Hej igen Erroll . Håber virkelig det er okay jeg skriver herinde mere end én gang ?? Det er gået fuldstændig galt for mig, mit liv tog en drejning som gør SÅÅ ufatteligt ondt, håber det er okay det blir lidt langt, har brug for at fortælle:'( Jeg er blevet indlagt for psykiatrisk hospital, igen, igen, igen :'( Det startede med en dag hvor min yndlings pony, Spetakel, blev syg, det blev besluttet i onsdags, at han skulle på de evige græsmarker, jeg har haft ham siden han blev født, efter hans fødsel boede han på mit værelse under menneskeforhold, fordi hans mor døde :'( hans død tager ufatteligt hårdt på mig. Ved slet ikke hvordan jeg skal komme videre.?? Min kæreste (som nu er min x-kæreste)er 47, og altså 27 år ældre end mig, han tror han kan gøre med mig som han vil, jeg føler mig tvunget til at være kærester med ham, men jeg elsker ham slet ikke! Jeg er sikker på, at det ikke på noget tidspunkt har været min mening at blive kærester med ham, tror mere det er en rigtig ''far'' jeg har søgt, men jeg ved ikke om det kan lade sig gøre ??? Men efter tabet af min pony, er jeg gået helt helt helt ned, virkelig ned hvor jeg aldrig har været før! Der er så meget der fylder, jeg opdagede så her torsdags, at jeg ikke (igen) har fået menstraution i næsten 5 måneder. tager en graviditetstest, og den er positiv, havde ikke tænkt over de andre måneder hvorfor jeg ikke havde fået det. tror det var pga det vægttab jeg har gjort mig, men tog først en positiv test, og efter det troede jeg ikke på det så prøvede med to mere, og de var ligeså positive, og det var om aften, fik at vide morgen urin er bedre, men er man gravid kan den sagtens måle i aften, det sagde de i Matas. Men hvad fanden skal jeg nu gøre ?? Vi er ikke kærester mere. Jeg valgte at skære mig så kraftigt i arme, mave, lår og hals at de synes jeg skulle indlægges. jeg er fikseret, og må kun være fri to timer om dagen hvis jeg har to vagter på hver side, men føler sig overvåget, men når man har det som jeg havde det, føler jeg mig både frustreret og gal over de er der, men i den sidste ende er jeg tryg ved at vide at der er så mange der passer på en, det gjorde mig tryg og glad. Men alligevel føltes alt bare så trist, savner hestene, hunden og alle de andre dyr, men ved selvfølgelig at der er andre der tager sig af dem. Men hold kæft det er hårdt ikke at kunne selv.... Det er uoverskueligt ! Ved ikke hvor længe de beholder mig, måske måneder, siger de... de beholder mig til jeg er klar til at komme ud siger de.. det er SÅ betrykkende.. Undskyld, alt det her, føler mig som et rodet og meget forvirrende menneske.. er jeg det ?? Mange triste hilsner Sille