Hej. Jeg er en pige på 14, og er på det seneste begyndt at blive virkelig bange for at jeg har en eller anden form for psykisk sygdom. Jeg har i lang tid haft en elendig selvtillid, og sidste år begyndte jeg at skære i mig selv. Dette blev dog hurtigt opdaget af min ene veninde, som hjalp mig med at komme ud af det igen, og for en periode havde jeg det så nogenlunde. Jeg har dog fortsat med det, jeg kalder 'mental selvskade' - jeg rakker med vilje mig selv ned i mine tanker, tænker på alle de dprlige ting jeg har gjort og overbeviser mig selv om at jeg er et forfærdeligt menneske. Lidt efter begyndte jeg at på panikanfald - jeg satte mig ud på et badeværelse, låste mig inde og sad i hjørnet og rokkede frem og tilbage. Jeg kunne ikke kontrollere min vejrtrækning og mine tanker gik fuldstændig i ring. Det føltes som om at jeg var blevet sindssyg. Dog har jeg altid været en god skuespiller, så jeg kunne næsten komme tilbage fra mine panikanfald og lade som om at jeg var helt okay, og næsten overbevise mine venner. De holdt så op igen, og jeg havde igen en 'okay periode'. Men her efter juleferien er jeg så småt begyndt at selvskade igen. Jeg ved at det er dumt, og jeg har ikke lyst til at blive afhængig af det, men jeg kunne ikke lade være. Alt byggede sig op inde i mit hoved, og det var den eneste måde at få det ud på. (Jeg har dog holdt mig fra det i en uge nu!) På det seneste er jeg også begyndt at blive virkelig følelsesmæssig ustabil. Jeg har kæmpe humørsvingninger, og kan gå fra at være helt nede i kulkælderen til at grine og have det sjovt med mine venner på få sekunder, og de mindste små ting kan påvirke mig. Jeg er også begyndt at få disse her sorte huller i min hukommelse - lektier, vi har fået for, som jeg intet kan huske om, hele skoledage som bare er forsvundet, selvom jeg ikke husker noget om at have været syg i den periode, og ting som jeg burde have været med til, som bare er væk. Det er ikke på den der måde hvor din veninde siger 'kan du huske da..' og du svarer 'nej', hvor hun så siger 'jamen det var der der skete det og det,' og du så tænker 'åååh, der!'. Nej, de er HELT VÆK. Der er ingengang et sort hul eller noget. Det er der bare ikke, som om at jeg aldrig har oplevet det. Jeg har aldrig røget eller været fuld i mit liv, så det kan heller ikke være derfor. Jeg har også haft en periode på ca. 2 måneder, hvor jeg havde alle tegnene på en depression(jeg undersøgte det på nettet, og så en liste over symptomer, hvor jeg opdgede at jeg havde samtlige af dem) - jeg fik dog ikke noget konstateret. Men jeg troede egentlig, at jeg havde det okay for tiden, men så i dag gik det helt amok. Det startede som en okay dag, blev så lidt værre da nogle drenge i min klasse opførte sig som idioter, lidt bedre da jeg kom ned til mad, snakkede med mine veninder osv. Så kom vi ind på emnet kærester og forelskelse, hvilket aldrig har været et rart emne for mig at snakke om(det er en smule kompliceret, men basically forelsker jeg mig meget hurtigt i folk, hvorefter jeg overbeviser mig selv om at de aldrig i livet ville kunne lide mig og udløser en kædereaktion der ender i angst, flere panikanfald og selvskade.) Min veninde begyndte at brokke sig over noget med sin forlovede(!) og hvordan hun elskede ham, men var bange for at miste ham osv., osv., osv. Og jeg er virkelig glad på hendes vegne, da de er et godt par og jeg sagtens kunne se dem fungere sammen resten af livet. Men nogle gange bliver det bare for meget, og starter en kæde af min dårlige selvtillid som ender i at jeg tænker at jeg aldrig, aldrig aldrig får et forhold som dem, hvilket gør mig uendelig ked af det og ensom, hvilket igen giver mig dårlig samvittighed over at have det som jeg har det, da jeg bare skulle være glade på deres vegne, hvilket for mig til at føle mig endnu mere som et forfærdeligt menneske. Men altså, min veninde havde det ret dårligt, og det gik op for mig at jeg ikke kunne hjælpe hende. Ligemeget hvad jeg gør, ser det ikke ud til at have nogen effekt. Jeg behøver ikke at fortælle hende at hun er fantastisk, for hun har selvtillid(dog uden at være egoistisk på nogen måde!). Jeg kan ikke give hende gode råd, for hun har langt mere erfaring end jeg. Og bare det at give hende et kram og være der for hende ser ikke ud til at gøre den store effekt. Så jeg begyndte at føle mig utrolig utrolig nyttesløs, hvilket gik over i værdiløs og fortsatte ned af bakke derfra. Jeg begyndte ikke at kunne kontrollere min vejrtrækning, ryste over hele kroppen og skyndte mig ud på toilettet for at have mit anfald i fred. Jeg har ikke haft et panikanfald i lang tid, og det her var et af de værre. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så bange hele tiden, bange for at alle folk i virkeligheden inderst inde hader mig og bare vil slippe af med mig. Bange for at begå den mindste fejl, og bange for at såre mine veninder. Jeg er virkelig, virkelig ustabil følelsesmæssigt. Jeg har det som om at jeg er ved at blive - eller allerede blevet - sindssyg. Mine forældre ved intet om det, da de altid har set mig som den glade, ubekymrede pige og at jeg ikke ville kunne bære at skuffe dem på den led. Hvad skal jeg gøre? Er det normalt at have det sådan her, eller har jeg rent faktisk en psykisk sygdom? I så fald, hvilken en? Er der noget jeg kan gøre for at holde mig nogenlunde stabil følelsesmæssigt, og få panikanfaldene til at gå væk? Kh. en forvirret og forfærdelig bange pige.