Kære dig.....!!

Du er helt normal.

Når man mister en man holder meget af, så gør det ondt indeni, det vil det altid gøre. Med tiden vil man mindes med smil i stedet for tårer.

Du har prøvet smerten over at miste to personer i dit unge liv. To personer som du har været knyttet til på hver sin måde. Men som du har kendt og som derfor har været inde i dit liv.

Da jeg mistede min lillebror - havde jeg enormt behov for, at vide hvor alle de mennesker/personer/familiemedlemmer som jeg kendte - var henne. Jeg kunne gå helt i panik over hvis de kom for sent. Blev simpelthen bange for at miste andre.

Der vil aldrig være en som din veninde. Hun var unik. Hun var din veninde. Man beskytter det minde man har om sine afdøde. Så at du bliver gal - det er helt normalt - i vores univers (læs - dem der har mistet). Du vil sagtens kunne finde en ny veninde. Men hun vil aldrig være en kopi af din gamle veninde. Det vil du heller ikke ønske.

Jeg har ligesom dig også en facade. Jeg plejer at kalde mig Charlotte2. Jeg blev født den dag min lillebror døde. Sådan har du det også, kan jeg læse. Du har forandret dig - men at miste gør dette. Når det så er sagt. Så bliver man også nødt til at acceptere, at andre der ikke har prøvet at miste, ikke forstår os. Det gør de engang, for alle vil prøve at miste nogen de har kær. Vi to er bare lidt på forkant.

Så bær over med dem. Tænk - ja - vent bare. Det bliver også din tur. Send dem et smil og sig. De mennesker jeg elsker og holder af, som har sat sit præg på mit liv og som jeg har været involveret med. Dem vil jeg altid savne når de er borte - hvad med dig?

Husk - du er ok - de har bare ikke prøvet det, endnu.

Kram
Charlotte