At være teenager.

brevkassespørgsmål

At være teenager.

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 12 år 9 måneder siden

Hej til den fantastiske brevkasse. Jeg er en pige på 18 år og det betyder jo lidt at jeg snart ikke er teenager mere, det kan jo både være super træls men også skide godt. Jeg har jo haft vildt mange tanker i mens jeg har været teenager. Specielt har jeg tænkt på det med børn, engang da jeg var mindre ønskede jeg mig vildt meget en pige, men nu ville jeg gerne have en lille dreng som skal hedde Mikas. ANYWAY, ja jeg har lidt mange spørgsmål, men sådan er det engang i mellem. Jeg har altid fået af vide at jeg var super tynd, men i min lille "mikroskopisk hjerne" har jeg altid følt mig tyk. Jeg er 163 cm og vejer 48 kg. Men nok om vægt, hvis jeg nu blev gravid gad vide hvor mange kg jeg mon så ville tage på når jeg faktisk vejer omkring de 48 kg, skal man veje mere for at tage mere på når man er gravid? Og når man er så "lille" som mig er det så ikke sværere at klare en fødsel? Har faktisk flere spørgsmål men må nok bare skrive det her- Fra mig

Svar: 

Kære Dig.

Jeg synes det er nogle fine spørgsmål du stiller, jeg skal se om jeg kan hjælpe dig.

Det er meget forskelligt hvor meget kvinder tager på når de bliver gravide. Nogle tager 10 kg. på, andre tager 30 kg. på eller mere. Man kan ikke sige noget om hvor meget man vil tage på på forhånd. Det er ligemeget om du er tyk eller tynd nu, det betyder ikke så meget for, hvor meget du tager på når du bliver gravid. Det er derfor meget svært at forudsige hvor mange kg. du kommer til at tage på. Det er for de fleste en rigtig dejlig ting at blive gravid, og inden man bliver det, er det være en god idé at tænke over hvad det betyder at få et barn, og hvad det betyder at være gravid. Der er mange ting man skal tage højde for som gravid, idet der er en del ting der kan skade det ufødte barn (alkohol, rygning mm.). Men det allervigtigste er, at føle sig godt tilpas, og acceptere de ændringer i din krop en graviditet medfører, inklusiv vægtøgning. Det er en helt naturlig del af det at blive gravid, og langt de fleste kvinder taber kiloene igen når graviditeten er ovre. Det er ikke sådan at det hele bare er fedt. Barnet vejer, man danner ekstra blod, hvilket også vejer, væske i fosterhulen vejer og moderkagen vejer. På den måde er det ikke sådan, at man bare bliver meget tyk med masser af fedt, mange af kiloene "sætter sig" i barnet. Når det så er sagt, skal man være klar over, at man ofte kan føle sig oppustet, stor og tung især i den sidste del af graviditeten. En rigtig god ting er at dyrke motion og spise sundt mens man er gravid, ligesom det er rigtig godt når man ikke er det.

Mht. om du kan føde et barn, kan man ikke sige noget om det ud fra højde og vægt. Det drejer sig om hvor stort dit bækken er, da det er den vej ud barnet skal, og derfor er der begrænsningerne kan være. Normalt er det sådan at langt de fleste kvinder kan føde et barn. Kroppen er sådan indrettet, at tingene ofte passer sammen sådan at kvinden kan føde sit barn. Man laver en vurdering af pladsforholdende når kvinden bliver gravid, og man vil ud fra den vurdering bedømme om man kan føde naturligt eller ej.

Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers er du velkommen til at skrive igen.

Hilsen Lea

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program