Kære Dig,

Du slutter dit brev af med at skrive, at du gerne vil stoppe med at cutte - og det synes jeg er en rigtig god start! Det lyder til at du er klart til en ny start, hvor du vil gøre noget ved dine problemer. Det synes jeg, er super godt at høre - og super flot!

Du fortæller at der i sær er to ting du er ked af. For det første at du føler dig anderledes og grim fordi du er adopteret. Og for det andet, at du bliver uvenner med dem der betyder mest i dit liv. Nu ved jeg jo ikke hvorfor du bliver uvenner med dem, men det lyder til at du måske nogen gange kommer til at skrive nogle dumme ting til dem, så du må undskylde bagefter? Jeg synes ikke det lyder dumt, men jeg kommer til at tænke på, om det måske i virkeligheden er fordi du går og er ked af det? Og måske bliver du lidt sur på dem, fordi det er dem der får dig til at føle dig anderledes? Det kan også være det slet ikke er sådan det hænger sammen.

 I hvert fald kan jeg godt forstå, at du synes det hele er meget svært, og at du bliver ked af det, for det er rigtig svært at gå og føle sig anderledes, grim og ensom. Og derfor synes jeg også, at det er rigtig sejt, at du nu vil gøre noget for at få det bedre med dig selv!

Faktisk har du jo ved at skrive hertil allerede taget det første skridt. Og jeg tror godt du ved hvad det næste er... At du ikke skal gå med dine svære følelser alene! Du fortæller både at du ikke har snakket med dine veninder, at du ikke kan sige det til dine forældre og at du har overvejet ungerådgivningen. Det viser mig, at du inderst inde godt ved at du bliver nødt til at få fortalt nogen om hvordan du har det, for at du kan komme videre. Det er det næste – og nok også det sværeste skridt, fordi man er bange for hvordan ens veninder og forældre vil reagere. Men mon ikke de vil gøre alt for at hjælpe dig?

Du fortæller, at du har veninder der har det lidt på samme måde som dig. Kunne du måske starte med at snakke med dem? Måske de i virkeligheden vil synes det er ret modigt af dig, at du tør tage emnet op? Jeg synes også det vil være en rigtig god ide at få snakket med dine forældre. Især fordi du kun er 13 år, så de vil kunne hjælpe dig med at få noget mere hjælp. Evt. en snak med din læge eller en psykolog. Jeg forstår godt, at du synes, det er meget svært at skulle fortælle dine forældre. Jeg synes dit brev hertil beskriver rigtig fint hvordan du har det, så det kunne du også printe ud og vise dem? Måske det kunne være lidt nemmere?

Jeg synes også dine egne tanker omkring rådgivning er rigtig gode. Du kan prøve LMS – Landsforeningen spiseforstyrrelser og selvskade. De ved en hel masse om selvskade, cutting og de ting der ligger bag, og de har både telefonrådgivning og personlig rådgivning som er anonym.

Jeg håber du kan bruge mit svar til noget. Ellers er du meget velkommen til at skrive til os igen. Hvis du har brug for at øve dig lidt i at snakke om det hele, er du også velkommen til at logge dig på vores chatrådgivning.

Mange tanker fra Helle.