, men dem alle har han noget imod, så kun to af dem må jeg være sammen med. hvis han finder ud af at jeg er sammen med nogle af de andre skal jeg komme og bo hos ham og så skal han nok 'tage sig af mig'.. og hvis jeg kommer derind, går jeg under af psykiskterror! min bror, må alt, fester, venner, alt! enda gå alene ind i kbh uden venner når det er mørkt, jeg ved godt der er forskel på drenge og piger, men jeg må slet ikke noget. mange vil sikkert tro at jeg bare overdriver, men virkelig, der gør jeg ikke. her de sidste måneder har jeg grædt mig selv i søvn, ikke haft overskud til mine venner, har været i dårligt humør, har ikke kunne holde ud at være i samme lokale hvor der er over 8 personer, eller kunne høre nogle form for musik, for så bryder jeg sammen og får stress? tror jeg. så er der min mobil, forældre vil jo gerne have ungerne tager deres mobil når de ringer... men hvis jeg bare misser den en gang, fordi eg er på wc eller andet, får jeg stuearrest og skal ind til flere timers lang skideballe hos min far, hvilket udmatter en så meget at du næsten slæber sig tilbage hjem, hver gang nogle ringer til mig, begynder jeg at ryste og mit hjerte gallopere derud af! ååh gud der er så meget at fortæle men jeg glemmer det hele..... jeg er på det seneste blevet dårligere og dårligere, har skåret i mig selv,pjækket fra skole, er konstandt ked af det. jeg føler mig så ødelagt inden i.. dette har cirkuleret lige siden jeg blev født... og nu kan jeg snart ikke klare det mere. min mor har før prøvet at kontakte komunnen, da hun kunne se jeg fik det mere og mere dårligt, men der er ikke sket noget. nogle gange fundere jeg over hvorfor jeg ikke bare.. sådan... prøver at forlade denne verden. jeg har virkelig været tæt på at skære der hvor man kalder det ' the point off no return' men bare ikke haft helt modet til det. men jeg ved at jeg har det nu, jeg ved jeg ikke høre til i denne verden og livet nok bare ikke er skabt til mig længere? døden ville være smuk.. ingen skænderier, tæsk eller skuffelser... men på den anden side vil jeg gerne gøre en sidste chance for det her.. hvad er mine rettigheder hvad angår : hvor at bo? om man vil se sin far hvis han er sådan, og om hvad mine rettigheder er omkring min facebook, må han virkelig gå ind og rode i mine pivate ting?..... hjælp mig. en sidste chance, jeg overlader den til jer, så hjælp...