Billeder på nettet

brevkassespørgsmål

Billeder på nettet

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 13 år 3 uger siden

Kære jer i brevkassen jeg var sammen med min veninde da vi tog en masse sjove billeder af os i Bh, nu er billederne så kommet videre og de fleste af vores venners venner har set billederne. er det ikke noget med der er en lov om billeder ikke må videre sendes? og Hvad kan jeg gøre /: Hilsen Os Pigerne

Svar: 

Kære "jer piger"

Det lyder som om I er havnet i en lidt ærgerlig situation med de billeder. Det er altid dødsvært at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, når vi taler billeder og video som deles digitalt. Jeg skal prøve at forklare det uden alt for meget lovsnak.

Hvis vi skal tage det nødvendige juridiske først, så handler spørgsmålet om 2 ting: Copyright (hvem ejer billederne) og persondata (personlige oplysninger). I forhold til copyright, så er der ikke noget at rafle om. I har selv taget billederne. Derfor ejer I billederne og derfor må andre ikke videresende dem uden tilladelse. 

Herefter kommer det lidt mere alvorlige. Billeder betragtes som personlig data. Især hvis billederne fokuserer på enkelte personer i private situationer. Eksempelvis intime situationer. Jeres billeder hvor i står i BH, vil jeg vurdere som private, fordi det kan være krænkende for jer at de bliver set af mange andre. Men hver sag af denne slags skal vurderes enkelvis. Det kan muligvis have noget at sige, hvis I selv har delt billederne i første omgang. Hvis I altså har det?

I praksis er det ikke særligt sandsynligt at politiet vil gå ind i sådan en sag. Der skal desværre meget til. Politiet vil nok i første omgang opfordre jer til at skrive til de personer der har billederne, at de skal slette dem og lade være med at dele dem, fordi I synes det er ubehageligt. Lovmæssigt skal de andre personer fjerne dem fra nettet hvis I beder om det. Eksempelvis hvis billederne er lagt på Facebook. 

Jeg synes I skal meddele folk, at I ikke ønsker at billederne deles med andre, og at de skal slette dem. I praksis kan ingen lov sikre at alle digitale kopier af et billede bliver slettet, fordi man jo netop mister kontrollen med billedet, når det bliver digitalt. Men man kan gøre meget for at få folk til at forstå, at I synes det er ubehageligt. Hvis der er nogen, der ikke retter sig efter jeres anmodning, kan I først rette henvendelse til netstedet for at anmelde det (eksempelvis hvis det er på Facebook, så kan man anmelde profilen) Hvis det heller ikke hjælper bliver man nødt til at kontakte politiet og høre deres vurdering.

Jeg håber I kan bruge svaret. Held og lykke med at få styr på jeres billeder.

Mvh Jonas

  

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program