Hej igen... Sidst jeg skrev herinde, fik jeg svar af Helle, og det var et godt svar. Men hun sagde jeg burde tale med nogen om mine problemer, men det kan jeg ikke. Mine forældre kunne ikke være mere ligeglade, de tror at bare fordi de har fået fem børn, så er de eksperter. Og det er virkelig hårdt, for de spørger aldrig om hvad jeg har brug for.. Min mor har allerede planlagt min fremtid, og jeg har intet at sige i det. Jeg er fuldstændig sikker på at de tror at jeg er ligesom mine halvstoresøstre (vi har ikke samme far). Specielt min mor, er meget streng. Hun har ligesom de her kasser oppe i hovedet, hvor alt hvad hun tror på findes. Hvis jeg siger noget, som hun ikke vil eller kan forstå, så får jeg besked på at jeg er et barn, og derfor ikke ved noget om det. De tror at jeg lytter til dem fordi jeg respektere dem, men respekt og frygt er ikke det samme! Og de kan bare ikke se forskellen.. Jeg stod på sidelinjen og så min storebror blive til en person der er ligeglad med alt. Jeg kan se det på ham, hvordan han bare vil være alene. Jeg kan ikke klare mere, JEG VIL VÆK! Jeg er ligeglad hvordan. Jeg har i nogle år tænkt på at løbe hjemmefra og ikke komme tilbage. At cutte kontakten med hele min familie. Eller at dø... Men jeg kan ikk dø, for hvad skal der så ske min lillesøster og de andre, jeg føler jeg har et ansvar for hvad der sker med hele min familie.. Jeg har det som om jeg er blevet født for tidligt.. Jeg er bare ikke klar til livet, jeg er ikke klar til ansvar, eller at passe på andre. Selvskade er blevet en del af min hverdag.. Det er dejligt. og selvom jeg er bange for at min familie ser arene, så kan jeg ikke holde op... For nylig "faldt" jeg ned af trappen, og lige da jeg faldt, er det som om der blev sat slowmotion på. Ligesom i en film. og i det øjeblik tænkte jeg på hvor dejligt det ville være at slå hovedet ned i marmor gulvet for enden af trappen. Smerten vill på samme tid være uudholdelig, men også befriende. Så jeg bøjede mig forover, desværre for sent, jeg landte på siden istedet for-.-' Jeg har brug for at slippe væk.. bare i nogle få sekunder.. Jeg kan som sagt ikke snakke med nogen. Jeg har prøvet med min bedsteven, men hun har sine egne problemer, og kan ikke forstå hvordan jeg kan have det sådan her. Da min familie, som sagt, er fuldstændig normal. Jeg har tøj på kroppen, mad, en seng at sove i, et hus at bo i og en rimelig god familie..... Jeg har brug for at være glad, bare et minut.... Nej et sekund.. Det er alt hvad jeg beder om.... Bare vær søde at hjælpe mig, jeg er bare for udmattet psykisk og fysisk til at fortsætte..!....