Hej Dig !

Hvor er det ærgerligt at læse, at du måske er ved at skubbe din kæreste fra dig ved at bede om mere bekræftelse hele tiden. Jeg forstår godt, du er ulykkelig, og det er også en reel risiko, at han ikke kan holde det ud i længden, så det er godt, du vil gøre noget ved situationen!

Det er naturligvis altid godt at arbejde med sig selv, men det er altså ikke nødvendigvis dig, der er "noget i vejen med". Heller ikke din kæreste!

For du "deler" det her problem med langt de fleste kvinder.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har snakket om parforhold med NOGEN kvinde mellem 12 og 92, uden at høre præcis den samme problematik:

at vi trænger til mere bekræftelse fra vore mænd, end de giver os!!!

Der er skrevet en hel del bøger om det her felt. Jeg har langt fra læst dem alle, men jeg kan ihvertfald varmt anbefale dig:

John Gray´s "Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus"

som MEGET klart forklarer, at det faktisk ikke er, fordi mænd ikke elsker deres kvinder, de holder op med at sige det hele tiden efter de første ca tre måneder af forholdet.

Eller endnu bedre:

"Hvad din mor ikke kunne lære dig, og din far ikke vidste" - også af John Gray.

(Den er efter min mening intet mindre end genial!)

En anden god bog er "Kærestebilleder" af Hanne Hostrup

....og hvis du har mod på at gøre en massiv indsats for at arbejde med dit selvværd i det hele taget og "vende din tankegang", kan jeg anbefale dig:

"Elsk det som er" af Byron Katie.

Jeg er selv ved at læse "Større selvværd" af Gael Lindenfield. Jeg er ikke kommet så langt i den endnu, men den tegner rigtig godt.

Og der er mange mange flere, der har skrevet om selvværd og selvtillid - bare søg på biblioteksbasen, nettet eller boghandlerne.

Som sagt er der skrevet adskillige hyldemetre om temaet, men jeg kan lige ridse kort op, hvad jeg selv tænker om det her:

Der ligger dybe natur- OG kultur-bestemte grunde til, at vi kvinder har brug for langt mere "bekræftelse", end mændene har lyst/behov/overskud til at give os.

Naturen først: Hvis vi ser på, hvad "opgaven" med projekt parforhold var for henholdsvis mænd og kvinder helt tilbage fra stenalderen, så er vores behov vidt forskellige.

Mandens "opgave" var at gå ud og finde en kvinde, slå hende ned med sin trækølle, slæbe hende hjem i jordhulen (sådan er det ihvertfald altid i vittighedstegningerne) - og så var DET ordnet, og han kunne gå ud og jage bøfler, eller hvad han nu tog sig for. Hun VAR "nedlagt" - og så blev hun jo gravid, og så blev hun, hvor hun var!

Kvindens "opgave" var tværtimod at "holde på sin mand" for at sikre sig fortsat forsørgelse (bøffelkød), mens hun gik gravid og havde små børn hjemme  jordhulen, så hun ikke selv kunne rende rundt og samle føde.

Kulturen: I det meste af verden har der de sidste mange mange generationer hersket "patriarkalsk" samfundsorden. Det betyder, at det har været familie FADEREN, der bestemte over resten af familien, og at det var ham, der ejede alt - og gav sin ejendom videre til sin ældste SØN og KUN søn.

Dine tip-oldemødre eller måske endda oldemødre kunne faktisk ikke arve nogen somhelst!

Og faktisk - skulle der en folkeafstemning til, da vores nuværende Dronning Margrethe var ung, for at HUN kunne få lov at arve tronen efter sin far. Hun har ingen brødre, og hvis folkeafstemningen ikke havde ændret tron-arveretten, var en af hendes onkler blevet konge, fordi hun "kun var en pige" (og - så vidt jeg husker var det kun et meget knebent flertal, der sikrede hende dronninge-titlen!)

Men altså - på grund af det der med arveretten - og fordi kvinder aldrig har fået lisså høj løn som mænd, selv om de udførte det samme arbejde -  har kvinden indtil for ganske nylig været dybt afhængig af at have en mand, der ELSKEDE hende, så han ville forsørge hende og børnene.

Derfor har kvinder gennem ligeså mange generationer opdraget deres døtre til at "behage" mænd, så de kunne vække og bevare deres kærlighed.

Og hvis mødrene ikke gjorde det godt nok, så skulle samfundet sandelig nok tage over.

Overalt i kulturen - bøger, film, teater... alting....har kvinder haft succes i kraft af, at de scorede den rigtige mand og fik ham til at passe på sig !

OG derfor har vi kvinder lært at vurdere vores egen værdi  i meget høj grad efter bekræftelser fra mænd på, at vi er elskede, dejlige, smukke, vidunderlige o.s.v.

Kan du komme i tanke om en eneste eventyrprinsesse, som "sejrede" ved at være stærk, klog, modig, tapper og frelse PRINSEN fra onde drager eller hekse og trolde, eller hvad de nu havde rodet sig ud i?

Nej vel? Ikke før "Shrek"-filmene har der været nogen prinsesser med POWER! Vi har allesammen som små piger identificeret os med yndige uskyldige unge kvinder, der ikke kunne klare sig selv - men bare sad mere eller mindre passivt og VENTEDE, til der kom en prins forbi og kyssede dem.

Det er jo ikke ligefrem nyt stof det her - men jeg kan godt forstå, at din generation ikke tænker på at se jeres følelsesmæssige reaktioner gennem det natur/kultur-filter - for tilsyneladende har vi jo fået fuldstændig ligeberettigelse nu.

Jeg håber inderligt, du kan bruge det her til noget

- og at du stille og roligt får bygget dit selvværd op, for det er rasende synd for jer begge to, hvis jeres forhold går i stykker!

Mange hilsener,  Lotte